I Aarhus-Hallen var der stemning og fest
Seksdagesløb og Holiday on Ice, der begge årligt var at finde på Sankt Knuds Torv fra 1954 indtil AarhusHallens konkurs i 1961, var store publikumsfavoritter. Vi skal også på tur til en ganske saerlig filmforevisning.
Vi er på tur tilbage i tiden og til Sankt Knuds Torv, hvor Aarhus-Hallen var blevet indviet i foråret 1938. For 85 år siden.
Hallen var blevet taget godt imod af aarhusianerne og byens gaester, der frem til hallens konkurs i 1961 oplevede politiske møder, alverdens udstillinger, mannequinopvisninger, høstballer, gymnastikopvisninger, boksestaevner, filmfremvisninger, afdansningsballer, håndboldstaevner og cirkusforestillinger m.m. Og isrevy og cykelløb. Sidstnaevnte er to af de tre arrangementstyper, vi stiller skarpt på i dag:
Seksdagesløb
I perioden 1954 til 1961 blev der afholdt ni seksdagesløb i Aarhus-Hallen.
Det var Aarhus Vinterbane, der stod bag. Cykelbanen var tegnet af arkitekten Clemens Schurmann, som også havde sat stregerne til Aarhus Cyklebane – som var opført ved Aarhus Idraetspark i 1940 som cementbane.
Traebanen, der blev kørt på i hallen, var fremstillet af og i privat eje hos tømrermester Viggo Øvlisen, som havde den liggende nedpakket under presenninger på sit vaerksted sommeren over gennem mange år. Hvert år ved vintertide blev den pakket ud og gjort klar til at blive samlet i Aarhus-Hallen af Øvlisens svende.
Med sine 114,5 meter var banen i Aarhus-Hallen verdens mindste cykelbane.
Aarhus Wiki skriver, at: »banen til gengaeld var så stor, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Den fyldte simpelthen hallen ud, fra ende til anden og fra side til side. Derfor måtte arrangørerne og tømrermester Øvlisen taenke kreativt for at få plads til de måske allervigtigste deltagere, nemlig tilskuerne. Løsningen blev, at tilskuerne sad på store reoler, som blev bygget på den lille smule plads, der var til rådighed mellem banens barriere og hallens vaegge.«
Banens lille laengde førte til omgangstider på så lidt som syv sekunder, hvilket efter sigende gav flere af rytterne problemer, da de simpelthen blev rundtossede, og flere ryttere måtte indtage søsygetabletter før jagterne rundt på banen.
Aarhus Wiki: »En af sidegevinsterne ved banens korte laengde var, at svingene var meget stejle. 53 grader helt nøjagtigt. Svingenes stejle haeldning gjorde det muligt for rytterne at udnytte centrifugalkraften i en sådan grad, at de kunne køre helt oppe på den lodrette barriere. Isaer danskeren Otto Olsen udmaerkede sig i denne disciplin og gjorde det naermest til sit speciale.«
Ligeledes var trykket ned i banen (centrifugalkraften) i svingene så stor, at flere af rytterne blev plaget af siddesår.
Den lille cykelbane blev indviet tirsdag den 19. januar 1954 med et 100 km parløb. Naermest som en selvfølge var det Aarhus-rytteren Kay Werner Nielsen, som vandt med sin makker i par nr. syv, Evan Klamer. Parret vandt også debutårets seksdagesløb.
Aarhusianske Kay Werner Nielsen vandt i øvrigt flere aarhusianske seksdagesløb. Sammen med sin nye makker Palle Lykke blev det også til sejre i både 1958 og i 1961.
Det første seksdagesløb mønstrede imponerende 4.500 tilskuere til hver hovedjagt. Mange stablet lodret op ad vaeggene – resten samlet i midterkredsen, hvor der også var servering – og bestemt ikke rygning forbudt.
Det niende og sidste seksdagesløb blev afholdt i begyndelsen af februar 1961.
Holiday on Ice
Et andet af de tilbagevendende og succesfulde arrangementer var amerikanske Holiday on Ice, som besøgte Aarhus-Hallen første gang i 1954. Det var populaert og blev således i 1956 set af ikke faerre end 62.000 mennesker.
Aarhus Stadsarkiv har kigget på det sidste isshow, der var i Aarhus-Hallen i 1961, og skriver i en artikel på deres hjemmeside stadsarkiv.aarhus.dk:
»Det er saa flot, saa stort, saa prangende og udfordrende, at det naesten tager vejret fra publikum.«
Sådan skrev Demokratens udsendte reporter om Holiday on Ices aarhusianske debut i 1954. De naeste syv år kunne showet gang på gang tage vejret fra tusindvis af tilskuere, der var valfartet til Aarhus-Hallen for at opleve Holiday on Ice
Holiday on Ice blev opfundet i USA i 1943, og første gang, showet gaestede Aarhus-Hallen, var i marts 1954. Først måtte gulvet daekkes af et lag tjaerepap, hvorpå der blev haeldt savsmuld. 6,76 kilometer stålrør blev udlagt, og disse blev daekket af et tyndt lag sand. Rørene blev fyldt med kølevaeske, og hele molevitten blev herefter overhaeldt med vand, hvorved der blev kreeret et ca. fire centimeter tykt islag.
På de godt 10 år, der var gået fra showets start, til det nåede Skandinavien, havde det vokset sig til et verdensomspaendende foretagende. I 1954 kunne showet ifølge Stiftstidende – udover Europa – også turnere »i USA, i Japan, i Sydamerika og et eller andet sted i Afrika«. Alene i Europa havde showet fire baner. To reservebaner, der var opmagasineret i Frankrig, og to, som kunne fungere samtidigt. På den måde kunne showet optraede i København én aften og i Aarhus dagen efter.
Bag den store succes lå blandt andet en god økonomi. Alt, hvad der kunne købes for penge, blev købt. Til nummeret ”Indiske rytmer” i 1957 kostede hvert håndsyet kostume cirka 7.000 kroner – svarende til cirka 95.000 kroner i dag. Der var 49 personer på isen til det nummer. Også disciplinen var i højsaede. Hvis kostumet ikke var i orden, hvis der blev hvisket til sidemanden, eller hvis smilet røg af efter et fald, kostede det to dollars. Tre ”spejdere” var ansat blot til at gå rundt og opdage og notere fejl.
»Uden disciplin ville det ikke vaere Holiday on Ice,« udtalte solodanseren Heinz Kroel til Stiften ved showet i 1954. En time senere fik han en påtale for at have trukket bifaldet for laenge efter sin praestation i nummeret ”Rhapsody in blue”.
I 1956 blev showets isstjerner genstand for politiets opmaerksomhed, da den canadiske stjerne Guy Longpré fik stjålet 10.500 kroner – svarende til godt 145.000 kroner i dag – fra sine bukser i garderoben, mens Longpré var på isen i Aarhus-Hallen. Longpré havde tidligere på dagen fået de mange penge udbetalt i gage, og da han i Aarhus Privatbank ikke kunne få pengene indløst til en amerikansk check, havde han på amerikansk manér rullet dem sammen og stukket dem i baglommen. Civilbetjent Caroline Jørgensen blev indkaldt til at undersøge de kvindelige medlemmer af istruppen, og i alt blev omkring 200 personer undersøgt og afhørt –forgaeves.
År efter år kunne showet traekke tusindvis af jyder og fynboer til Aarhus, og år efter år jublede lokalpressen og kårede showet til det bedste nogensinde. Men 1961 blev sidste år, hvor der kunne meldes om alt udsolgt til Holiday on Ice. Efter at have leveret underholdning og udstillinger til aarhusianerne i knap 25 år var Aarhus-Hallen gået konkurs. Stiftstidendes reporter skrev efter det sidste show:
»Aarhus-Hallen kunne ikke have fundet paa et flottere punktum paa sine naesten 25-aarige eksistens end Holiday on Ice 1961.«
Intimbiograf i gigantformat
Og lad os lige runde en tredje begivenhed, der er med til at understrege mangfoldigheden af tilbud til aarhusianere fra Aarhus-Hallen.
Vi er i december 1958, hvor tv-apparaterne endnu var ganske nye hjemme i stuerne.
En ganske saerlig filmforevisning;: ”Windjammer” var på plakaten. ”Windjammer” var en halv-dokumentarisk film, der beskrev, hvordan unge norske kadetter blev til maend på et togt over Atlanterhavet med det norske skoleskib Christian Radich. Filmen var optaget i vinteren 1956.
Biografmuseet.dk skriver: »Aarhus-Hallen var blevet ”vendt om” således, at scenen blev anvendt til det mobile operatørrum. 2/3 af det oprindelige lokale var udnyttet til Cinemiracle. Balkonerne var vaek, og vaeggene var i stedet draperet med 2,5 km af et marineblåt fløjlsagtigt materiale. På gulvet var der udlagt røde løbere.«
Der var naermest tale om en intimbiograf i gigantformat. Teknikere fra Tyskland og Schweiz overvaerede Falcks kranbil opstille det seks tons tunge operatørrum. Inde i operatørrummet gik fire operatører og chefingeniør Sam Bale rundt og arbejdede.
Ved indgangen til hallen stod laerredet. Det buede 146 grader. Bag ved laerredet var der placeret fem store højttalere, og i salen var der placeret fire effekthøjttalere i hver side. Endvidere var der to højttalere til det ledsagende foredrag. Det tog den engelske montør, med hjaelp fra lokalt personale, seks dage at saette laerredet op. Laerredet var daekket af et stort fortaeppe. I overvaerelse af den amerikanske ambassadør, den norske ambassadør og frue, ambassaderåd Arvid Sveum og Skoleskibet
Danmarks kaptajn Knud Hansen samt repraesentanter fra den Kgl. Danske Marine, havde ”Windjammer” Danmarks-gallapremiere den 1. december i Aarhus.
Hele Aarhus Byråd var mødt frem til premieren. Det var ordnernes, uniformernes og det mørke tøjs aften. Højesteretssagfører Mogens Christensen bød velkommen, og kaptajnen fra Skoleskibet Danmark holdt en tale om skoleskibes opdragende betydning.
Kontrollører var i AarhusHallen iført gult regntøj og sydvest på premiereaftenen.
Der var 891 siddepladser, som skulle fyldes 16 gange om ugen til den 3. januar 1959. Der var to daglige forestillinger kl. 18.30 og 21.15 samt en matinéforestilling kl. 15.30 i weekenderne.
Billetpris var for 2,5 times sejlads, som der stod i annoncen: 147 pladser á 12 kr., 312 pladser á 10 kr., 312 pladser á 8 kr. og 120 pladser á 5 kr. Børn halv pris til den første forestilling.
Billetsalg skete fra AarhusHallen samt fra billetsalgssteder i Randers, Viborg, Skive, Skanderborg, Holstebro, Fredericia, Esbjerg, Ringkøbing, Aalborg, Kolding, Grenaa, Silkeborg, Vejle og Horsens.
Der blev annonceret med børnepasning af ”raske spejderpiger” for én krone pr. barn.
”Windjammer” endte med at give hallen et bragende underskud.
Her stopper vi for i dag. Men der er mere at fortaelle om Aarhus-Hallen. Bl.a. en ganske kort rockkoncert med The Who i 1965. Den kommer vi tilbage til naeste gang.