Hizbollahs eliteenhed står klar på graensen til Israel. Hvorfor holder den igen?
Hizbollah er Israels vaerste mareridt, men en krig kan også få store konsekvenser på militsgruppens hjemmefront.
Wissam al-Tawil havde i årevis udfordret skaebnen, da døden mandag indhentede ham.
Den 48-årige kommandant med mere end 30 års kamperfaring fra Hizbollah-bevaegelses hemmelighedsfulde Radwan-eliteenhed kom kørende gennem det kuperede terraen naer sit hjem i landsbyen Khirbit Silem godt 10 km fra den libanesisk-israelske graense, da hans SUV blev ramt af en raket.
Spørgsmålet er, om det vil få Hizbollah til at gå dybere ind i krigen mod Israel? Eller måske er det rigtige spørgsmål, om Iran vil?
Al-Tawil er den højst rangerende leder i Hizbollah, der er blevet draebt, siden gruppen – umiddelbart efter Hamas-angrebet den 7. oktober i det sydlige Israel – dagligt begyndte at sende raketter ind over Israels nordlige graense. Israel har løbende svaret igen.
Både den libanesiske regering og det internationale samfund har i ugevis kaempet for at forhindre en eskalering. Af samme grund har Israel også forlangt, at Radwan rykker sine styrker mindst 30 km vaek fra den faelles graense for igen at gøre det sikkert for titusinder af evakuerede israelere at flytte hjem.
Det krav har Hizbollah ignoreret. Der er endda rygter om, at Radwan har åbnet en ny front mod Israel ved at sende enheder til de syriske Golanhøjder. Men selvom Hizbollah bliver ved med at true – tirsdag blev de israelske luftalarmer aktiveret, da der blev sendt en byge af missiler langs store dele af graensen til Libanon – har gruppen foreløbigt holdt sig på måtten og undgået en fuldbyrdet krig.
Det kan der vaere flere forklaringer på, men det kan også hurtigt aendre sig.
Kritiske røster i egen arena
Som Hamas er Hizbollah støttet af Iran. Hvis Iran ønsker at eskalere, er Hizbollah landets bedste og staerkeste kort. Bl.a. fordi gruppen estimeres at råde over op mod 60.000 militssoldater og et arsenal på 150.000 praecisionsguidede missiler, vurderer eksperter. Det er langt mere, end Hamas rådede over, da krigen mod Israel begyndte for lidt over tre måneder siden.
Men der er samtidig nationale og regionale hensyn at tage.
Libanon er i knae efter en kvaelende økonomisk krise, der foreløbigt har varet i tre år. Hvis Hizbollah går ind i en fuldbyrdet krig, kan det få landet til helt at kollapse og vende folkestemningen imod gruppen. Der er allerede kritiske stemmer.
Bechara al-Rahi, den indflydelsesrige patriark for det kristne samfund i Libanon, brugte f.eks. sin nytårstale på at sige, at »vi ønsker ikke, at krigen spreder sig til det sydlige Libanon«. Han opfordrede også Hizbollahs militser til at fjerne »sine affyringsramper mellem private hjem i libanesiske landsbyer«, der mange steder nu står tomme, fordi folk er flygtet fra de israelske modsvar.
At det overhovedet er muligt for Hizbollah at traekke Libanon ind i en krig, som der ikke nødvendigvis er politisk opbakning til, skyldes Libanons politiske system. Siden landets grundlaeggelse i 1920 har det delt regeringsmagt og statslige positioner ligeligt mellem landets 18 officielt anerkendte religiøse grupper, hvoraf shiabefolkningen på 30-40 pct. er den største efterfulgt af sunnimuslimer og kristne.
Den dominans har Hizbollah, der er shia, udnyttet. Efter grundlaeggelsen i 1982 med iransk og syrisk støtte er Hizbollah blevet til en urørlig stat i staten med sin egen haer, der er større end Libanons officielle haer, og sit eget sociale velfaerdssystem. Derfor har landets midlertidige regering ingen kontrol over, om Hizbollah eskalerer, indrømmede Libanons fungerende udenrigsminister, Abdallah Bou Habib, i et nylig interview med tv-stationen CNN.
»Det er ikke sådan, at vi kan beordre dem til noget,« sagde Habib og tilføjede, at der i stedet blev arbejdet på at overbevise gruppen om at holde igen.
Den dominerende position har givet Hizbollah ro til at vokse til en regional paramilitaer gruppe, der sammen med Iran har bidraget til at opretholde et konstant pres mod Israel. Hizbollah-militser støtter også Syriens regime under Bashar al-Assad – en anden Iran-allieret, der
stadig er sårbar over for national uro. Det har fået iagttagere til at kalde Hizbollah for kronjuvelen i Irans såkaldte modstandsakse, der også omfatter Hamas, houtierne i Yemen og militsgrupper i Syrien og Irak.
Dyre laerepenge
Men det betyder også, at Iran har meget at miste ved en krig. Det samme har Hizbollah, der har laert på den hårde måde, at det kan få utilsigtede konsekvenser at gå over stregen.
I 2006 forsøgte gruppen ligeledes at støtte Hamas under en krig mod Israel. Det skete ved, at en enhed under Hizbollah gik ind i Israel og kidnappede to soldater. Israel svarede igen med en landinvasion, som førte til en månedlang krig, der udløste store ødelaeggelser og kostede omkring 1.200 civile libanesere livet. Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, der stadig sidder på posten, indrømmede efterfølgende, at havde han kendt prisen, ville gruppen ikke have gennemført operationen.
Den kalkule kan vaere anderledes i dag. Bl.a. som følge af Hizbollahs boomende våbenarsenal, som vil kunne forårsage store ødelaeggelser i Israel. Nogle iagttagere mener, at Hizbollahs reaktion på krigen vil besvare en mangeårig diskussion om, hvorvidt gruppen føler mere loyalitet over for Iran end Libanon.
Indtil for nylig betragtede Israel ikke desto mindre Hizbollah som en trussel, der kunne håndteres. Det har aendret sig. Saerligt pga. Radwan-styrkerne.
Den har laenge vaeret en frontenhed i bevaegelsens konflikt med Israel, og i dag er en af dens mål at duplikere i syd, hvad Hamas gjorde mod israelske byer og kibbutzer i nord, siger Tamir Hayman, en pensioneret general, der indtil 2021 ledte den israelske haers efterretningsenhed, til New York Times.
Står det til troende, var Wissam al-Tawil formentlig involveret i planlaegningen. Ifølge en meddelelse fra Hizbollah stod han i spidsen for ”saerlige operationer” mod Israel i graenseområdet, hvilket han havde stor erfaring med.
Al-Tawil var en del af den gruppe, der kidnappede de to israelske soldater og udløste krigen i 2006, der blev afsluttet med en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd om ophør af alle fjendtligheder og afvaebning af vaebnede grupper, herunder Hizbollah, hvilket aldrig er sket.