Nye Borgerlige gør blå blok en tjeneste ved at opløse sig selv

Mange kunne se det. Måske ikke mindst Pernille Vermund selv. Siden hun genindtrådte som partileder for at redde stumperne af sit politiske livsvaerk, Nye Borgerlige, har hun reelt siddet som bestyrer af et dødsbo. Spørgsmålet var blot, hvem der ville traekke i snoren til guillotinen.

Pernille Vermund kom først. Overrumplede alle ved onsdag at meddele, at Nye Borgerlige opløses.

Erfaringen fra sidst, da hun forsøgte at bakke ud af politik og overlade partiet til naeste mand, er så overbevisende dårlig, at der ikke er grund til at gøre et nyt forsøg med den model.

Fra sidelinjen kunne Pernille Vermund se partiet smelte ned. En måned nåede Lars Boje Mathiesen at sidde som formand, før han blev smidt ud af partiets hovedbestyrelse. Ved folketingsvalget i 2022 fik partiet seks mandater. Og kun tre kan nu drikke gravøl, for Mathiesen er løsgaenger, og to andre har fundet nye graesgange i Dansk Folkeparti.

Nu erkender Pernille Vermund, at Nye Borgerlige risikerer at spaende ben for blå blok og muligheden for at få en borgerlig statsminister.

»Det kan vi ikke forsvare,« skriver hun på Facebook.

En erkendelse, som umiddelbart fremkalder respekt, men der er også et par men’er. For det første, at Nye Borgerlige kan takke sig selv og ikke mindst de ultimative krav for, at blå blok er smuldret. Partiets stejle og urealistiske holdning over for konventioner og gaeldende lov og ret var medvirkende årsag til, at Lars Løkke Rasmussen allerede under valgkampen i 2019 frasagde sig tanken om at skulle danne en regering, som var baseret på yderfløjene.

Det blev forstaerket efter valget i 2022. Da Jakob Ellemann-Jensen nåede til samme erkendelse og meddelte, at Venstre ikke skulle hjem, men videre, blev blå blok efterladt som en ruin på perronen.

For det andet er spørgsmålet: Hvad gør Pernille Vermund nu?

Hverken Venstre, De Konservative eller Liberal Alliance har afvist, at Vermund kan få en fremtid i deres parti. Danmarksdemokraterne er afventende. Vermund selv er slet ikke afvisende over for tanken om at skifte parti.

Men vil hun kunne gøre det med samme ydmyge forhold til og erkendelse af, at noget er større end hendes egne ambitioner?

Det vil vise sig, men hvis Pernille Vermund for alvor har taenkt at etablere sig som seriøs politiker, så må opfordringen utvetydigt vaere, at uanset hvilket parti som hun måtte vaelge, så skal det vaere med blik for, hvad der styrker det blå faellesskab og ikke et personligt projekt.

og farverige historie er også fortaellingen

Nye Borgerliges korte

om, at enkeltsags- og -personspartier i laengden ikke er levedygtige, og at folkestyret ikke er staerkere, end politikere og vaelgere gør det til. Alene dets eksistens minder også om, at de etablerede partier ikke laengere kan regne med, at der er en nedre graense for deres stemmetal.

Betingelserne for et seriøst, helhedsorienteret parti er blevet vanskeligere. Personlig branding og evnen til at opfange flygtige stemninger blandt vaelgerne udgør den spinkle basis, som flere politikere står på.

Nye Borgerliges korte og farverige historie er også fortaellingen om, at enkeltsags og -personspartier i laengden ikke er levedygtige, og at folkestyret ikke er staerkere, end politikere og vaelgere gør det til.

For det borgerlige Danmark er det en god nyhed, at der – endnu da – er et parti mindre at forholde sig til. Ligesom venstrefløjen kaempede om Marx, Lenin og Mao i 1970’erne, så har det borgerlige Danmark i de senere år brugt al for megen energi på at dyrke hinandens uenigheder og på personlige ambitioner frem for at finde sammen i et blåt faellesskab.