Naeste generation skal også leve i et velfaerdssamfund
I dette efterår har én person haft en saerlig plads i vores liv. En person, vi aldrig har mødt, og som vi ikke ville kunne genkende, hvis vi så ham på gaden. Hvilket i øvrigt også ville vaere højst overraskende, da han døde som 95-årig i 2017.
Manden hedder William Baumol. Hans tanker har gjort et helt saerligt indtryk på os. William Baumol var en amerikansk økonom, der med sit arbejde har lagt navn til en udvikling, vi oplever i disse år: Baumol-effekten. Den beskriver, hvordan gabet mellem de velfaerdsydelser, det offentlige kan levere, og den velfaerd, borgerne forventer, vokser, i takt med at borgernes private velstand stiger.
Dermed bliver det svaerere og svaerere for os i kommunerne at levere aeldrepleje, børnepasning og skolegang, der kan tilfredsstille borgernes forventninger. Senest har Kraka dokumenteret, at kommunerne fra 2010-22 skulle have haft tilført 27 mia. kr. mere til velfaerd, hvis vores udgifter skulle have fulgt med udviklingen i borgernes private velstand. Og kigger man blot én generation frem, står kommunerne i 2050 til årligt at mangle 55 mia. kr. for at kunne leve op til danskernes forventninger.
Scenariet er i vores øjne meget alvorligt. For det handler ikke om en fjern fremtid. Det handler om det samfund, vores børn skal leve i, vores børnebørn skal vokse op i, og vi selv skal blive gamle i. Det er den naeste generations skoler, plejehjem, børnehaver, botilbud og alt det andet, der hjaelper os på vej i livet.
For os er det dybt bekymrende, hvis vi som samfund lader den offentlige sektor sakke laengere og laengere bagud.
For sker det, vil de borgere, der har råd, i højere og højere grad begynde at vaelge det offentlige fra og i stedet købe private velfaerdsydelser. Og så ender vi med et splittet samfund, hvor danskerne er opdelt i et A- og B-hold alt efter størrelsen på deres pengepung.
Det lyder måske som et skraemmescenarie, men udviklingen er allerede i gang: Flere og flere danskere får en privat sundhedsforsikring, flere sender deres børn på privatskole, og flere køber privat hjemmehjaelp.
fortsaette, underskriver vi i sidste ende dødsdommen for den danske velfaerdsmodel, og vi gambler alvorligt med den sammenhaengskraft, der har gjort Danmark til et fantastisk land.
Men er løsningen så, at vi bare poster flere og flere penge i den offentlige sektor?
Nej, så enkelt er det ikke. For når
Lader vi den udvikling
gabet er så stort, som det er, og når skruen er uden ende, skal der også mere grundlaeggende forandringer til.
Der er brug for, at vi som samfund tør tage en grundlaeggende diskussion med hinanden om, hvordan vi indretter vores velfaerdssamfund fremover.
Hvilken velfaerd skal vi tilbyde i det offentlige med de ressourcer, der er til rådighed? Hvilken skal vi ikke?
Kan civilsamfundsorganisationerne, de frivillige og borgernes eget netvaerk løfte flere opgaver? Skal vi åbne for mere international arbejdskraft?
Skal vi gentaenke, hvordan og hvornår vi traekker os tilbage fra arbejdsmarkedet? Og skal vi satse endnu mere på teknologi og digitale løsninger?
af de spørgsmål, vi som samfund er nødt til at besvare, og som vil kraeve svaere valg,
Det er nogle
vanskelige politiske prioriteringer og en grundig forventningsafstemning med borgerne.
I kommunerne er vi vant til at prioritere og afstemme forventninger, når vi møder borgerne. Det er et ansvar, vi har som lokalpolitikere, og det vil vi fortsat løfte. Men vi har brug for, at regeringen og Folketinget tør stemple ind i diskussionen og vaere med til at traeffe de beslutninger, der skal bringe vores velfaerdssamfund ind i fremtiden.
let at fortaelle vaelgerne, at der er brug for grundlaeggende forandringer i den velfaerdsmodel, som de fleste af os har kendt gennem hele livet.
Men det er helt nødvendigt, hvis vi vil bevare danskernes opbakning til velfaerdssamfundet og sikre, at også den naeste generation har adgang til gode offentlige skoler, plejehjem, børnehaver og botilbud.