Vivi blev tørlagt, efter at hendes mand vaekkede hende på blideste vis
Da Vivi Nicolaisen var allerlaengst nede, var det naesten umuligt for hendes naermeste at nå hende, men en dag i september sidste år skete det alligevel.
Michael Steffensen kørte staerkt hjem fra arbejde den dag. Det var ikke for sjov, at han trykkede så hårdt på speederen. Hans datter havde netop ringet og fortalt, at den var helt gal med mor, og mens han kørte hjemad, forberedte han sig på, hvordan han skulle reagere, hvis hun var død, når han kom hjem.
Vivi Nicolaisen er navnet på den kvinde, som han skyndte sig hjem til. Hun havde naer taget livet af sig selv den dag.
Men det gjorde hun ikke.
Sømandsviserne
Der er musik i Vivi Nicolaisens familie.
Et stort, sort flygel er det første, man får øje på i deres stue.
Hendes naermeste familie taeller både folk, der behersker guitar, trommer og klaver, men Vivi Nicolaisen, som er vokset op i den lille fiskerby Bønnerup Strand, begår sig bedst med sin harmonika og en sømandsvise.
Der er bare det med sømandsviserne, at de klinger allerbedst akkompagneret af en lille gewesen. Eller to.
For Vivi Nicolaisen er det ofte blevet til mange flere. I en tidlig alder stiftede hun bekendtskab med alkoholens evne til at dulme de svaere følelser, som hun havde så rigeligt af.
Hvad der begyndte som en målrettet tilgang til de våde varer, når hun var i festligt lag, udviklede sig sidenhen til et misbrug, som hun plejede, når hun var alene.
Det sled både på hendes indre og ydre, men mest af alt sled det på hendes naermeste.
I graesslåmaskinen
De mødte hinanden, da Vivi Nicolaisen var 27 år. Hun havde lagt sig til at sove på en sofa til en fest, og pludselig var der en, der pustede hende i øret.
Det var Michael Steffensen. Han synes, at hun så sød ud, og han ville gerne snakke med hende, så hun kunne godt tage at vågne op. 28 år sammen er det efterhånden blevet til. Vivi Nicolaisen har hele livet bokset med sin psyke.
Det var, når hun fik det skidt, at hun drak. Derfor var der også lange perioder, hvor alkoholen ikke var en del af hendes liv.
Drikkeriet brød for alvor ud i lys lue, da hun fik sin første depression.
»Det startede med nogle ture til købmanden,« fortaeller hun.
Hun købte ofte vodka, for det vigtigste var virkningen. Små flasker var bedst. De var nemmere at gemme rundtomkring i huset. I vinterhalvåret kunne hun finde på at gemme dem inde i graesslåmaskinen, men vasketøjskurven var en sikker vinder året rundt.
Hendes tilstand blev gradvist vaerre i de pe
rioder, hvor hun drak, og hun er blevet indlagt på psykiatrisk mange gange gennem årene. Altid med en tårnhøj promille.
Når hun blev udskrevet, havde hun det som regel lidt bedre og kunne klare sig uden at drikke. Men et faktum var uomtvisteligt:
Når de mørke tanker vendte tilbage, kendte hun vejen til købmanden.
Gaestevaerelset
Langt hen ad vejen var familien velfungerende. De havde det godt med hinanden, og kaerligheden var altid stor.
Selv i de perioder, hvor Vivi Nicolaisen drak sig fuld, var hun omsorgsfuld. Hun var en kaerlig kaereste og mor, og hun sørgede altid for, at madpakkerne var klar til, at hendes to piger skulle ud ad døren.
»Vi var alt det, som en god familie skal vaere, men med en stor cancersvulst, der voksede sig større og større,« siger Michael Steffensen.
I sensommeren 2022 blev den svulst så stor, at alt andet måtte vige.
Vivi Nicolaisen var begyndt at få det rigtig skidt, og hun lukkede sig inde i gaestevaerelset. Derinde drak hun sig selv fra sans og samling for at få en pause fra det mørke, som traengte ind på hende.
En dag begyndte Michael Steffensen at haelde al den spiritus, han kunne finde i hjemmet, ud i afløbet, men dagen efter dukkede der nye tomme flasker op inde bag de nedrullede gardiner.
Vivi Nicolaisen havde løbende gemt en lille flaske, til når det blev gråvejr på øverste etage. Og lageret var stort.
Der er ikke meget, hun husker fra de 15 dage, hun tilbragte på gaestevaerelset. Hun gik på toilettet, sov, røg og drak, mens hendes naermeste agerede hjemmesygeplejersker for hende.
Tre baereposer fyldte deres yngste datter med tomme flasker en dag, hvor hun kom for at kigge til sin mor. Kiloene raslede af moren, fordi hun stort set ikke spiste noget.
Michael Steffensen havde forsøgt at tage mad med hjem fra McDonald’s til hende, men det nyttede ikke noget. Afmagten var total.
»Har hun taenkt sig at drikke sig ihjel derinde?« taenkte han.
Det havde hun.
Et opkald
Da hun tog beslutningen om, at der ikke var mere for hende at gøre her i tilvaerelsen, var hun euforisk.
Det var en forløsning og en stor lettelse, at døden naermede sig.
Hun ringede til alle dem, hun elskede og gav dem et møgfald en efter en. Hvad hun helt praecist skaeldte dem ud over, husker hun ikke, men nu var hun sikker på en ting.
Der var med garanti ingen, som ville komme til at savne hende nu.
Den 16. september ringede datterens telefon. Det var hendes mor.
Hun havde egentlig besluttet at tage afstand til sin mor, fordi det var blevet for hårdt.
Det havde vaeret en svaer beslutning at tage, for i hendes øjne havde hun aldrig vaeret en dårlig mor.
»Jeg vidste, at jeg ville komme til at fortryde det resten af mit liv, hvis ikke jeg tog den,« siger Cecilie Steffensen.
Det var tydeligt for hende med det samme, at hendes mor var meget beruset.
Hun ringede til sin datter med et tungt budskab.
»Jeg kan ikke mere.«
»Vivi?«
Michael Steffensen var på arbejde, da hans datter ringede til ham.
Da han slukkede motoren i indkørslen efter at have skyndt sig hjem, tog han en dyb indånding. Han forberedte sig på det vaerste scenarie, inden han gik ind i entréen.
Lige så stille bevaegede han sig gennem huset.
Hun lå inde i sovevaerelset, havde fråde om munden og var helt blå. Der var blod på gulvet.
»Vivi?« sagde han.
Han gik hen til hende for at tjekke, om der var puls.
Da han ruskede lidt i hende, mumlede hun: »Ja.«
Hans skuldre saenkede sig, og han slettede det 112, som han havde tastet på vejen ind, og trykkede sin datters telefonnummer i stedet.
Vi var alt det, som en god familie skal vaere, men med en stor cancersvulst, der voksede sig større og større. MICHAEL STEFFENSEN