Tysk håndboldkultur begejstrer
Der meldes taet på udsolgt til Danmarks tre indledende EMkampe i München.
Onsdag åbnede håndbold-EM i Tyskland foran et rekordpublikum på 53.586 i Düsseldorf. Og også i turneringens andre arenaer i Berlin, Köln, Mannheim, Hamburg og München bliver der fyldt godt op på tribunerne. Alle Danmarks tre indledende kampe i Münchens Olympiahalle meldes således taet på udsolgt med omkring 12.000 tilskuere. Det sker vel at maerke uden vaertsnationen som traekplaster. Og det sker, på trods af at München dårligt kan kaldes en udpraeget håndboldby.
» Den tyske håndboldkultur er jo helt vanvittig. Det er rigtig godt for håndbolden, at man har lagt et stort mesterskab der,« siger Mathias Gidsel.
Han spiller til daglig for Füchse Berlin og kender alt til tyskernes vilde håndboldbegejstring.
»Det er absolut den fedeste håndboldkultur i verden. Der bliver larmet, tilskuerne er højrøstede, og man får nogle tyske gloser efter sig, når man kommer ud.«
Det er ikke unormalt, at selv kampe langt inde i slutrunder afvikles for halv- eller trekvarttomme tribuner. For et år siden spillede Danmark en VMsemifinale i Gdansk, hvor kun hvert andet saede i hallen var besat. På den baggrund er det ikke så maerkeligt, at den danske trup har set frem til EM i Tyskland med saerlig forventning. Ikke mindst fordi mange spillere har en tilknytning til tysk håndbold. Det gaelder også for landstraener Nikolaj Jacobsen, der som aktiv spillede en årraekke for Bayer Dormagen og THW Kiel og siden blev traener for Rhein-Neckar Löwen.
»For mig er det største at spille en slutrunde i Danmark. Men det her bliver det naestbedste.
Det er et fantastisk sportsland, hvor der altid er opbakning til arrangementerne,« siger Nikolaj Jacobsen.
Torsdagens em-kamp mellem Danmark og Tjekkiet blev spillet efter avisens deadline. Kampreportage og karakterer kan findes på:
efter et bråvallaslag mod Italien under VM i Mexico i 1970 blev endelig revancheret på hjemmebane i 1974.
Fotografiet af en jublende Franz Beckenbauer, der på Olympiastadion i München haever VM-trofaeet mod himlen, vil forblive et af de definerende billeder på tysk viljestyrke og genkomst i det 20. århundrede.
Nu var den tyske fodboldkejser klar til at laegge hele verden for sine fødder.
Det globale spil
Beckenbauer havde ikke kun det forkromede overblik på banen, han var også vaesentligt mere forudseende end de fleste, hvad angår de kommercielle muligheder i en globaliseret sportsverden.
Han var en af de første tyske spillere til at optraede i reklamer på tv og print i en tid, hvor sponsorater stadig var et fremmedord, og der ofte blev rynket på naesen af kommercielle aktiviteter.
I 1976 rykkede han så teltpaelene op og sluttede sig til klubben New York Cosmos, der var spydspids i et tidligt (stort set mislykket) forsøg på at lancere europaeisk fodbold i USA. Som holdkammerat med andre fodboldikoner – bl.a. brasilianske Pelé – og på fornavn med det globale jetsets spidser, fra Mick Jagger til Andy Warhol, blev Beckenbauer til et varemaerke i den globale kendisøkonomi, der i 1970’erne stadig var i sin vorden.
Efter tiden i USA og afslutningen af karrieren (bl.a. som spiller hos Bayerns aerkerival HSV i Hamborg) blev spillets tyske kejser i 1984 hentet ind som traener for et landshold i krise.
Også her fik Beckenbauer stort gennemslag. Allerede i 1986 blev Vesttyskland nr. to i VM efter en finale mod Diego Maradonas Argentina. Fire år efter tog Vesttyskland så titlen ved VM i Italien efter en revanchekamp mod netop Argentina.
Hvad kunne have vaeret mere passende, end at den 44-årige Beckenbauer, jaevnaldrende med Forbundsrepublikken, skulle stå bag det hold, der otte måneder efter Berlinmurens fald slog landets fodboldstorhed fast?
Alligevel var det som om triumfatoren på den historiske aften kunne ane mørke skyer i horisonten. Tv-billeder, der ofte er blevet gentaget på tysk fjernsyn de seneste dage, viser Beckenbauer, der som en løve i et bur med sammenbidt ansigtsudtryk og guldmedalje om halsen trasker rundt på banen i Rom efter finalen i juli 1990.
Pengenes saere veje
Champagneårene var ved at vaere forbi, men først skulle Beckenbauer fejre sin største fodboldpolitiske triumf.
Tyskland sikrede sig med ham som politisk omdrejningspunkt vaertskabet for VM i 2006 – ofte kaldet ”sommereventyret” – hvilket yderligere katapulterede sydtyskerens ry op i stratosfaeriske højder i hjemlandet.
Men ikke ret laenge. For gentagne journalistiske granskninger placerede efterfølgende Beckenbauer i et spind af i bedste fald uigennemsigtige transaktioner med lyssky elementer i og omkring fodboldens korruptionsanklagede verdensforbund, Fifa.
Havde Beckenbauer på vegne af de paene tyskere betalt millioner under bordet for på bananstats-manér at sikre sig en stor sportsturnering?
Svaret blaeser i vinden, men blafrede så tilpas staerkt, at det kom til at praege nationalsymbolets senere år tilbragt i landflygtighed i østrigske Salzburg:
»Tvivlsomme betalinger kastede sent en skygge over sommereventyret og over Beckenbauers livsvaerk,« skriver Süddeutsche Zeitung, der udgives i hjembyen München.
For mange tyskere forbliver ”Kaiser Franz” landets mest sublime og visionaere spiller og en realpolitiker i fodboldens verden, der også her sikrede nationen afgørende resultater.
»Han praegede forbundsrepublikken som Konrad Adenauer og Willy Brandt,« skriver magasinet Spiegel med henvisning til to af efterkrigstidens mest markante tyske kanslere.
Andre vil se ham som en naesten tragisk figur, der på og uden for fodboldbanen gennem årtier var indbegrebet af Tysklands genrejsning, men kom på afveje i en fodboldverden, hvor penge og politisk ambition i dag kan afdrible selv den mest forudseende Spielmacher.