Taiwans demokrati skal forsvares af Vesten. Fordi det også handler om os

Taiwans knap 20 mio. vaelgere går lørdag til praesidentvalg efter en kampagne, der har budt på alt det, som landets store nabo Kina kronisk har vaeret ude af stand til at give sine borgere: politisk konkurrence, åben debat og folkelig deltagelse i valgkampen.

Om det bliver kandidaten fra det regerende Demokratiske Progressive Parti eller fra oppositionspartiet Kuomintang, der vinder, får naeppe afgørende langsigtet indflydelse på Taiwans fremtid, selvom et hvilket som helst resultat kan skabe nye gnidninger i forhold til de prikne kommunistiske magthavere i Beijing.

Kina har under den stadig mere magtfuldkomne Xi Jinping de senere år skaerpet retorikken mod Taiwan og fulgt op med militaermanøvrer, der ikke kan opfattes som andet end en trussel mod Taiwans beståen og dets borgeres ret til at vaelge frihed og demokrati frem for totalitaer dominans.

»Kinas genforening med Taiwan er uundgåelig,« sagde Xi noget ildevarslende i sin nytårstale.

Omdrejningspunktet for den vestlige politik i området har vaeret – og skal forblive – et klart og tydeligt forsvar for Taiwans ret til selvbestemmelse.

Det er en kamp, som man i lange perioder har ført mere med list end ved at spille med musklerne.

Siden begyndelsen af 1970’erne, da Kina blev optaget i FN, har Vesten holdt fast i en linje, der ofte karakteriseres som ”strategisk tvetydighed”.

Groft sagt har man på den ene side forsikret Beijing om, at man opfatter Kina og Taiwan som ét land – heraf begrebet ”etkinapolitik” – og ikke formelt anerkendt territoriets selvstaendighed. På den anden side har USA’s indirekte sikkerhedsgarantier sikret, at Taiwan har kunnet udvikle sig økonomisk og politisk uden videre indblanding. Vesten har klogt holdt døren åben for idéen om en genforening, men en genforening, der vel at maerke kun kan ske fredeligt og efter forhandlinger – ikke ved magtanvendelse.

Selvom tvetydighed sjaeldent opfattes som et gode i politik, så har Vestens linje på området givet Taiwan tid til og mulighed for at udvikle staerke institutioner og en blomstrende økonomi.

Får utilsløret stormagtsaggression af denne art lov til at udvikle sig og bide sig fast, vil det få ulykkelige følger for mindre nationer overalt i det internationale system.

Men de senere år er denne politik blevet udfordret, i takt med at Xi har strammet skruen i Kina og i øget grad gjort brug af Taiwan som et skraemmebillede for at aflede kinesernes opmaerksomhed fra deres egne stigende økonomiske og demografiske problemer. En vaebnet konfrontation, som ifølge nogle iagttagere kan indtraeffe inden for en kortere årraekke, ville vaere en katastrofe med meget langtraekkende konsekvenser – og ikke kun for befolkningen på Taiwan. Økonomisk spiller bl.a. Taiwans halvlederindustri en afgørende rolle i globale forsyningskaeder, og åben krig vil have en chokvirkning på den internationale samhandel.

En konfrontation ville ligeledes umiddelbart saette

USA’s netvaerk af allierede i regionen – bl.a. Sydkorea, Japan og Filippinerne – under voldsomt pres.

Diplomati er vigtigt for at undgå et sådant scenarie, men trovaerdig afskraekkelse er også en naturlig del af en strategi, der skal afholde Beijing fra at gentage Ruslands hovedløse indtog i Ukraine under den ene eller anden form.

Får utilsløret stormagtsaggression af denne art lov til at udvikle sig og bide sig fast, vil det få ulykkelige følger for mindre nationer overalt i det internationale system.

Derfor handler forsvaret af Taiwans demokrati og selvbestemmelse også om os.