Øget splittelse kan betyde Vestens endeligt

Det er på tide, at Vesten justerer sine internationale ambitioner og i stedet for endeløs fokus på krig får styr på sine egne eksistentielle problemer. Man kunne med udbytte se tilbage på det gamle romerrige og se, hvor galt det kan gå.

Gazakrigen har vist muslimske indvandreres loyalitet mod oprindelseslande, og at der er en vis sammenhaeng mellem islamisme, terror og kriminalitet. Frygt for mere indvandring skaber en modreaktion, som kan indvarsle enden for venstreliberal dominans i Vesten.

Siden Edward Gibbons’ bog ”Romerrigets fald og undergang” (1776) har det ikke skortet på advarsler til Vesten om folkevandring og vaerdiopløsning. For 100 år siden mente den tyske filosof Oswald Spengler i ”Aftenlandenes Undergang”, at dets livscyklus naermer sig sin afslutning, synligt bl.a. ved en historieløs magtarrogance. Peter Heather og John Rapley mener i en ny bog, ”Why Empires Fall. Rome, America and the Future of the West”, at romerrigets decentralisering ligner nutidens globalisering.

Hvortil kan føjes, at Rom før sit fald blev opsplittet mellem vest og øst i lighed med Vestens eksklusion af Rusland. Og at romerne havde vaennet sig så meget til at vaere ”lyset” – verdens centrum, som Vesten efter 1492 – at de ikke forstod, hvad der rørte sig hos de andre.

Vestens lys, der skulle retfaerdiggøre kolonisering af andre, var først udbredelse af kristendom. Siden den hvide races overlegenhed med tilhørende pligt til at udbrede civilisationen. Senest kapitalismens økonomiske og demokratiets politiske overlegenhed, hvad der efter Sovjetunionens fald skabte tro på, at begge dele vil sprede sig til resten af verden.

Kun tre årtier efter denne finest hour måtte Vesten notere, at så enkelt går det ikke. Muslimske kraefter viste med krig og terror, at de foretraekker egen kultur og religion. Oliestater blev et nyt magtcentrum. Kommunistisk kapitalisme fik Kina op på niveau med Vesten. Et genforenet Vesten blev splittet igen ved Ruslands uvilje mod en tildelt plads i periferien.

Verden kan opdeles i otte regioner med nogenlunde ensartede samfund. En rund milliard i kerne-vesten, primaert Europa og Nordamerika. Knap halvanden mia. i Kina. Det samme i Indien. Én mia. i øvrige Østasien og Sydøstasien; i Afrika syd for Sahara; og i Stormellemøsten fra Marokko til Pakistan, kernen i den ”muslimske verden”. Med små 700 mio. i Syd- og Mellemamerika og resten i eks-Sovjet når man op på verdens 8,1 mia. mennesker – hvoraf hver ottende befinder sig i Vesten, mod hver fjerde efter Anden Verdenskrig.

Vesten, Rusland, Kina og øvrige Østasien (det globale nord) har et højt udviklingsniveau og skrumpende befolkninger. Syd- og Mellemamerika samt Indien naermer sig, trods al ulighed.

Hverken internationale institutioner grundlagt efter Anden Verdenskrig (sikkerhedsråd, Verdensbank osv.) eller Vestens kollektive mentalitet har formået at følge med. Bidens USA søger med Europas støtte at saette både Kina, Rusland og islamister på plads, hvad der kan minde om Roms forsvar af vidtstrakte graenser mod pres fra flere sider.

Det meste af Stormellemøsten og Afrika er fattige og konfliktfyldte regioner med fortsat høj befolkningsvaekst. Mange derfra søger mod et Europa med behov for arbejdskraft, Syd- og Mellemamerikas fattige mod USA. Østasien modtager ikke migranter, selv om bl.a. Japan skulle have samme behov som Europa.

60 år har vist, at mellemøstlige indvandrere kun delvist modsvarer Europas behov for arbejdskraft, men skaber problemer som militant opposition (Frankrig) og med organiseret kriminalitet (Sverige), når de bliver et stort mindretal. Bl.a. fordi de holder fast i en troskab mod kultur og religion, som får dem til at definere sig som muslimer og holde sig for sig selv – i lighed med en anden minoritet fra Mellemøsten, jøderne, som har bevaret sin identitet gennem årtusinder.

Til forskel fra jøderne har de under gennemsnitlig uddannelse og beskaeftigelse, men over gennemsnitlig traek på overførselsindkomst, holder fast i synlig forskellighed og kraever indflydelse på det omgivende samfund.

Gruppen vokser med flere børn og nye indvandrere, der påberåber sig flygtningestatus i henhold til konventioner, der var beregnet på forfulgte individer, ikke massemigration. Kritikere ser en folkevandring i lighed med det gamle Rom og råber vagt i gevaer. I Europa – og i USA, selv om indvandrerne her er mindre forskellige og henvist til at finde arbejde og laere sproget for at klare sig.

Hvad der bringer den anden side af Roms fald i spil – intern splid og opløsning af normer. Man kunne tro, at borgere i demokratiske og velstående samfund ville samles om vaerdier, der har bragt dem så vidt. Men i nyere tid har der snarere vaeret ideologisk borgerkrig mellem ”graenseløse” venstreliberale, der støtter alle minoriteter (undtagen jøder) og kulturkonservative og ”populister”, der finder gode sider ved nation og tradition.

Nogle undrer sig over et ”selvhad”, som Vesten er alene om blandt verdens regioner. Eller, mere neutralt, at det anses for progressivt med en farveblandet befolkning, uanset hvilke vaerdier de nye har, og om de faktisk blander sig. I kultur og fiktion skal etniske og seksuelle minoriteter repraesenteres positivt for at undgå anklage om racisme.

En del af forklaringen kan vaere opfattelsen af, at Vesten/USA stadig er verdens centrum, der er ansvarlig for dens problemer og altid vil vaere ovenpå. I populaerkultur og teknologi fylder Hollywood og Silicon Valley det meste. Man saetter en aere i at beherske amerikansk slang, besidde de nyeste gadgets og kalkere USA’s debat.

Har de racisme mod sorte, skal vi have det mod brune.

Medier daekker USA langt mere end den øvrige verden. Efterfulgt af Europa og konflikter i Mellemøsten. Rusland og Kina daekkes overfladisk. Fra det store Indien – og resten af verden – er det lidt og tilfaeldigt. Unge tillaegger Vesten ansvar for klimaproblemer, selvom Kina og Indien nu er lige så store syndere. De tillaegger kolonisering og slavehandel stor betydning for verdens tilstand uden hensyn til, at muslimske riger byggede på slaver frem til det 20. århundrede.

Det matches af manglende basisviden om geografi og historie, hvor man skal langt tilbage for at finde undervisning, der søger at skabe sammenhaenge.

International rådgiver, cand.scient.pol., Roskilde

Man kunne tro, at borgere i demokratiske og velstående samfund ville samles om vaerdier, der har bragt dem så vidt. Men i nyere tid har der snarere vaeret ideologisk borgerkrig mellem ”graenseløse” venstreliberale, der støtter alle minoriteter (undtagen jøder) og kulturkonservative og ”populister”.

Gazakrigen demonstrerer muslimske indvandreres primaere loyalitet mod oprindelseslande og en vis sammenhaeng mellem islamisme, terror og kriminelle klaner. Det skaber politisk modreaktion. I 2022 et regeringsskifte i Sverige, i 2023 valgsejr til det hollandske Frihedsparti. I Frankrig topper indvandringspolitik dagsordenen, i Tyskland er regeringen under pres fra AfD og Wagenknechts nye parti.

Vigtigst er dog udsigt til et magtskifte i USA, hvor Republikanerne synes indstillet på at ”forkorte frontlinjer” ved at opgive styring af verden for at koncentrere sig om egne interesser – og lade andre stormagter gøre det samme. De prioriterer nationale vaerdier og vil saette ind mod ustyret indvandring, som ellers vil gøre minoriteter til flertal i en overskuelig fremtid.

Det vil efterlade Europa alene med støtte til en krig, som de fleste nu er enige om, at Ukraine ikke kan vinde. Eneste vindere har vaeret USA’s og Ruslands rustningsindustrier, mens Europas økonomi og grønne omstilling har lidt under adskillelsen fra Rusland. Samtidig har Europa uden megen opmaerksomhed lidt tilbageslag i kampen mod islamisme i Sahel-landene, hvor flere militaerkup har resulteret i brudte relationer til EU, der erstattes af den russiske Wagnergruppe. Hvad der øger migrantpresset mod Europa.

Med eller uden laere fra det gamle Rom synes det at kalde på, at Vesten, ikke mindst Europa, besinder sig på egne eksistentielle problemer, interesserer sig for fred frem for endeløs krig og justerer sine internationale ambitioner.