Dronning Margrethe: »Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv«
Hvornår dronning Margrethe første gang besøgte Den Gamle By, ved vi ikke. Men vi ved, at hendes navn optraeder første gang i Den Gamle Bys gaestebog i oktober 1948, da den otteårige prinsesse besøgte museet sammen med sin mor, dronning Ingrid.
Museumsdirektør, Den Gamle By
Titlen på denne artikel stammer fra et interview, jeg i 2002 havde lejlighed til at lave med Hendes Majestaet Dronningen.
»Jeg kan ikke påstå, at jeg har vaeret der hvert år, men jeg er kommet der meget, og jeg saetter stor pris på museet,« udtalte dronningen i interviewet, hvilket til fulde bekraeftes af gaestebogen og af Den Gamle Bys årbøger.
I min tid som museumsdirektør for Den Gamle By siden 1996 har dronningen som protektor for Den Gamle By deltaget i mange åbninger og officielle arrangementer, men hun har også taget del i kollegiale sammenkomster og faglige diskussioner og her givet vaerdifulde bidrag til Den Gamle Bys interne faglige ping-pong.
Det gaelder i diskussioner om historisk bindingsvaerk, rekonstruktion af dragter efter originaler i Den Gamle Bys dragt- og tekstilsamling, patinering af paneler til 1974-lejlighederne, og navnlig gaelder det i forbindelse med genopførelsen af Møntmestergården i Den Gamle By.
Det var ved et arrangementet i juli 1999, at dronningen fik øjnene op for Den Gamle Bys unikke projekt med genopførelse af Møntmestergården fra København. Møntmestergården er fyldt med finurligheder, og arbejdet med at genskabe interiør, farver og dekorationer var virkelig kraes for en kreativ sjael med dyb indsigt i historien.
»Jeg bor jo selv i 1700-tals huse,« sagde dronningen engang til mig.
»Og nogle af dem har jeg vaeret med til at bygge om, så det er interessant at følge denne bygning blive genopført fra bunden. Mange af de farver, der gemmer sig under overfladen, svarer til de farver, vi har fundet på Fredensborg – men håndvaerkerne har jo givetvis også laert af hinanden.«
Dronningen har fulgt genskabelsen af Møntmestergårdens såkaldte Fugleloft, hvor originalen var blevet så skadet, at det ikke kunne genopsaettes. Hun har fulgt billedskaererens og malernes rekonstruktion af de 1700-talspapirtapeter, som der skulle et helt Storm Pagtigt maskineri til at fremstille. Og hun har fulgt afdaekningen af farvelag på den italienske trappe, gobelinmaleriet, 1700-tals-stukken, formgivningen af karnappen, den saerlige kvaderbemaling og mange andre nørdede detaljer.
For der gik virkelig nørderi i arbejdet, som også gav Den Gamle Bys fagfolk en stolthed og et rygstød, som man fortsat fornemmer den dag i dag.
Da majestaeten ankom til det naevnte arrangement i juli 1999 og fra hjørnet af Torvet så Møntmestergårdens imponerende bindingsvaerk, satte den historiekyndige dronning straks fingren på et helt centralt punkt.
»Sig mig, hvilket belaeg har De for karnappen,« spurgte dronningen.
Og det var indtrykket, at majestaeten var tilfreds med svaret, som lød, at Den Gamle By har seks kilder til karnappen – og til arbejdet med genskabelse af Møntmestergården som sådan.
Først og fremmest bindingsvaerket og de fysiske spor, som findes her, for eksempel i form af taphuller og øksespor. Dernaest de opmålinger, notater og fotos, der stammer fra de bygningshistoriske undersøgelser i forbindelse med nedtagningen. Endvidere de ofte ganske detaljerede bygningsbeskrivelser, der findes i de såkaldte brandtaksationer, som blev udarbejdet i forbindelse med 1700-tallets brandforsikring.
Disse kilder gav imidlertid ingen oplysninger om, hvor langt karnappen rakte ud over gaden og heller ikke om, hvordan taget på karnappen var udformet og konstrueret. Her kommer så de øvrige tre videnskilder ind. Dels samtidige gengivelser af bygninger i København, sådan som de for eksempel er malet af Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg i 1740’erne, dels bygningsarkaeologiske undersøgelser fra bygninger, hvor man kan forvente parallelitet, og endelig håndvaerkernes faglige intuition undervejs i processen.
Det er i sin essens også den model, Den Gamle By fortsat anvender under rekonstruktion af bygninger, butikker, vaerksteder og hjem.
Jeg husker et helt saerligt forløb, hvor dronningens historiske gefühl og enestående farvehukommelse var en stor hjaelp. Forud var gået en lang raekke faglige diskussioner, hvor vi internt ikke altid var enige. Undervejs i arbejdet opstod der nemlig situationer, hvor man kunne vaelge forskellige løsninger, og hvor det ikke stod hundred procent klart, hvilken vej der ville vaere den rette.
For at skabe fodslag indførte jeg en model, hvor retningen blev besluttet og fastlagt i et forum, hvor alle kompetencer var repraesenteret. I begyndelsen mødtes vi hver uge. Bølgerne gik højt, og diskussioner kørte op, men efterhånden som processen skred frem, opstod der en stadigt højere grad af konsensus.
En dag i sommeren 2003 var vi så nået vi frem til en model for, hvordan rummene på førstesalen, den fineste etage, beletagen, skulle disponeres, indrettes og dekoreres. Det er her, den højborgerlige lejlighed anno 1768 er indrettet. Alle var efter lange diskussioner blevet enige om modellen. Men for en sikkerheds skyld spurgte jeg, om man kunne forestille sig, at der var nogen, der vidste bedre end os, og som vi derfor burde tage i ed. I kredsen var der enighed om, at den største kompetence på området på det tidspunkt utvivlsomt fandtes i Den Gamle By. Men, men, men – der var måske én person, som var nyttig at konsultere, nemlig Den Gamle Bys gode protektor Hendes Majestaet Dronningen.
Hvad gør man så? Jo, samme eftermiddag ringede jeg til davaerende hofmarskal Søren Haslund-Christensen, som foreslog, at jeg straks skrev ham et brev. Det gjorde jeg, og allerede naeste formiddag ringede han tilbage. Han havde nu talt med dronningen, som ferierede på sommerslottet Cayx i Sydfrankrig, og vi aftalte et besøg søndag den 31. august 2003.
Besøget kom til at vare det meste af en dag. Vi så på detaljerne, fremdrog dokumentationen, diskuterede, og det viste sig heldigvis, at der var fuld konsensus.
Der var imidlertid én sag, vi var saerligt usikre på, nemlig den gule farve i beletagens køkken. Godt nok indikerede farveprøver, at farven, vi havde valgt, var den rigtige, men vi var stadig usikre. Da dronningen så farven, sagde hun straks:
»Den farve har jeg set før. Nemlig i et rum på Fredensborg, der vistnok fungerede som køkken i første del af 1700-tallet.«
Så blev den ligesom vinget af!
Dagen for dronningens besøg var også den første weekend i Aarhus Festuge. Vejret var venligt med mild sol og høj himmel. I Den Gamle By spillede Harmoniorkestret Kaerne deres sidste koncert som orkester. Harmoniorkestret Kaerne havde vaeret med siden den første festuge i 1965, og dronningen må have hørt dem masser af gange. Da de musikalske gøglere tumlede rundt på Torvet, åbnede dronningen vinduet fra Møntmestergårdens førstesal og vinkede. Og ikke et øje var tørt.
Da det store arbejde med Møntmestergården naermede sig sin afslutning, faldt talen på, hvordan det skulle markeres. Naturligvis med en officiel åbning, var der enighed om, forhåbentlig med deltagelse af Den Gamle Bys protektor. Møntmestergården måtte også markeres med en rigtig bog – og måske vi kunne spørge dronningen, om hun ville skrive bogens forord. Jeg spurgte, og svaret var et klart ja.
I sit forord til bogen giver dronningen blandt andet dette tidsbillede:
»Min daglige skolevej førte mig forbi de sidste rester af kvarteret, og jeg husker det som
et levende og farverigt, men også staerkt nedslidt bymiljø. Da var Møntmestergården for laengst revet ned; men man kan i dag glaede sig over, at der i 1940’erne fandtes mennesker med fremsyn til at redde et af de fineste og bedst bevarede huse, nemlig Møntmestergården.«
Dronningen afsluttede sit forord: »Møntmestergården er et enestående kulturminde fra en tid, hvorfra kun lidt er bevaret i vore byer; derfor fremstår bygningen også som et vidnesbyrd om Den Gamle Bys mod, vilje og evne til at gennemføre et projekt, som nok kun de faerreste troede på, da tanken først kom frem.«
Dronningen var naturligvis haedersgaest ved åbningen af den helt faerdige Møntmestergård.
Arrangementet foregik 16. juni 2009 og var også en markering af 100-året for Landsudstillingen i Aarhus – og dermed Den Gamle Bys første 100-års jubilaeum. Det andet fejrede vi i 2014, som er 100-året for museets åbning på den nuvaerende placering.
To måneder senere deltog dronningen i den festmiddag, der afsluttede en international konference i Association of European OpenAir Museums, som Den Gamle By var den stolte vaert for i jubilaeumsåret. Normalt forsøger arrangørerne af disse konferencer at få en prominent person til at kaste glans over arrangementet. Typisk en kulturminister eller en borgmester.
»Jeg spørger vores protektor,« taenkte jeg, og der var straks et ja fra den museumsinteresserede dronning.
Festmiddagen blev naturligvis holdt i Møntmestergården, og undervejs skiftede vi ud ved hovedbordet, så dronningen fik lejlighed til at tale med så mange museumsfolk som muligt – fra Polen, Estland, Holland, Tyskland, Ungarn, Sverige, Canada og Australien.
Under middagen overtog de skøre tjenere fra Café Kølbert lige så stille serveringen. De to udisciplinerede tjenere Hr. Nitz og Erling Laerling blev konstant fløjtet på plads af den stramtandede frøken Svennevig. Alligevel lykkes det dem gentagne gange at bryde med frøkenens krav om pli og høflighed. Også ved hovedbordet.
Således var vi flere, der overhørte følgende ordveksling mellem Erling Laerling og dronningen:
»Mon dronningen kunne taenke sig noget mere sprut,« spurgte Erling frejdigt, hvortil dronningen svarede »Jo tak«.
Erling haeldte rødvin i glasset, helt op til kanten, og trak så et ur op af tjenervestens lomme. Han praesenterede det lidt gedulgt for majestaeten og spurgte:
»Mon dronningen ville vaere interesseret i et godt og billigt dameur?,« hvor svaret lød:
»Nej tak. Dronningen har mange billige dameure derhjemme.«
Og vi skreg af grin.
Lidt senere på aftenen lod operasanger Lars Thodberg Bertelsen sin klangfulde baryton fylde den fine Fugleloftssal med to danske sange. Først H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” og dernaest ”Jeronimus’ sang” fra Carl
Nielsens opera ”Maskerade”. Det var ikke kun os danskere, der blev rørt.
Efter middagen gik mange af konferencedeltagerne ned i Winekes Kaelder, der er indrettet som et vaertshus fra 1700-tallet. Med gulvtegl, kalkede munkestensvaegge, borde i egetrae, kopistole a la 1600-tallet og rum, der kun er oplyst af stearinlys. Navnet Winekes Kaelder stammer fra den møntmesterfamilie, der boede i gården fra 1690 til 1752, og kaeldervaertshuset var det første markante forsøg på at integrere museumsoplevelse og servicering med mad og drikke.
Da vi gik ned i Winekes Kaelder, var dronningen imidlertid taget hjem. Men oplevelsen af at have vaeret til fest med landets regent gav anledning til megen snak blandt deltagerne, og det er stadig noget, de aeldre medlemmer af Association of European Open-Air Museums taler om, når vi mødes.
Sig mig, hvilket belaeg har De for karnappen? DRONNING MARGRETHE