Bager fik succes med københavnerbrød, men derhjemme var livet ikke altid sukkersødt
Aarhusiansk håndvaerkertvist har haft store konsekvenser.
Selvom størstedelen af Aarhus’ jødiske borgere gennem historien hovedsageligt har vaeret købmaend og handlende, har der også vaeret en bred vifte af håndvaerkere i forskellige fag.
Den første jødiske borger i Aarhus, Daniel Berent, faldt under denne kategori, da han i 1687 slog sig ned i byen som tobaksspinder. Hans håndvaerk var altså at behandle rå tobak ved at spinde tørrede og pressede tobaksblade sammen til en tyk snor, som herefter kunne laves til pibetobak, skråtobak eller snustobak. Efter alt at dømme fik han dog ikke nogen varm velkomst hverken fra bystyret eller befolkningen i Aarhus. En enkelt kristen tobaksspinder opsagde endda sit borgerskab og dermed retten til at udøve sit fag i byen, da han ikke ville vaere borger i en by, der tilstod en jøde samme ret som ham selv.
Det var ikke ualmindeligt, at de jødiske håndvaerkere mødte modstand på den måde, og konkurrencen mellem dem og de øvrige håndvaerkere inden for de samme fag kunne vaere benhård. Alligevel lykkedes det nogle få at stryge til tops, mens andre måtte søge andre graesgange.
Buntmageren i Bispegyde
En af Aarhus’ mest succesfulde jødiske håndvaerkere var buntmager Levin Michelsen. Han kom til Aarhus i 1821 sammen med sin kone, Ester, deres to børn og Esters mor. De bosatte sig i en mindre ejendom i Bispegyde 1-3, hvor Hotel Royal ligger i dag. Her etablerede Levin Michelsen en buntmagerforretning, hvor han solgte sine produkter og handlede med skind og pelse fra eksempelvis raeve, ildere, mårer og oddere.
Annoncefejde
I maj 1822 – under et år efter han åbnede sin forretning – blev Levin Michelsen en del af en større fejde i Århus Stiftstidende, da han i maj indrykkede en advarsel mod at bruge et såkaldt ”Probat Middel” til konservering af pelse. Midlet var blevet reklameret for i tidligere numre af avisen og blev tilsyneladende brugt af flere andre buntmagere, men Michelsen mente, at det ligefrem ville beskadige pelsvaerk.
Efter advarslen indrykkede en anonym skribent en klage over Michelsen og beskyldte ham for at have ”Ondskab” og ”Egennytte” som motiv bag advarslen. Herefter fulgte flere hidsige annoncer, hvor Michelsen og den anonyme skribent kritiserede hinanden i tiltagende staerke vendinger. Det kom sig så vidt, at Michelsens modstander i juni 1822 skrev, at Michelsen måtte vaere »smittet af de Dyrs Egenskaber med hvis Betraek han har mere Omgang, end med saedelige Folk, hvorfor faae vil holde Skridt med ham i ubehøvlede Udtryk.«
Levin Michelsen forstod dog at udnytte opmaerksomheden til sin fordel. Allerede ved tvistens start begyndte han at udstede garantier for sit buntmagerarbejde, hvor han mod et mindre beløb påtog sig ansvaret for, hvis hans varer eksempelvis blev beskadiget af orme. Det gjorde ham ikke mindre populaer.
Forretningssucces
Levin Michelsen klarede sig godt som buntmager, og han fik endda et godt omdømme ud over Aarhus’ graenser.
Hans succes betød ikke kun velstand for familien, men også at han i 1847 kunne få sin datter godt gift med den jødiske købmand Julius Dessauer. Han havde købmandsgård på Store Torv 8 og var en af byens velstillede borgere. Datteren kunne dermed se frem til et liv i de højere samfundslag, men hun døde kun 16 måneder efter brylluppet, formodentlig af komplikationer efter at have født sit første barn.
Den 25. juli 1856 mistede Levin Michelsen også sin hustru, og knap to måneder senere solgte han sin ejendom med både forretning og privat hjem i Bispegyde. Køberen var gaestgiver Frederik Larsen, der ejede nabogården, som han nu kunne udvide og ombygge til Hotel Royal, omtrent som vi kender det i dag.
Hvor, Levin Michelsen flyttede hen, vides ikke med sikkerhed, men det er sandsynligt, at han boede ved sin søn resten af sit liv. I så fald levede