Jeg oplever, at vi lever i et samfund, hvor alt skal se rigtigt ud. Det går ofte ud over vores prioritering

Når jeg lytter til Kaare Dybvad Bek, bliver jeg harm. Det er ikke usolidarisk at prioritere tid og liv over penge.

Selvstaendig

Jeg sad og kiggede på min lønseddel. Laenge. Jeg lagde den vaek flere gange, men tog den op igen og igen og kiggede mismodigt på den.

Jeg blev ramt af en følelse af panik og magtesløshed. For selvom min løn var steget over årene, var der ét tal, der altid blev nulstillet år efter år, og som bare svandt ind, efterhånden som månederne gik.

Meningen med galskaben glimrede ved sit fravaer.

Jeg ved godt, at et realkreditlån ikke bare betaler sig selv. Jeg ved godt, at jeg skal have et betalingskort op af lommen, inden jeg forlader Bilka. Jeg ved godt, at min bil ikke er en brugsgenstand, jeg har fået udleveret af systemet med uudtømmeligt braendstofkort.

Jeg ved godt, at man skal have et arbejde for at tjene til dagen og vejen. Og Jeg har ikke noget imod at arbejde. Tvaertimod. Jeg elsker at arbejde. Faktisk forsøger jeg at skabe et arbejdsliv, der sikrer, at jeg kan arbejde livet igennem uden frygten for at skulle pensioneres.

Vi kan takke vores omfordelende velfaerdssamfund for, at vi lever i det land i verden, hvor ligheden er størst, og hvor forskellen mellem rig og fattig er mindst. Måske er det også ligheden, der er skyld i, at vi er et meget uniformeret samfund.

Hvis vi skulle male et billede af den brede mellemklasse i Danmark, ville det helt sikkert bestå af et typehus med dobbelt carport, en stationcar og en lille bil. Der vil vaere Eva Trio-gryder, 7’er-stole og new nordic-indretning krydret med Lyngby-vaser og uåbnede coffee table books om det gode liv og parisermoden op igennem tiden.

Jeg oplever, at vi lever i et samfund, hvor alt skal se rigtigt ud. Ofte er målet en bolig i det rigtige kvarter og med det rigtige udtryk. Det går ofte ud over vores prioritering af de momenter, hvor livet egentlig leves. Altså – når vi holder fri, og måden, vi holder fri på.

Det tal, der pressede mig, når jeg sad og kiggede på min lønseddel, var antallet af feriedage, jeg havde tilbage. For i min verden er fritid også lig med frihed. For det er i bund og grund friheden til at vaelge min fritid, der gør, at jeg arbejder.

Vi mennesker defineres ud fra, hvad vi laver i vores fritid. For det er netop i fritiden, at vi traeffer valg for os selv.

Jeg kan godt lide at have frihed. Ikke bare fritid, men frihed. Det slår mig, at vi alle, hver isaer, har vidt forskellige fritidsinteresser. Naturligvis! Vi ér forskellige.

Jeg oplever bare, at vi i stigende grad tilbringer vores fritid inde i selve hamsterhjulet. For velfaerdssamfundet finansierer ikke sig selv.

Hver dag går politikerne ind i samfundets store maskinrum og skruer på de håndtag, der styrer niveauet af skatter, afgifter, SU og kontanthjaelp med mere.

Alt imens de skruer løs, pålaegger de os alle at arbejde mere og laengere og med en stadig større detailstyring af vores tid. Vores fritid og pensionstilvaerelse betragtes som en ressource på linje med store bededag.

Solidaritet kraever en indsats af os alle. Det gør normer i samfundet også, hvis vi tror, at Eva Trio-gryderne på den rigtige adresse er lykken. Og det kommer vi meget let til at tro. For politikerne ønsker også, at vi konstant øger vores forbrug.

Der ligger et saet skyklapper i vores e-boks.

Jeg er far til tre meget forskellige døtre. De har vidt forskellige drømme, ønsker og behov. Hvis jeg som far skulle imødekomme deres meget forskellige behov, ville jeg fejle, hvis jeg behandlede dem helt ens. Vis mig én eneste familieterapeut, der ville anbefale en ”one size fits all”-model inden for børneopdragelse. Børn skal ses, stimuleres og opleve, hvad de hver isaer er vaerd netop i deres forskellighed.

Når jeg oplever integrationsminister Kaare Dybvad Bek i forskellige tv-programmer kritisere mennesker, der traeder ud af hamsterhjulet og lever et liv med faerre materielle goder og mere frihed, bliver jeg harm. Det er ikke usolidarisk at prioritere tid og liv over penge.

Penge er en ressource, vi kan få til at yngle. Tid er derimod en knap ressource, vi aldrig kan få mere af.

Det er, som om Kaare Dybvad mener, at det er de få, der ødelaegger noget for de mange, når han definerer solidaritet som en faelles pligt til at skabe økonomisk vaekst.

Vi burde i stedet anskue solidaritet som tolerance og respekt for forskellighed.

Vis mig én eneste familieterapeut, der ville anbefale en inden for børneopdragelse.

jpoplev.dk

Laes mere og køb dine billetter på