Hele verden følger valget i et land, der ikke eksisterer
Taiwan vaelger lørdag ny praesident og nyt parlament.
Et praesidentvalg i en nation, der officielt ikke eksisterer andre steder end i Vatikanet og en håndfuld eksotiske småøer og mellemamerikanske republikker, vil give genlyd over hele verden.
Taiwan er det fysiske og ideologiske braendpunkt mellem USA og Kina, og uanset hvem der bliver valgt til praesident på lørdag, vil udfaldet forme forholdet mellem Washington og Beijing – og sende skarpe signaler til resten af verden om temperaturen i regionen.
Spillet om Taiwans fremtid er både et spørgsmål om stormagternes rivalisering og om øsamfundets egne perspektiver for en fremtid, som Kina mener tilhører kommunisterne i Beijing.
Kina kalder Taiwan for en oprørsk provins og insisterer på, at den skal integreres i folkerepublikken på den anden side af Taiwanstraedet.
Så sent som i sin nytårstale fastslog Kinas praesident, Xi Jinping:
»Genforeningen af moderlandet er en historisk uundgåelighed.«
USA er forpligtet
USA har en lovmaessig forpligtelse til at forsyne Taiwan med våben nok til, at landet kan forsvare sig selv. Hvad det betyder, er ikke klart defineret. Men USA har til Kinas voldsomme vrede i årevis sendt for milliarder af kroner våben til Taiwan og lader i forskellige diplomatiske udtryksformer verden (og Kina) forstå, at et kinesisk angreb på Taiwan vil blive imødegået af USA.
Trods en massiv oprustning, løbende provokationer og kras retorik er det lykkedes at forhindre spaendingerne i og omkring Taiwanstraedet i at spinde ud af kontrol. Men alle parter bevaeger sig helt ud til kanten af hinandens røde felter. Som når kinesiske jagerfly sendes på togter over taiwansk territorium, og amerikanske krigsskibe sendes gennem Taiwanstraedet, som i kinesisk opfattelse er kinesisk territorialfarvand.
Situationen kompliceres af, at USA ligesom resten af
verden anerkender et-kinapolitikken. Den fastslår, at regeringen i Beijing er ene om at repraesentere Kina. Derfor har hverken USA eller andre vestlige nationer diplomatiske forbindelser med Taiwan. USA afbrød dem til fordel for Kina i 1979, efter at Taiwan var blevet smidt ud af FN i 1971 og erstattet med Kina.
Har altid vaeret på krigsfod
Kina og Taiwan har vaeret på krigsfod altid. Taiwan – det davaerende Formosa – blev sidste skanse for den republikanske haer under generalissimo Chiang Kai-shek efter nederlaget i borgerkrigen mod Mao Zedongs kommunister. I mere end to årtier anerkendte resten af verden stadig Taiwan som Kinas legitime regering. Nu er der kun 12 af FN’s 193 medlemmer plus Vatikanet tilbage.
I 1991 afskrev Taiwan sig retten til at repraesentere hele Kina, og Beijing lancerede begrebet »et land – to systemer« som signal om de nye tider. Det begreb er aldrig slået igennem i Taiwan og fik definitivt dødsstødet af Kinas brutale undertrykkelse af demokratibevaegelsen i Hongkong. Det blev et gigantisk kinesisk selvmål i forhold til ambitionerne om at vinde den taiwanske befolknings tillid til en faelles fremtid.
Praesident Tsai Ing-wen stod rigtig skidt i meningsmålingerne frem mod valget i 2020. Men stemningen
vendte dramatisk efter begivenhederne i Hongkong i 2019. Med sin uforsonlige politik om at arbejde for et Taiwan så langt fra kinesisk indflydelse som muligt vandt hun den største valgsejr i nationens demokratiske historie.
Forfatningen forhindrer hende i at stille op igen. I stedet repraesenteres hendes demokratiske parti af vicepraesident Lai Ching-te (William Lai), som er lige så selvstaendighedssøgende som Tsai.
Lai er storfavorit
Han er storfavorit til at vinde. Ikke mindst fordi han har to modkandidater fra partier, som vil tage stemmer fra hinanden: general Chiang Kai-sheks gamle nationalistparti, Kuomintang (KMT), som ønsker taettere relationer til Beijing, og partiet Taiwans Folkeparti TPP med appel til ungdommen, som forsøger at gøre valget til andet end et spørgsmål om pro eller kontra Kina.
Vinder Lai, er det første gang, det samme parti har vundet mere end to valg i traek, og det vil for alvor cementere det moderne Taiwans grundlaeggende ønske om en selvstaendig fremtid. Kinas reaktion vil give de første indikationer af, om Washington og Beijing kan håndtere spaendingerne, om der findes en kattelem for afspaending, eller om optrapning og yderligere konfrontation i et af de klodens
braendpunkter står på dagsordenen fremover.
Resten af verden skaever nervøst til resultat og reaktioner. Ud over den åbenlyse frygt for, at situationen spinder ud af kontrol og som minimum kaster Asien ud i krig og kaos, er der den lidt mindre brutale udgave af en konflikt i form af de økonomiske konsekvenser.
Sanktioner – for eksempel i form en blokade – vil ramme verdensøkonomien hårdt. Taiwan er verdens førende leverandør af computerchips, og omkring halvdelen af alle verdens containere passerer igennem Taiwanstraedet.
Siden Tsai blev valgt for første gang for otte år siden, har Beijing afbrudt det meste af kommunikationen, lukket de direkte handelsveje og optrappet både det diplomatiske og militaere pres.
Valget af den uafhaengighedssøgende Tsai i januar 2016 skete paradoksalt nok bare måneder efter, at Taiwans davaerende praesident, Ma Ying-jeou fra Kuomintang, og Kinas praesident, Xi Jinping, havde holdt et historisk første møde mellem de to landes ledere på neutral grund i Singapore.
Under Ma var der sket en markant optøning af relationerne. Det er fortid, men ikke mere fortid, end at lørdagens valg kan bringe nye elementer ind i ligningen – specielt hvis resultatet bliver, at den nye praesidents parti ikke samtidig får flertal i parlamentet.