Står frygten for svindel i vejen for aegte kaerlighed?

Det danske drama ”Mr. Freeman” diskuterer global kaerlighed, fordomme og kaerlighedssvindel med en sød og komplekse romance mellem en dansk gymnasieelev og en ghanesisk revisor.

DRAMA/KOMEDIE MR. FREEMAN

DANMARK, 2024

Instruktion: Mads Matthiesen 1 time og 33 minutter Premiere den 11. januar

333333

Vi har laert at vaere skeptiske, når mennesker fra udviklingslande skriver til os og viser romantisk interesse for os.

For er de ikke bare ude på at franarre os vores penge? Det tyder mange skraekhistorier om kaerlighedssvindel på.

Men hvad hvis man rent faktisk finder kaerligheden online hos en, der tilfaeldigvis bor i et andet land? Er det ikke mega fordomsfuldt at mistaenke alle afrikanere for at vaere ude på at snyde?

Det mener den 17-årige gymnasieelev Simone (Lina Lund Jørgensen), der bliver mobbet i skolen og nedgjort af dates, fordi hun er tyk. Da en ghanesisk fyr ved navn Freeman (Daouda Keita) skriver til hende på Instagram og komplementerer hendes stil, er hun også i første omgang forbeholden. Men da Freeman bliver ved med at skrive og virker oprigtigt interesseret, åbner hun sig for ham, og han bliver et lys i hendes ensomme hverdag.

Gør fordomme til skamme

Hendes mor (Mia Lyhne), der altid er sur, stikker til faren (Nicolas Bro) og favoriserer Simones lillesøster, er staerkt imod, da Simone spørger om lov til at få Freeman på besøg. Men Simone har en klemme på hende og kan snart tage imod sin udkårne i lufthavnen. Freeman viser sig som en flot, respektfuld og sympatisk fyr, der gør morens – og publikums – fordomme om til skamme.

Ensomme Simone virker jo netop som et let offer, der naivt hungrer efter opmaerksomhed. Men Simone har flere facetter, og i skikkelse af den charmerende debutant Lina Lund Jørgensen er hun en handlekraftig, sej og eftertaenksom pige, som i den grad er let at falde for.

Filmens styrke er, at man som publikum hele tiden er lidt i tvivl om Freemans intentioner. Scenerne mellem ham og Simone, hvor de tydeligvis bliver glade for hinanden, er søde. Samtidig fornemmer man, at Freeman ikke fortaeller hele sandheden om sit liv. I sidste ende er filmens konklusion dejligt nuanceret og tegner ikke et sort/hvidt billede af forholdet.

På den måde er filmen et velkomment og vedkommende indspark til samfundsdebatten om global kaerlighed og immigration – ligesom instruktør Mads Matthiesens forrige film ”10 timer til Paradis” fra 2012 om forholdet mellem en dansk bodybuilder og en thailandsk kvinde.