Vi er Israels venner. Og vi må sige fra
Danmark er en ven af Israel. Det skal vi vedblive at vaere. Men vi må forklare israelerne, at rigtige venner er dem, der siger fra, når man er på afveje.
Israels bombardementer af Gaza bringer mindelser om USA’s julebombninger af Hanoi og Haiphong i 1972. Som Nixon- og Kissingeradministrationens massive bombninger af en forsvarsløs civilbefolkning i sin tid er Netanyahus krig i dag et moralsk selvmål i gigantisk målestok og desuden politisk perspektivløs. Hamas’ horrible terrorangreb den 7. oktober var muligt, fordi den israelske regering, staerkt praeget af sine højreekstremistiske ministre, svigtede forsvaret af sine egne borgere til fordel for støtte til bosaettere på den besatte Vestbred. De seneste måneder har Netanyahu-regeringen igen svigtet det israelske folks mulighed for på lidt laengere sigt at leve i fred ved at gennemføre massive bombninger i Gaza med yderst ringe hensyntagen til den civile befolknings sikkerhed.
kan man spørge, hvor mange palaestinensiske børn skal dø, for at Israels premierminister Netanyahu kan forhale retssagerne imod sig for bestikkelse og magtmisbrug? Så laenge krigen kører imod Hamas og Hizbollah, står israelerne sammen, og sagerne traekker i langdrag.
Når først freden måtte indfinde sig, holder Netanyahu naeppe laenge. Kritikken mod premierministeren er kraftig: I stedet for at sikre israelerne forud for angrebet den 7. oktober var hans fokus en undergravning af det israelske demokrati gennem en svaekkelse af højesteret. Gidslernes situation er også et ømt punkt for Netanyahu: De pårørende mener, at premierministeren spiller hasard med deres skaebne ved at bombe i flaeng i Gaza.
Sat på spidsen
Det er ellers ikke, fordi Israel ikke evner at praecisionsbombe. Det har man senest demonstreret ved likvideringen af Hizbollah-lederen Wissam Tawil i Beirut.
I ly af krigen i Gaza har bosaetterne forstaerket angreb og drab på palaestinensere på Vestbredden, mens de israelske sikkerhedsstyrker ser til fra sidelinjen. Det slet skjulte formål er en udrensning og fordrivelse af palaestinenserne fra hele Vestbredden. Samtidig har de bander, der chikanerer palaestinenserne i Israel, fået frit løb.
Den voldsomme israelske reaktion på den 7. oktober-angrebet skyldes naturligvis ikke alene Netanyahus private dagsorden. Men også, at Israels raison d’etre er Holocaust. Hamas-angrebet genoplivede dette trauma. Statens overlevelse har siden grundlaeggelsen i 1948 vaeret den israelske topprioritet.
Mantraet har vaeret “Never again”. Det er også derfor, Israel blaeser Vestens, herunder USA’s, henstillinger om moderation i krigsførelsen en lang march. For Israel er Gazakrigen endnu en krig – omend en meget voldsom en af slagsen – i en lang raekke i Israels overlevelseskamp. Her gaelder det helt bogstaveligt, at målet helliger midlerne.
Konsekvenserne af at afskaere palaestinenserne fra rent vand, mad, el og medicin er katastrofale, som det løbende er blevet dokumenteret af FN og menneskerettighedsorganisationer. Israel ønsker ikke at blive kigget i kortene og har forment udenlandske journalister fri adgang til Gaza. Indtil nu er 79, overvejende palaestinensiske, journalister blevet draebt i Gaza under krigen.
Hamas’ egen reaktion på tabet af civile palaestinensere har vaeret uhyggelig tilbagelaenet. Hamas – og enhver med et blot overfladisk kendskab til regionen – vidste, at et angreb som det den 7. oktober ville udløse et brutalt og skånselsløst israelsk modsvar. Alligevel valgte Hamas at gennemføre angrebet for på den måde at stikke en kaep i hjulet på den udsoningsproces, der var i gang mellem Israel og en raekke arabiske lande – Emiraterne, Bahrain og Marokko – med baggrund i de såkaldte Abrahamaftaler.
På den korte bane har Hamas – og Iran – vundet en delsejr, da tøbruddet mellem Israel og de arabiske lande nu er sat på hold. Samtidig radikaliserer krigen dele af den unge generation i den arabiske verden
– og på Vestbredden, hvor 82 pct. i dag sympatiserer med Hamas ifølge en palaestinensisk meningsmåling.
Hamas’ kynisme er ikke af ny dato. Gennem årtier har Hamas angrebet Israel fra Gaza. Lige så hyppigt har Israel svaret hårdt igen med omfattende tab af civile liv som resultat. I den nuvaerende krig kunne Hamas for laengst have erklaeret, at man overgav sig, hvilket ville have begraenset antallet af dødsofre. Men det drømmer terrorbevaegelsen ikke om – alt imens dens ledere lever i sus og dus i Qatar.
Det kan konstateres, at bombardementerne skader Israels image. Ikke så meget blandt verdens regeringer, hvor det er den kølige kalkule – baseret på økonomiske og sikkerhedspolitiske overvejelser – der taeller.
Men blandt klodens befolkninger. I den muslimske verden selvsagt, i det globale syd, hvor flere lande nu afbryder de diplomatiske forbindelser med Israel, og i Vesten, hvor krigen, som den har udviklet sig, hos mange mennesker har udløst sorg og skuffelse. Sådanne reaktioner er saerligt staerke hos ungdommen. Det medfører den risiko, at de unge mister troen på demokratiet og den demokratiske verden. Det gaelder ikke mindst i USA, hvor praesident Biden har hårdt brug for de unges stemmer, hvis han skal vinde valget til november.
er vand på Putins, Xi Jinpings og Irans Ali Khameneis fortaelling om, at Vestens udenrigspolitiske projekt er af neokolonialistisk art. Disse lande praesenterer Vestens støtte til Ukraine som dobbeltmoralsk. De haevder, at Vestens bekendelse til de grundlaeggende menneskerettigheder klinger hult, når man reelt ser gennem fingrene med Israels overgreb.
På den korte bane giver Israels bombardementer en slags intern forløsning. Men på langt sigt risikerer de at forstaerke voldsspiralen. I Gaza er kombinationen af uretfaerdighed, fattigdom og en udsigtsløs fremtid en farlig cocktail. En ungdomsgeneration på 900.000 palaestinensere påføres i disse uger livsvarige traumer. Risikoen er et Hamas 2.0 eller en ny militant bevaegelse, vi ikke har hørt fra endnu.
Den danske regering fører en zigzagkurs. Statsministeren ville oprindelig ikke vise medfølelse med
Israels overreaktion
de palaestinensiske ofre. Så ville hun alligevel godt. I oktober stemte Danmark imod en våbenhvile. I december stemte vi for en midlertidig våbenhvile for at få nødhjaelp ind i Gaza.
Hamas’ kynisme er ikke af ny dato. Gennem årtier har Hamas angrebet Israel fra Gaza. Lige så hyppigt har Israel svaret hårdt igen med omfattende tab af civile liv som resultat.
I den aktuelle situation kan og bør vi gøre flere ting fra dansk side:
Kraeve øjeblikkelig frigivelse af de israelske gidsler.
I stil med lande som Australien og Canada bør vi her og nu kraeve en permanent og øjeblikkelig våbenhvile.
Tage et politisk-diplomatisk initiativ i FN for at bane vejen for genopbygning af Gaza og forberede en proces, der kan lede til en langsigtet politisk løsning på den israelsk-palaestinensiske konflikt. Genopbygningen og en model for styring af Gaza i en overgangsperiode er de mest presserende opgaver.
Vi må også tale åbent om de israelske bosaettelser i de besatte områder, der er i strid med international ret og en raekke FN-resolutioner. Det er et utrolig vanskeligt spørgsmål, men det er ikke ved at lukke øjnene og tie, at vi kommer naermere en løsning. I denne sammenhaeng er der i Israel modige bevaegelser og organisationer, f.eks. Breaking the Silence, der holder fast i fundamentale humanistiske vaerdier, også i de svaereste tider. Dem bør vi støtte.
Danmark er en ven af Israel. Det skal vi vedblive at vaere. Men vi må forklare israelerne, at rigtige venner ikke er rygklappere eller eftersnakkere. En rigtig ven er en, der siger fra, når man er på afveje.