Hvad er det, danskerne har imod fransk?

Den gradvise afvikling af fransk som et universitetsfag er en afvikling af almen dannelse, et tab af europaeisk identitet og begyndelsen til et kulturelt selvmord.

Et kulturelt selvmord kunne vaere en daekkende beskrivelse af Europas trang til at afvikle sig selv som et transnationalt faellesskab og udviske idéen om en europaeisk kulturel identitet. Med katastrofalt lave optag på de sprogvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet og Aarhus Universitet er vi de facto i gang med at afvikle europaeisk kultur, vores europaeiske sprogsamfund og vores europaeiske idéers historie.

De dystopiske tal, der bekraefter tesen om et kulturelt selvmord, er et fald på 33 pct. i optaget på sproguddannelser som fransk, tysk og spansk på Aarhus Universitet i forhold til 2019. I 2021 dimitterede blot otte kandidater på landsplan med fransk som hovedfag, mens der til gengaeld blev uddannet 27 kandidater i tysk.

Det svarer til at slette en del af vores faelles hukommelse, udviske vores erindring om fortiden og tilblivelsen af de europaeiske dannelsesidealer i et knaefald for isaer amerikansk kultur. En kommercialiseret og algoritmestyret amerikansk kultur, der systematisk svaekker vores historiebevidsthed, afmonterer kritisk taenkning og bidrager til en udmatning af vores faelles sproglige hukommelse.

I Frankrig har der i mange år hersket en diskurs om et åndeligt forfald, hvor forfattere som Houellebecq og højrefløjsekstremisten Éric Zemmour begge har italesat idéen om et Frankrig i dyb krise. Begge har således vaeret eksponenter for en postkolonial forfaldstaenkning og har advaret om borgerkrig på fransk grund. I Houellebecqs roman ”Soumission” fra 2015 er laeseren vidne til et fremtidsscenarie, hvor en muslimsk praesidentkandidat udråbes til fransk praesident.

Houellebecq og Zemmour skriver sig ind i en generel fransk forfaldstaenkning, der bygger på diskrepansen mellem den franske nations storhedstid og det nuvaerende Frankrigs vaerdikrise. En krise, der bekraeftes af de danske grundskolers enøjede satsning på det engelske sprog på bekostning af fremmedsprog som fransk og tysk.

Et studie af de europaeiske kulturelle identiteter med fransk og tysk som vores hovedsprog og som primaere bidragsydere til Europas filosofiske og kulturelle hovedstrømninger giver et solidt indblik i det historiske faktum, at Europa har fostret nogle af de mest betydningsfulde og ikoniske forfattere, filosoffer, filminstruktører, arkitekter og videnskabsfolk.

Det er denne erkendelse om fortiden, der binder de europaeiske nationer sammen på tvaers af tid og landskaber. Et studie i fransk kultur kan skabe den nødvendige sammenhaeng i et flimrende, kaotisk og splittet Europa, hvor de europaeiske sprog og de kulturelle overleveringer, kunstvaerker, fagbøger og den kollektive europaeiske hukommelse nu er ved at få dødsstødet af en forbrugskultur, hvor det engelske sprog og amerikansk kultur skruppelløst udnytter sit momentum af økonomisk overlegenhed.

kultur og litteratur er en rejse ind i et sammenhaengende Europa og åbner op til verdenslitteraturen, hvor dannelsesidealer, kunst og åndelige strømninger bringer verden taettere sammen i stedet for at opildne til separation, splittelse og krig.

Den franske forfatter Albert Camus skrev ”Sisyphosmyten” i 1942, hvor selvmordet var eksistentialistens essentielle spørgsmål: Ifølge Camus var det vigtigste filosofiske spørgsmål som menneskeheden kunne stille sig selv, hvorvidt livet overhovedet var vaerd at leve?

Et studie af fransk sprog,

Man kunne i dag fristes til at stille praecis det samme spørgsmål til hele det europaeiske kontinent, om den europaeiske kultur og de europaeiske sprog overhovedet har lyst, stamina og livsvilje nok til at leve? Eller om Europas nationer og Europas samlede hukommelse og erindring er villig til at bukke under over for den allestedsnaervaerende anglificering og amerikanisering af ikke blot det danske sprog, men også det franske sprog?

I Frankrig har man i mange år anvendt ordet ”franglais”, der italesaetter den ydmygende engelske invasion af det franske sprog. Men i dag sniger der sig flere engelske ord ind i det franske sprog, og ordet ”wi-fi” eller ”rooftop” anvendes nu af unge franske sprogbrugere.

Denne kronik er ikke kun en forsvarstale for at bevare fransk sprog og kultur som universitetsfag. Det er måske i højere grad en anbefaling til at gå om bord i de delikate kulturfrembringelser, som Frankrig har givet verden. Det sekskantede land byder ikke blot på de største forfattere gennem tiden, men også på filmkunst i saerklasse, gastronomiske oplevelser, tragediedigtere som Racine og Corneille, impressionistiske komponister som Debussy og Ravel og den mere excentriske Erik Satie.

Et studie i fransk litteratur giver indblik i, hvordan verden har taget den franske kulturarv til sig: Bl.a. er operaverdenen gennemsyret af franske romanforlaeg; eksempelvis er Verdis berømte opera ”La Traviata” bygget over Alexandre Dumas den yngres roman ”Kameliadamen”.

Spørgsmålet er, om Europa har midlerne, modet eller den politiske vilje til at forhindre et kulturelt selvmord?

Jeg skrev, at den gradvise afvikling af fransk som et universitetsfag vil føre til et dannelsestab. Med dannelsestab mener jeg overordnet et videnstab og et kulturtab, eftersom Europas nationers strengt kodificerede adfaerdsmønster er praeget af tavse og nonverbale forestillinger om dannelsens indhold, der er et produkt af Europas kulturelle identiteter. De fleste vil således have hørt om den engelske gentlemans fortraeffeligheder og ”code of conduct”, hvor de faerreste vil vaere bekendt med den franske pendant le galant homme.

Frankrigs kulturelle skatkammer kan også i et historisk perspektiv udvise et diplomatisk og litteraert slaegtskab mellem Europas store kulturnationer, hvor eksempelvis den franske forfatter og dandy Alfred de Musset bekender sin litteraere arv til ikke blot den tyske forfatter Goethe, men også til den engelske forfatter Lord Byron, der med sin originale dandyisme havde et tematisk slaegtskab med Musset.

Den verdensberømte franske forfatter Marcel Proust dedikerer i sit hovedvaerk ”På sporet af den tabte tid” flere linjer til Musset og bekender således sit litteraere slaegtskab med Musset. Og på fornem vis bringes engelsk, tysk og fransk litteratur på denne måde sammen i en transnational og naesten amourøs treenighed. Det franske sprog og den franske kultur er da også i mine øjne et evigt og uudtømmeligt skatkammer.

Det er aldrig for sent at laere et nyt sprog eller at gå på opdagelse i en fremmed kultur. Den franske kultur har givet verden den ene klassiker efter den anden. Det vil derfor vaere en kulturel og en sprogvidenskabelig katastrofe, hvis ikke Europa og Danmark er parate til at lave et politisk indgreb, nu hvor vi står ved en ny skillevej, hvor Europa er ved at afvikle sin egen sprogkultur.

Spørgsmålet er, om Europa har midlerne, modet eller den politiske vilje til at forhindre et kulturelt selvmord?