Mads Grundahl rejser til steder, andre holder sig langt vaek fra: »Får man udelukkende input gennem mobilen, svarer det til at betragte verden gennem en toiletrulle«
Som ung var han en graensesøgende adrenalinjunkie, men i dag har Mads Grundahl droslet ned for de vovede indslag og fokuserer i stedet på at nedbryde fordomme om fremmede kulturer.
Da Mads Grundahl ankom til den tidligere pakistanske hovedstad Karachi, havde han kun hørt nyheder om terror, drab og narkosmugling, og netop af den årsag besluttede han sig for at rejse til den tvivlsomme destination. Efter en dag på aeselkaerre gennem de kaotiske gader havde Mads Grundahl fået et positivt indtryk af byen, men han havde dog ikke i sine vildeste drømme forestillet sig, at han kort efter ville blive trukket op på scenen som deltager i et af Centralasiens største tv-shows. Han vandt en boksmadras og en kaffemaskine og blev herefter spontant bedt om at holde en tale i rampelyset foran mere end 10 mio. seere.
»Der gik det op for mig, at jeg gerne ville have mit eget tv-program. Efterfølgende tog jeg ud til et stammefolk, hvor jeg blev udfordret til brydekamp og fik mit livs røvfuld, men jeg havde fundet ud af det, jeg kom for: Pakistan er et fantastisk land, men alt det gode overskygges af negative nyheder.«
Klassens ordjonglør
Mads Grundahl har gennem mere end et årti gjort det til sin mission at nedbryde fordomme om andre lande og kulturer og rejst til utallige destinationer, som Udenrigsministeriet mildest talt ikke anbefaler. Men det lå ikke ligefrem i kortene, at den 34-årige odenseaner ville drage ud i verden.
»Som ung led jeg af voldsom angst, og jeg var saerligt utryg ved fremmede religioner og kulturer. Da jeg var barn, var vi mest på charterferier med trylleshows ved poolen, men min stedfar havde rejst meget, så han fortalte røverhistorier om dengang, han f.eks. var limousinechauffør for en arabisk prinsesse. Det vaekkede min nysgerrighed.«
Som klassens rastløse dreng dagdrømte Mads Grundahl ofte om, at der måtte vaere noget mere ude i verden. Han skiftede skole seks gange og var efter laerernes udsagn dårlig til at koncentrere sig. Det skriftlige var heller ikke hans staerke side, men til gengaeld kunne han snakke øret af de fleste og jonglere med ordene.
»Jeg var bagud i flere fag, men jeg har altid vaeret god til at bryde isen og tale med forskellige mennesker. Mange finder mig underholdende – og måske også lidt for god til at svare igen,« tilføjer han med et grin.
Gennem årene har Mads Grundahl opbygget en følgerskare på sine sociale medier, hvor humoristiske indslag, vovede udfordringer og spontane idéer fylder de små firkanter, men der er også en dybere mening bag de underholdende indslag.
»For mig handler hver eneste rejse om at overvinde noget i mig selv. Jeg rejser ikke for at fyre jokes af eller opleve flot natur, men ved at udfordre mine egne fordomme håber jeg, at andre også får øjnene op for dele af verden, som måske har et dårligt ry.«
Det har aldrig interesseret Mads Grundahl at tage på luksuriøse ferier til Maldiverne eller vandre langs de mest udtrådte rygsaekruter, og han rejser ofte alene i lande, som langtfra figurerer i de gaengse guidebøger.
Mødet med en fremmed religion
Det var en spontan tur til et parisisk ghettokvarter, som skulle definere hans fremtidige rejsestil. Mads Grundahl var som 18-årig på en ”børnevenlig backpackertur” i Thailand, da han mødte Nawell fra Algeriet, som kort efter inviterede ham med hjem til sin familie i Frankrig. De var muslimer, og Mads Grundahl havde mange fordomme om netop dén religion. Alligevel takkede han ja til invitationen, og pludselig fandt han sig selv angstsvedende på et dørtrin i Paris.
»Døren blev åbnet af en to meter høj mand med ét øje, og jeg var ved at skide i bukserne af skraek. Hvad skulle jeg sige, og hvorfor havde jeg dog sagt ja til det her? Det viste sig at vaere Nawells storebror, som kort efter gav mig det største kram og bød mig varmt velkommen.«
Inde i lejligheden omringes Mads Grundahl hurtigt af nysgerrige familiemedlemmer, der spørger ind til hans liv i Danmark. På bordet står en stor gryde med couscous og alverdens algeriske laekkerier, og de følgende dage viser familien ham rundt i Paris.
»Vi besøgte en masse fede steder og havde det dejligt sammen, og jeg taenkte slet ikke over deres religion. Der gik det op for mig, at jeg måtte pakke frygten vaek og se verden selv, for mine negative idéer om fremmede kulturer stammede i høj grad fra andres beretninger.«
Siden har Mads Grundahl oplevet verden på egen hånd – fra at vaere den første hvide spydkaster til hest i en stamme på den indonesiske ø Sumba til at køre rundt i Syriens sydlige regioner, hvor krigen ikke laengere i samme grad raser.
»Nogle syntes, at jeg var bindegal, men da jeg kom til Damaskus, var hotellet allerede fuldt booket. Jeg vil aldrig negligere krig eller male et lyserødt billede, men konflikten er rykket nordpå, og jeg ville gerne opleve alt det, Syrien også har at byde på.«
Brydekamp med slanger og voodoodukker
Når Mads Grundahl får en idé, er der sjaeldent langt fra tanke til handling. En dag laeste han om voodoo-wrestling i Den Demokratiske Republik Congo, og få uger efter landede han i hovedstaden Kinshasa med ambitionen om at blive bryder for en aften.
I et af byens slumkvarterer mødte han en voodoo-praest, som fortalte ham om den saeregne sportsgren, hvor man efter sigende wrestler med en kombination af mod, teknik og magi. Praesten gav efter lidt betaenkningstid Mads Grundahl lov til at bryde i ringen, og derfor stod den på fire timers promoveringstur på ladet af en bil med skrattende højttalere.
»De råbte, at Mondele-Mads (mondele betyder hvid person, red.) ville blive udfordret i ringen senere. Efterfølgende lavede jeg nogle basisøvelser på en madras og lånte en trikot, der lugtede slemt af skridtsved, og om aftenen blev jeg ellers kastet rundt af et congolesisk muskelbundt i et virvar af slanger, braendte kyllinger og voodoodukker.«
Efter en haesblaesende brydekamp vandrede Mads Grundahl tre dage ud i junglen iført Converse-sko med et proviantsaet bestående af en pakke smøger og to liter lunkent vand. Han ville opsøge et stammefolk, men løb hurtigt tør for vand og måtte ty til en genopfyldning i den berygtede flod Ebola.
»Jeg måtte overvinde min angst og drikke vand fra floden, for jeg var opsat på at møde stammefolket. Jeg var overbevist om, at de havde knogler gennem naesen, men de fleste var iført fodboldtrøjer med Manchester United. Høvdingen fortalte, at de engang var blevet bestukket af et tvhold for at klaede sig mere primitivt,« udbryder han grinende.
Stammen havde dog hverken elektricitet eller rindende vand, og om aftenen måtte Mads Grundahl blinke en ekstra gang, da en dreng på omkring 12 år sprang i floden og fangede en krokodilleunge med de bare naever til aftensmaden.
»De levede uden tvivl langt mere primitivt end gennemsnitsdanskeren, men jeg kunne aldrig finde på at fordreje sandheden ved f.eks. at redigere fodboldtrøjer vaek, for hele idéen bag mine rejser er at skildre den virkelige verden.«
Angsten for det ukendte
Mads Grundahl har mange unge følgere og føler et vist ansvar over for dem, og derfor vil han aldrig dramatisere indhold eller agere krigskorre