Mauritius på budget – jo, det kan godt lade sig gøre
Det sagnomspundne ferieparadis er i virkeligheden ikke så dyrt og eksklusivt, som mange tror. Men pas på med lejebilen.
Først blev Mauritius skabt, derefter himlen, idet himlen blev kopieret efter Mauritius.” Sådan skrev den amerikanske forfatter Mark Twain engang om den perleformede ø langt ude i Det Indiske Ocean. Og efter at vaere landet i lufthavnen med det ikke just mundrette navn Sir Seewoosagur Ramgoolam International Airport taenker jeg, at det udsagn da hjertens gerne må komme an på en prøve.
Fra det kolde danske nord har jeg nemlig sat kursen mod den sagnomspundne tropeø, hvor jeg har lejet en bil, som jeg i løbet af den naeste uges tid har taenkt mig at bruge til at udforske landet.
Lige ude foran lufthavnen bliver jeg derfor mødt af smilende Ashgey fra biludlejningsfirmaet Coastal Tours.
»Tillykke, sir – vi har givet dig en gratis upgrade,« siger han med en entusiasme, som havde han netop fortalt mig, at jeg havde vundet den store gevinst i lotto.
Lidt forundret betragter jeg den kaempestore, hvide 12-personers minibus, der holder parkeret foran os. For en sikkerheds skyld tjekker jeg min bilvoucher en ekstra gang. Af den fremgår det tydeligt, at jeg har lejet en ”Toyota Aygo eller lignende”. Og meget kan man sige om en Aygo, men nogen minibus synes jeg ikke, den ligner.
Da en del af Mauritius’ hovedø er saerdeles bjergrig og med både hårnålesving og kørsel i
venstre side af vejen, har jeg ingen udpraegede ambitioner om at navigere rundt med et skrummel af en bus.
»Jeg vil hellere have en lille bil,« siger jeg derfor i fuld overensstemmelse med sandheden.
Lidt senere er jeg med min højrehånd famlende efter gearstangen på vej tvaers over hovedøen. Bilen, jeg endte med at få udleveret, er en Toyota syvpersoners Avanza SUV, som jeg mistaenker er Ashgeys egen bil, som han i mangel på bedre alternativer har udleveret til mig.
Undervejs har jeg rig lejlighed til at betragte dét, Mauritius måske mest af alt er kendt for – nemlig øens mange sukkerrørsmarker. De bølgende gulgrønne marker har oprindeligt dannet baggrund for landets rigdom, og i de senere år har man vaeret fremsynede nok til også at anvende rørene til elproduktion, hvilket heldigvis har vist sig som en langt bedre forretning end udvinding af sukker.
Mauritius uden at røve banken
Mange er måske af den opfattelse, at man som minimum skal omlaegge sit boliglån for at få råd til en ferie i Mauritius, men det er ikke tilfaeldet.
For blot 25 euro pr. nat inklusive morgenmad har jeg booket mig ind på et lille vandrehjem – eller auberge, som det hedder her. Billejen for det, der skulle have vaeret en Aygo, koster også kun cirka 200 kr. pr dag – endda med både forsikring og vejhjaelp – så Mauritius på egen hånd behøver slet ikke at vaere en dyr destination.
Kystbyen Flic en Flac, hvor jeg indlogerer mig, byder på knejsende palmer og en kilometerlang hvid sandstrand. Jeg ankommer på en national helligdag, og stranden er derfor sort af både lokale besøgende og fiskere.
Befolkningen nedstammer fra tilflyttere fra Indien (indo-mauretanierne), Kina (sino-mauretanierne) og Afrika (kreolere), og det betyder, at dejlig krydret mad fra netop disse regioner er at finde overalt.
Selve stranden er måske ikke den øde paradisstrand, som mange drømmer om, men her er folkeligt og rart. Og dagen efter, hvor det igen er normal arbejdsdag, har jeg den lange strand naesten helt for mig selv.
Udfordringer med lejebil
Den sydlige del af Mauritius er berømt for sin smukke natur. På min første køredag laegger jeg først vejen forbi det 95 meter høje Chamarelvandfald og fortsaetter derefter mod ”Den syvfarvede jord”. Forskellige nedkølingstemperaturer fra de omkringliggende klipper sørger for, at jorden her optraeder i syv forskellige farvenuancer.
På kringlede bjergveje, som til alt held er naermest blottet for trafik, når jeg efterfølgende frem