»Mange vaertshuse fungerer i høj grad som en forlaengelse af dagligstuen«
Cathrine Ertmann rejste rundt i Nordjylland for at tale med stamgaester og bodegamuttere, og her fik hun genopfrisket sin kaerlighed til brune vaertshuse og det staerke faellesskab.
Brunt vaertshus, bodega, bevaertning, vandhul, knejpe – kaert barn har mange navne, og selv om antallet af vaertshuse i Danmark er støt faldende, kan man i de fleste flaekker stadig få en fyraftensøl eller morgenkaffe på den lokale.
I den nye bog ”Kongerigets stamsteder” har en raekke skribenter besøgt 120 af de tilbagevaerende bevaertninger i Rigsfaellesskabet for at få en sludder med stamgaesterne og dokumentere stemningen.
Forfatteren til afsnittet om Nordjylland er Cathrine Ertmann, der er fotojournalist og nordjyde – hun er opvokset på Gjøl ved for Limfjorden og bor i Løkken. Og selv om hun i en alder af 40 år langtfra er stamgaest, har hun gennem årene vaeret hyppig gaest på bevaertninger i både Aalborg, Aarhus og København.
»Mine venner og jeg har brugt brune vaertshuse meget, for det er et godt alternativ til klubber og diskoteker, hvor man er stadset op og ikke kan høre hinanden. På et vaertshus kommer man, som man er, der er højt til loftet, og man må de fleste steder stadig snuppe en cigaret til sin øl,« siger Cathrine Ertmann.
På besøg med bodegabiblen under armen
Det var en stor udfordring at udvaelge vaertshusene, for da Cathrine Ertmann begyndte at forhøre sig i sit netvaerk, vaeltede det ind med forslag til det sjoveste, hyggeligste eller vildeste vandhul i Nordjylland – men der var begraenset plads, og vaertshusene skulle have en vis geografisk spredning.
»Jeg lagde mine besøg på eftermiddage for at få det mest uberusede indblik, og der var heldigvis altid nogle, som gad snakke – det hjalp måske også, at jeg havde den såkaldte bibel om Københavns vaertshuse med som samtaleåbner,« udbryder hun med et grin.
Cathrine Ertmann har ikke et indtryk af, at der er store regionale forskelle på vaertshusene, selv om hvert sted rummer sine egne traditioner. For de fleste stamgaester handler det om samhørighed, faellesskab og af og til en skulder at støtte sig opad.
»Der findes mange fordomme, men det handler om meget andet end at vaere fuld: Mange vaertshuse fungerer i høj grad som en forlaengelse af dagligstuen – isaer hvis det kan vaere ensomt eller trist at sidde derhjemme. Og så et det et sted, hvor generationer mødes og der udveksles både røverhistorier, men også livserfaringer.«
Cathrine Ertmann påpeger, at det bliver opdaget, hvis en stamgaest mangler uden at have meldt afbud, og man får ikke bare lov til at falde igennem. Det er her avisen laeses og venner mødes, og det er ikke usaedvanligt, at morgenholdet venter udenfor vaertshuset, når bartenderen dukker op for at åbne kl. 7.
»Folk var totalt klar til at komme ind og høre dagens nyheder og vende verdenssituationen, og der hersker en lokalpatriotisk ånd – man kan godt tage på såkaldte landture (besøg på flere vaertshuse samme dag, red.), men alle har et stamvaertshus, som de er yderst loyale over for.«
Grundet bl.a. arbejde og praktikophold har Caman
thrine Ertmann boet flere steder i landet, og hun har selv opsøgt vaertshuse for at finde en form for tryghed i det nye og ukendte.
»Uanset hvor i landet man befinder sig, kan man traede ind i varmen og falde i snak med nogen. For mig er vaertshuse socialt arvesølv og et uformelt samlingssted i et land praeget af perfekthedskultur og stressramte borgere.«
En slags udvidet familie
Selv om Cathrine Ertmann efterhånden kun selv går i byen en håndfuld gange om året, har hun naturligvis fået et stamvaertshus i Løkken – nemlig Kroko Bar, som favner et bredt klientel fra sømaend til direktører.
»Det er ofte der, jeg afrunder en festlig aften. Der kommer alle mulige typer, og i bogen kan
møde en ung gut, som har fået tatoveret Løkkens vartegn som f.eks. badehus, sømaerke og vandtårn på overarmene.«
Det lokale islaet er en rød tråd i ”Kongerigets Stamsteder”, og Cathrine Ertmann fremhaever den nordjyske dialekt og fåmaelthed som typisk for sin hjemstavn. Nordjyder er i bund og grund lige så snakkesalige som alle mulige andre, men det er kutymen at se folk an, inden man deler alt muligt.
»Når man traeder ind på et vaertshus i Nordjylland for første gang, bliver der så stille, at man kan høre en knappenål falde til jorden. Da jeg hilste, kunne de godt høre på min dialekt, at jeg var her fra egnen. Man vil gerne finde ud af, hvem folk er, og der er de nok lidt mere højtråbende i hovedstadsområdet,« griner hun.
Nye gaester tages imod med åbne arme – saerligt når man lige har spillet en gang terninger og måske givet en omgang – men det faste klientel fungerer nogle steder som en udvidet familie, hvilket Cathrine Ertmann erfarede på Loke’s Ølstue i Suldrup syd for Aalborg. Indehaveren, Hanne, tager sig godt af de unge, som for noget tid siden fik ekstra meget brug for hende.
»De her unge mennesker mistede pludselig en af deres venner i en trafikulykke. Efter begravelsen tog de alle sammen ned på Loke’s, hvor de plejede at haenge ud med ham.«
Hun fortsaetter efter en kort pause:
»Det er ikke bare fest og farver, men også et sted, hvor man tør vaere sårbar og holder hånden under hinanden. Det gaelder både de ansatte og gaesterne. Hanne er utrolig omsorgsfuld over for de unge, og hun kan også sagtens vaere skrap og sige, at de ikke skal køre hjem, hvis de har drukket for meget.«
Tidslommer med analoge fortaellinger
På flere af de nordjyske vaertshuse har interiøret ikke forandret sig de seneste 50 år. Messinglamper haenger ned fra loftet, mørke traepaneler står i kontrast til nikotingule vaegge med falmede fotografier og lokale avisudklip. Der er velkendt musik på anlaegget, og i baren kan man få en skarp eller en håndbajer og ringe med klokken ved saerlige lejligheder.
»Indretningen afspejler en uhøjtidelig stemning, og det er efterhånden en sjaeldenhed i et samfund, som er bygget på vaekst, optimering og praestationsraes. Vaertshuse er en tidslomme, hvor tingene er, som de altid har vaeret, og det tror jeg, mange af os har brug for.«
En stor del af stamgaesterne er kommet på de nordjyske vaertshuse gennem årtier, og sammenholdet er staerkt – selvfølgelig kan der opstå uenigheder og slagsmål, men Cathrine Ertmann oplevede mere en vilje til at dele historier og gøre gode ting for hinanden.
»På et vaertshus i Havkroen i Asaa kom en gaest ved navn Bente med en bakke vagtelaeg til en af de andre gaester, som havde naevnt, han elskede dem. Det var simpelthen sådan en fin gestus.«
En anden ting, den nordjyske fotojournalist har bemaerket på sine vaertshusbesøg, er, at klientellet er mangfoldigt. Håndvaerkere, revisorer, pensionister og kunstnere mødes på kryds og tvaers og taler om alt fra lokalpolitik til familieforhold – og så er der røverhistorier nok til alle.
»Efter et par timer vil du garanteret høre historier, der ellers sjaeldent bliver fortalt. Det er gammeldags historiefortaelling og møder med folk,
som ikke nødvendigvis ligner dig selv, og som i mine øjne er undervurderet i en tid med skaerme og ekkokamre.«
For Cathrine Ertmann er det befriende at tale ansigt til ansigt og dele historier på kryds og tvaers. Og selv om der også fortaelles historier på caféen, arbejdspladsen og derhjemme, er der noget saerligt ved at sidde og sludre over en håndbajer.
»Det er, som om man på vaertshus er lidt mere til stede i en verden, der ellers er blevet digitaliseret. Rammerne og forudsigeligheden gør mig tryg – og samtidig ved man aldrig, hvem der traeder ind ad døren.«