»Vi orker ikke al den virak om sommeren, men på denne årstid er det perfekt«
Temperaturen er hastigt dalende, issalget er stagneret, og kun få fristes af en dukkert i bølgen blå. Alligevel er der masser af oplevelser i vente, hvis man vaelger at tage til Skagen i skuldersaesonen.
På en solrig sommeraften kan man vaere ganske sikker på at spotte kendisser, der drikker rosévin og spiser skaldyr på Ruths Hotels store terrasse i Gl. Skagen. Her saetter bilerne konsekvent farten ned i det lille sving – det gaelder både om at se naermere på hotellets klientel og samtidig vise de nypudsede cabrioleter frem for publikummet på terrassen.
En sen efterårsmorgen er derimod en lidt anden historie. Terrassen er gabende tom bortset fra en enkelt vildfaren måge, og gaesterne har travlt med at bestille eggs benedict med friskrevet trøffel og smage de mange hjemmepressede juicer i morgenbuffeten.
Et par midaldrende maend trasker afsted iført beigefarvede morgenkåber med et lille logo, der vidner om, at de bor på det ikoniske strandhotel. Blot et stenkast herfra ligger stranden, hvor et skilt peger mod solnedgangspladsen, hvor turisterne efter sigende ser solen forsvinde ned bag horisonten under stående bifald.
Som at flytte til verdens ende
Der er dog ingen bifald at høre denne morgen, så vi begiver os østpå til Skagens Kunstmuseer, hvor omviser Clara Johanne Dale byder velkommen. Det føles naesten surrealistisk at se P.S. Krøyers berømte ”Sommeraften på Skagen Sønderstrand” som originalt vaerk – og ikke blot på en plakat i ventevaerelset eller som dekoration på kagedåser eller postkort.
»I 1870’erne opstod en kunstnerkoloni anført af Michael Ancher, som var den første skagensmaler, der rent faktisk bosatte sig i området. Skagen har altid vaeret et sted, der tiltrak folk og kreative sjaele udefra,« fortaeller Clara Johanne Dale, der har studeret designledelse og kunsthistorie.
»Jeg har selv boet her i et år, og det føles naesten som at flytte til verdens ende. Der er selvfølgelig en unik natur, som gennem tiden har ført mange kunstnere hertil, men der findes også et staerkt faellesskab, fordi Skagen – i hvert fald efter danske standarder – ligger ret afskåret fra omverdenen.«
Clara Johanne Dale fører det lille selskab videre ind i Brøndum-familiens velbevarede spisesal, der i årtier dannede rammen for kunstnerkoloniens komsammener, debatter og fester. De mørke traepaneler er prydet af 81 malerier, hvoraf de fleste portraetterer medlemmerne af den kreative kreds.
»Herinde er der blevet delt mange tanker, og folk kom gerne langvejsfra for en god fest med inspirerende debatter og samtaler. Som I kan se på maleriet her, sad kvinderne som f.eks. Anna Ancher og røg cigaretter og diskuterede på lige fod med deres mandlige kunstnerkolleger,« siger hun og peger mod billedet.
Et studie af Krøyers sten
Efter et besøg i familien Anchers atelier blandt aebletraeerne i museets have er det tid til at møde en af nutidens skagenskunstnere i den lørdagstravle gågade. Mellem udsalgsvarer og laessede tøjstativer ligger Galleri Skagen, hvor indehaver Gitte Toft står bag disken ved et bordstaffeli. Hun giver hånd med malerplettede fingre og saetter for en stund de sirlige penselstrøg i bero.
»Det ville vaere rigtig romantisk, hvis jeg sad nede på stranden og malede i solnedgangen, men jeg skal jo også passe min biks. Jeg maler ofte efter fotografier, men nogle motiver er simpelthen indprentet i min hukommelse,« forklarer hun og viser os hen til et maleri.
Det forestiller en badebro i solopgangen, hvor hun ofte bader sammen med sin mand. Parret har efterhånden boet i Skagen i en håndfuld år, og Gitte Tofts mor var skagbo, så der er et udtalt tilhørsforhold.
»Jeg er kommet her meget som barn og ung, så det var lidt som at vende hjem. Vi gav det et år, og se os nu, vi er fuldstaendig dedikerede til den her by,« udbryder hun med et grin.
Der er som udgangspunkt ikke mennesker på motiverne, men mågen går igen på flere malerier. Det samme gør nogle glinsende sten i strandkanten, som faktisk er inspireret af P.S. Krøyer.
»Jeg besøger ofte museet (Skagens Kunstmuseer, red.), og en dag bemaerkede jeg nogle utrolig naturtro sten i bunden af et af Krøyers vaerker. Jeg gik helt taet på for at opfange detaljerne, og siden har jeg øvet mig på ”Krøyers sten”, som jeg har døbt den.«
En norsk familie traeder ind i galleriet og ser sig nysgerrigt omkring. Kundekredsen er international, og et af de senest solgte vaerker er lige nu på vej til North Carolina i USA.
»Jeg håber, at jeg snart får besked om, at det er kommet sikkert frem. Det er lidt skaegt at taenke på, at min kunst haenger rundt omkring i verden og en dag vil gå i arv,« siger Gitte Toft og tager et større maleri ned fra vaeggen, så vi rigtig kan se nuancerne i det berømte lys udenfor.
Tusindvis af flamberinger
Skagen er som bekendt et slaraffenland for fisk og skaldyr, men ingen kunne have forberedt os på den sublime smagsoplevelse, der venter. Vi traeder ind i restauranten på Brøndums Hotel og får en vinduesplads med kig til solnedgangen.
Den nydeligt klaedte tjener Jon Jakobsen forklarer, at to retter er overlevet på menukortet gennem mere end 150 år – derfor bestiller vi naturligvis Madam Brøndums fiskesuppe til forret og rødspaette á la skawbo til hovedret. Begge retter tager udtrykket ”alt godt fra havet” til nye højder, og vi er fuldstaendig målløse over den perfekt panerede rødspaette med smørsovs, citron og tyttebaer. Det er en af de største madoplevelser, vi nogensinde har haft i Danmark.
Desserten viser sig at vaere et show for sig selv. Her kan man som et af de eneste steder i landet bestille den franske klassiker crêpes suzette – pandekager flamberet i appelsin, brandy og
Grand Marnier med mandelsplitter og hjemmelavet vaniljeis.
Jon Jakobsen ligner en, der aldrig har lavet andet. Han har ikke tal på, hvor mange gange han har flamberet pandekager i sine knap fem år som tjener på hotellet, men det er uden tvivl den mest populaere dessert.
»Jeg tør i hvert fald godt sige, at jeg har lavet over tusind af dem, og det er slet ikke så svaert, når man først fanger teknikken,« siger han og skruer lidt op for blusset.
»Jeg har vaeret tjener i 23 år, og det er vigtigt for mig at blive udfordret, så jeg ikke kører død i det.”
Jon Jakobsen pøser gavmilde maengder spiritus på panden og stikker ild til det, så en meter høj flamme rager op mod loftet. Man kan maerke en varmebølge, og der spreder sig en liflig duft af karamelliseret appelsin ved bordet.
»En af historierne om dessertens oprindelse går på, at en ung mand på en fransk restaurant skulle lave pandekager med appelsinsmag og ved et uheld kom til at saette ild til hele molevitten. Han smagte alligevel på det, og sådan blev desserten opfundet ved en tilfaeldighed,« fortaeller Jon Jakobsen og saetter gang i anden flambering.
Pandekagerne er den perfekte afrunding, og cykelturen tilbage til hotellet letter heldigvis lidt på maetheden.
En stikkende fangst på krogen
Dagen efter rammer et gråt taeppe den nordligste del af kongeriget, og havnen indhylles i tunge skyer. Her ligger skagensgule huse i klynger, og ifølge de lokale er der gået mode i den sarte,