I Hobart lader man gerne en helikopter fare vild, hvis den jagter Danmarks nye dronning
Byens bro blev oplyst i rød-hvide farver, borgmesteren plantede et trae, og indbyggere med danske rødder var ramt af en ganske saerlig følelse. JP besøgte Marys fødeby på dagen for tronskiftet.
Svend Madsen tog til Australien uden at kunne mere end ganske få, helt simple saetninger på engelsk. Som ”I love you”, hvilket så også var grunden til, at den unge vestjyde overhovedet endte med at emigrere i slutningen af 1960’erne.
Under studierne til indretningsarkitekt i København mødte han en pige fra Melbourne, hun rejste hjem, graed hele vejen og fik den forelskede ungersvend til at følge efter.
Han slog sig ned i Hobart, hovedstaden i den australske delstat Tasmanien, resten er historie, og 57 år senere er det den anden vej rundt med sproget.
Efter at have taget imod med Dannebrog i indkørslen og et ganske glimrende dansk slår han over i engelsk for at vaere helt sikker på, at hans budskab ikke bliver misforstået.
»Vi er stolte af Mary. Som vi siger på engelsk: She hasn’t put a foot wrong (hun har ikke sat en fod forkert, red.). Vi er stolte af hende. Sådan har jeg det også i forhold til Danmark,« fastslår Svend Madsen.
»Man glemmer aldrig, hvor man kommer fra. Jeg er blandt andet stolt over, at Danmark baerer mere end sin vaegt i forhold til verdens problemer. Sammen med de øvrige nordiske lande skiller vi os ud ved at tage ansvar omkring blandt andet klimaforandringerne. Jeg er stolt over at vaere dansker, det føles stadig meget staerkt.«
Den 80-årige pensionist får våde øjne, og man behøver da også bare tage en rundtur i hans hjem for at få underbygget hans fortsatte forbindelse til fødelandet. Huset er fyldt med udgaver af de hjemmelavede møbler, som han saelger i et galleri nede i midtbyen – stilen er skandinavisk, rene linjer, funktionalitet og holdbarhed – det er ”godt kram”, som man ville sige hjemme i Videbaek.
Vi har fået lov at besøge ham og hustruen. Meryl. i Hobart på dagen for tronskiftet i Danmark. Faktisk voksede den nye dronning Mary op blot en gade derfra – dengang var hun bare kendt som Mary Donaldson – men det praler aegteparret ikke med.
»Vi er nok mest republikanere, men vi blev da oppe til midt om natten for at se deres bryllup i tv,« siger Svend Madsen, der ikke er sikker på, at parret denne gang holder sig vågen til tronskiftet. Tidsforskellen på 10 timer betyder, at det foregår efter midnat australsk tid. Men så vil han se det forskudt.
Han understreger, at der er stor respekt for den danske kongefamilie:
»Både Mary, Frederik og deres børn virker helt nede på jorden, og derfor får de også lov at passe sig selv, når de er i Hobart. Da de først begyndte at vaere sammen, lejede et medie en helikopter for at overvåge dem på en køretur. Piloten var dansk gift og kendte godt den generelle følelse omkring Mary og Frederik, så han lod bare, som om han mistede deres bil af syne, så de fik fred og ro.«
Kronprinsparret til basket
Efter sin omplantning til Hobart har Christine Finnegan også erfaret, at de indfødte i Hobart holder sammen og ikke sådan lader sig imponere af udefrakommende. Man skal bevise sit vaerd, men det har hun så også gjort ved at vaere omdrejningspunkt i den lynhurtige opbygning af Tasmania JackJumpers, en basketballklub oprettet for blot tre et halvt år siden og nu et af topholdene i den australske liga.
Klubben fik verdensomspaendende opmaerksomhed i december 2022, da det davaerende kronprinspar og de fire børn overvaerede en kamp, fordi Marys ene søster og aegtemand er faste tilskuere og hev dem med.
»Jeg er tilflytter og har oplevet tasmanere som meget ydmyge, målrettede og meget autentiske. Det er faktisk også det indtryk, som jeg har fået af Mary, Frederik og børnene. De var så lette at tale med og gled bare helt naturligt ind blandt alle de almindelige gaester. Vi havde fået lavet trøjer til alle børnene med deres navne trykt bagpå, og de var oprigtigt glade. Der var ingen snobberi,« fortaeller Christine Finnegan.
Tasmania JackJumpers håber nu at kunne få tilladelse til at udpege kong Frederik og dronning Mary som protektorer for klubben – måske Christine Finnegan skulle alliere sig med Erik Madsen i godkendelsesprocessen, for en søgen efter danske forbindelser i den tasmanske hovedstad fører uvaegerligt til ham.
Søndag var han ikke hjemme i Hobart, en musikfestival havde lokket ham og hustruen til Port Cygnet, men forinden havde han indvilliget i en telefonsamtale. Erik Madsen kom ligesom Svend Madsen til Hobart som ung mand.
Han blev gift med en lokal pige, fik to døtre og endte som en af drivkraefterne bag Scandinavian Association. I sin storhedstid talte sammenslutningen taet på 50 hoveder, men den lukkede for cirka 10 år siden, da de stigende udgifter til en ansvarsforsikring ikke stod mål med et støt faldende medlemstal.
Underviste søstre i dansk
Kontakten til rødderne nordpå holdes nu i stedet ved lige i en lille uformel gruppe af danskere, deriblandt Svend Madsen.
»Vi mødes fire-fem gange om året til en god frokost, hvor vi altid skal have marinerede sild. En i gruppen laver selv akvavit. Den er fantastisk og smager meget bedre end en Rød Aalborg.«
Mere skal der dog ikke tales om den sag, for i Australien er det ulovligt at producere den slags derhjemme.
Til gengaeld vil Erik Madsen gerne fortaelle om sit naere kendskab til den australske del af det danske kongehus.
»Mange kendte familien Donaldson, inden Mary blev berømt som kronprinsesse af Danmark. De var helt almindelige medlemmer af lokalsamfundet. Jane, den aeldste søster, har arbejdet mange år på et apotek, og Trish (Patricia, red.), den yngste, er sygeplejerske. Ingen i den familie aendrede sig, selv om Mary skiftede status. Jeg havde faktisk fornøjelsen at undervise dem begge lidt i dansk,« forklarer Erik Madsen.
»Jeg tilbød det selv til familien, da Mary laerte Frederik at kende, og de sagde ja med det samme. De ville gerne laere lidt saetninger og lidt basisting om sproget, så de forstod bare lidt af, hvad der blev sagt, da de skulle til brylluppet i Danmark. Vi mødtes en gang om ugen i cirka seks måneder. De er nogle gode og søde mennesker, og man kan se, at Mary og Frederik nyder at komme herned. De får lov at gå rundt i fred og ro som helt almindelige mennesker, men de har og
De får lov at gå rundt i fred og ro som helt almindelige mennesker. ERIK MADSEN, DANSK TILFLYTTER TIL HOBART, OM FREDERIK OG MARYS OPHOLD I MARYS HJEMBY HOBART
så en noget andet stil end de kongelige fra Storbritannien. Det er meget mere formelt og pompøst, så ingen er i tvivl om, hvem der er kommet til byen.«
Planter et trae
Apropos gaester.
I tiden umiddelbart efter kronprinsens erobring strømmede danske turister til Tasmanien, men nyhedens interesse har for laengst fortaget sig, og kroningen har ikke ligefrem sat Hobart på den anden ende.
Søndagens eneste officielle markering er beslutningen om at lade Tasman Bridge vaere oplyst i røde og hvide farver. På Farmgate Market, et traditionelt søndagsmarked, blev der solgt kager med kongelige motiver, morgen-tv havde indslag, aviserne kørte overskrifter som »Mary’s day of Destiny« og »Queen of hearts«, men på gaden i Hobart var hysteriet til at overse.
En ganske uvidenskabelig undersøgelse i form af kontakt til tilfaeldige personer i bymidten gav udsving fra total uvidenhed om tronskiftet til stor interesse og ros til den afgående dronnings tøjsmag. Folk på jagt efter skidtsnak skulle lede laenge.
Allerede i forbindelse med forlovelsen i 2003 kontaktede Mary gamle bekendtskaber, kolleger, laerere og så videre med en bøn om at holde deres erfaringer og oplevelser med hende for sig selv i stedet for at udlevere dem til pressen.
Som borgmester er Anna Reynolds da heller ikke optaget af det glamourøse i det faktum, at Hobart har opfostret en dronning som en af de ganske få byer – der er faerre end 50 monarkier på verdensplan. Hun er meget mere interesseret i at udnytte de muligheder, der er ved for eksempel et taettere samarbejde med København.
Som en markering i kampen mod klimaforandringerne har Hobart forpligtet sig til at rejse mere skov, og af samme grund bestod byens gave til det nye kongepar af plantningen af et febertrae – samt af foraeringen af det samme vartegn til den danske hovedstad.
»Jeg tror ikke rigtigt på, at en masse europaeere pludselig vil rejse hertil, bare fordi en dronning kommer herfra. Til gengaeld håber jeg, at København og vi kan hjaelpe hinanden med at inspirere vores borgere og andre byer omkring de nødvendige handlinger i forhold til klimaforandringerne. For eksempel er vi ikke en cykelby. Jeg kan forstå, at Frederik vist plejede at følge sine børn til skole på cykel. Det kunne vi laere meget af.«