Mathias Gidsel skylder sin mor en stor undskyldning og har lovet sin kaereste ikke at gemme sig
Thomas Helmig skal spille en saerlig rolle til Mathias Gidsels kirkebryllup. Det skal tigerrejer måske også. Håndboldstjernen drømmer sig tilbage til Japan, aergrer sig over et julebesøg i hjembyen, og så har han dårlig samvittighed over for sin mor.
Mathias Gidsel taenker straks på fire personer, da han bliver spurgt, hvem han mangler at få sagt noget vigtigt til. Det fortaeller den 24årige EM-aktuelle håndboldstjerne til Jyllands-Posten, der spørger en raekke danskere om, hvad de har på deres traeskoliste:
Hvilket rejsemål skal du have besøgt, inden du dør?
»Japan. Eller rettere sagt Tokyo. Jeg vil gerne tilbage uden at føle mig indespaerret. Jeg fik kun en halv oplevelse af Tokyo under OL i 2021 på grund af coronarestriktionerne. Desvaerre. Men det virker som en fed, stor og vild by, der byder på så mange spaendende ting. Jeg har en lille flair og en interesse for møbler og interiør, og japansk møbeldesign er noget af det fedeste, man kan finde. Stole, borde og så videre. Det vil jeg gerne udforske,« siger Mathias Gidsel.
En musiker, som du skal have oplevet til koncert?
»U2. Men jeg vil også skynde mig at sige
Thomas Helmig,« siger Gidsel og erkender blankt, at han må vaere en af de eneste voksne danskere, der ikke har vaeret til en koncert med det aarhusianske popikon.
»Aldrig nogensinde. Det er dumt, det ved jeg. Helmig er den fedeste entertainer, og han danser lidt, som jeg gør, når min promille er lidt for høj. Med benene flagrende lidt ude. Der burde da vaere mulighed for at opleve ham live en dag.«
»Jeg så Helmig i det DR-program med TV Glad, og han er bare … Man kunne lige sammenligne med Mette Frederiksen, som var i programmet bagefter. Det var to vidt forskellige måder at vaere på. Jeg er med på, at statsministeren er bundet af nogle ting, men Helmig er bare fed, aerlig og ikke bange for at blotte sig og fortaelle om det rod, han har vaeret ude i. Jeg har sagt til min bedre halvdel, Katrine, at når vi skal giftes, skal vi gå ned ad kirkegulvet til ”Stupid Man”. Den er skabt til os,« griner han.
Hvilket måltid vil du gerne spise (og hvor)?
»Jeg har fået smag for grillede tigerrejer. Jeg var på en japansk restaurant i Berlin, 893 Ryotei, hedder den, hvor det er meget svaert at få bord, men vi var heldige at overtage en aflyst reservation. Der fik jeg grillede tigerrejer, selvom jeg normalt hader fisk. Så jeg
smagte bare lige en bid. Jeg siger dig, at en ny verden åbnede sig for mig. Da tjeneren senere spurgte, om vi ønskede at bestille en dessert, bad jeg om grillede tigerrejer. ”Til dessert?” spurgte han undrende. ”Ja, er det muligt?” svarede jeg. ”Eh, ja, det tror jeg,” tøvede han så lidt, men jeg fik min ret. En åbenbaring.«
Hvad har du allerede fået streget over på din traeskoliste?
»Et par ting. Jeg har fået en professionel sportskarriere, jeg end ikke turde at drømme om som barn. Jeg er med på, at der kan ske meget de naeste 10 år, men jeg har allerede oplevet ting og er allerede nu et sted, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. At jeg samtidig kan kombinere karrieren med at prøve at bo i udlandet og i en storby som Berlin, gør kun det hele bedre. Og at jeg tilmed er ved at laere tysk og dermed får et sprog mere på cv’et, er også fedt. På grund af slutrunder, kampe og traeningslejre er jeg også gået glip af nogle ting. Jeg har aldrig rejst så meget rundt i verden, som jeg gerne ville. Det kan jeg nå endnu.«
»Jeg har aldrig haft en konkret liste med mål, jeg gerne ville opnå. Det har jeg haft i hovedet. Men mange har en liste. Min kaereste er en af dem. På hendes liste står der dyre ure og Louis Vuitton-tasker,« griner han.
Har du en personlig graense, som du gerne vil udfordre dig selv på?
»Jeg skal blive endnu bedre til at vaere i mit ”nye” liv. Laere at acceptere, at jeg har et ansigt, som mange i Danmark genkender. Da jeg var hjemme ved min familie i Skjern i julen,
tog jeg ud i hallen for at se lidt ”Julecup”, et ungdomshåndboldstaevne, som jeg selv har deltaget i mange gange. Jeg tog hjem igen efter 20 sekunder, så var min personlige graense overskredet.«
»Jeg tog af sted for at se lidt ungdomshåndbold, for det synes jeg faktisk er hyggeligt og nostalgisk, men jeg blev naesten overfaldet. Jeg nåede lige at gå fra hovedindgangen til hallen, og så blev tribunens langside bare ryddet, og alle vaeltede ned mod mig. Det burde jeg måske have forudset. Jeg orkede det bare slet ikke. Det var ikke derfor, jeg var kommet. Jeg var på juleferie og havde noget, jeg gerne ville, men det kunne jeg ikke.«
»Mikkel Hansen kan jeg laere meget af.
Han er så rolig. Han accepterer, at alverdens mennesker hele tiden konfronterer ham, kigger, peger og snakker om ham, uden at det løber koldt ned ad ryggen på ham. Det sker stadig for mig, selvom jeg har vaeret i spotlyset i nogle år efterhånden. Det skal jeg laere. Derfor elsker jeg jo at bo i Berlin, for der kender ingen mig.«
Hvilket karaktertraek vil du gerne nå at aendre eller styrke, inden du stiller traeskoene?
»Det handler igen om accepten af mit eget liv. Jeg kan ikke aendre det, medmindre jeg begynder at spille rigtig dårligt eller gemmer mig. Min kaereste har sagt, at jeg ikke må gemme mig fra omverdenen, bare fordi jeg tilfaeldigvis er dygtig til mit arbejde. Det har jeg lovet hende.«
»Jeg skal nyde mit liv. Det skal jeg blive endnu bedre til. Da de 90-100 børn i Skjern kom løbende mod mig, maerkede jeg en lille stressfølelse, en energi, jeg ikke bryder mig
om. En manglende ro. Jeg vil meget, meget gerne snakke, skrive autografer og tage billeder, men det er svaert, at jeg ikke kan hvile i mig selv, der hvor jeg gerne vil vaere. Og at jeg ikke bare kan vaelge de steder, jeg gerne vil vaere.«
Hvad vil du gerne laere?
»Jeg vil gerne mestre det tyske sprog, så jeg har det som kundskab en dag. Så kan jeg bruge det til at blive sportsdirektør eller tvkommentator,« griner han.
Hvem mangler du at få sagt noget vigtigt til?
»Mine foraeldre. Saerligt min mor skylder jeg en stor undskyldning. Jeg havde jo lidt af en nedtursperiode efter VM-guldet i 2021, hvor jeg havde det ret skidt. Den periode var saerligt hård for hende. Jeg tror, at hun påtog sig noget af skylden for min nedtur, og jeg tror, at hun følte, at hun havde gjort noget forkert. Fordi hun ikke opfangede signalerne. Jeg har nok aldrig fået sagt til hende eller min far, at de selvfølgelig ingen aktier havde i det. Overhovedet. Tvaertimod hjalp de mig kun. Det var ikke deres skyld, at de havde en søn, der følte sig lidt for smart til at fortaelle, hvordan han egentlig havde det, og bare gik rundt med det hele selv.«
»Og så skylder jeg Mathias Albrektsen og Carsten ”Stump”, mine to ungdomstraenere, en seriøs tak for, at de skubbede mig i den rigtige retning i teenageårene. De har på hver sin måde laert mig meget som både menneske og håndboldspiller. Jeg var ikke her på landsholdet uden dem. De har haft større betydning for mig, end de nok tror. Dem har jeg aldrig fået sagt ordentlig tak til.«