Forenkling er bekvem, men det gør os dummere og dummere

Brugen af skaeldsord har det med at vokse i takt med kriser: Hvis man tidligere er blevet beskyldt for at vaere konspirationsteoretiker, har der i de senere år vaeret risiko for at blive kaldt både antivaxxer, Kreml-sympatisør og antisemit. Listen står til stadig udvidelse, og som fredselskende borger må man frygte at blive placeret på den.

Også guderne må vide, at der er grunde til at kalde folk for både det ene og det andet. Men de må også vide, at det ikke er alle, som fortjener at blive skaeldt ud.

naermest uundgåeligt i en alvorlig krise: Når den

Desvaerre er det

kradser, er der gerne behov for at forenkle, fordi der ikke er overskud til at nuancere. En oplagt risiko går ud på, at den velmenende fortaler for nuancer bliver anklaget for at vaere på det forkerte hold. Derfor er tålmodigheden med hende eller ham ret begraenset eller helt fravaerende. Skaeldsordene kommer til at fylde i tale og på tryk med det formål at diskvalificere argumenter – også før de er blevet fremført. Isaer af den grund foretraekker mange efterhånden at overlade scenen til dem, som dominerer og højst nuancerer med eget syn på sagerne.

Også de senere års kriser har dét til faelles, selv om de i øvrigt er meget forskellige. Både her og der viser forenkling sig at vaere effektiv, fordi der er gunstige betingelser for den:

ligefrem hersker officiel krisetilstand i et samfund, har borgere gerne rigeligt at gøre med at få hverdag og liv til at fungere. Og selv om man ikke ligefrem er moden til at sygemelde sig eller komme på de lange ventelister hos psykiatere og psykologer, mangler der tit overskud til at engagere sig i debatter om kriser, som man alligevel har for lidt eller nul indflydelse på. På det grundlag er almindelig modtagelighed for forenkling ikke et mysterium.

En jaevn strøm af sekretaerjournalistik i større medier er ideel for toneangivende stemmer, der taler for deres sag og dermed henviser

Selv om der ikke

konkurrerende nuancering til mindre kanaler. Den samme dynamik fortsaetter med at øge antallet af tabuer i et demokrati, hvor ytringsfrihed i stigende grad kan minde om ensrettet trafik.

men har det både med at fremme fordummelse i en befolkning og vaere grund til fortrydelse. Kriseforløb har det jo også med at vise, hvorfor det er nødvendigt at nuancere varieret. Hvad enten man er statsminister eller arbejdskollega, er det jo pinligt at have kritiseret og chikaneret dem, som nu viser sig at have haft vigtige pointer med deres argumenter fra starten.

Nogle påstår, at det er meningsløst at fortryde, fordi fortiden alligevel

Forenkling er bekvem,

ikke kan aendres. Andre mener, at fortrydelse er med til at forbedre fremtiden. Det er to syn på en sag, som også har ret til at få lige meget opmaerksomhed. Ganske vist vil det naeppe udrydde, men i det mindste kunne begraense fordummelsens dynamik.