Straf og støtte er ikke modsaetninger
Debatten om kriminalitetsindsatser over for unge og deres familier har så godt som altid handlet om samme spørgsmål: Skal vi straffe eller støtte? Men debatten hviler på en falsk modsaetning mellem straf og sociale tiltag.
Lad mig begynde med en disclaimer. Med dette indlaeg ønsker jeg ikke at underkende udfordringer med kriminalitetsproblematikker hverken i Aarhus Kommune eller andre steder i landet. Det er heller ikke mit aerinde at anfaegte, hvorvidt det er nødvendigt at håndtere problemer som disse. Når jeg som historiker, der forsker i relationen mellem straf og velfaerd, griber tastaturet, er det for at pege på, at kriminalitetsindsatser kan fortaelle os en hel del om velfaerdsstatens udvikling og tilstand. Denne erkendelse bidrager til en løsrivelse fra den polarisering, der praeger den retspolitiske debat. Og endnu vigtigere: Det er et vigtigt skridt mod at skabe bedre indsatser for børn, unge og deres familier.
I december lancerede Aarhus Kommune og Østjyllands Politi en gennemgribende indsats målrettet den såkaldte ”slaegtsbaserede kriminalitet”. Baggrunden for den nye indsats i Aarhus Kommune er en systematisk deling af oplysninger mellem kommunen og politiet.
Datasammenkøringen peger på, at relativt få familier i kommunen står bag store dele af den organiserede kriminalitet og samtidigt traekker store veksler på kommunens økonomi. Selvom denne viden måske ikke er ny for hverken kommune eller politi, har datadelingen tilført røg til deres pistol og dannet grundlag for etableringen af den nye indsats.
Saerligt to af indsatsens tre initiativer er baseret på et styrket samarbejde mellem statens straffende og sociale sfaerer. Politi og kommune vil i højere grad dele oplysninger om familier, der er overrepraesenterede i både kriminalitetsstatistikker og sociale sager. Derudover skal kommunens kriminalpraeventive indsats flytte ud i Gellerupparken og bo dør om dør med politi og familiecenter.
Aarhus-indsatsen har tiltrukket stor opmaerksomhed blandt både praktikere og politikere. Saerligt samarbejdet mellem politi og kommune – mellem straf og sociale indsatser – har, som så ofte i den retspolitiske debat, vaeret centrum for debatten.
At politi og kommune bliver naboer, er ikke blot en praktisk foranstaltning. Det er faktisk materialiseringen af et kerneelement i velfaerdsstaten. Som sociolog ved Stockholm Universitet Vanessa Barker har vist, er de nordiske velfaerdsstater praeget af en indbygget dualitet mellem støtte og straf.
De kan (og har historisk set vist sig at) agere mildt og hårdt på én og samme tid. Taenk bare på tvangssterilisationer, der kunne anvendes over for ”løsagtige” kvinder frem til 1967. Eller tidsubestemte behandlingsdomme til unge under 18 år, der først blev afskaffet med ungdomsfaengselsordningen i 1973. Eksempler som disse var taenkt som vigtige støtte- og behandlingsforanstaltninger og blev indført i ”den bedste mening”.
bliver straf og sociale indsatser ofte fremstillet som hinandens modsaetninger. Debatten om Aarhus-indsatsen er ingen undtagelse. På dr.dk har professor emerita Eva Smith og professor MSO ved Danmarks Paedagogiske Universitet Line Lerche Mørck f.eks. kritiseret det nye initiativ for at straffe hele familier, risikere stemplingseffekt, udfordre retssikkerheden og ramme potentielt uskyldige børn.
I samme artikel peger leder af Borger- og Forebyggelsescenteret hos Østjyllands Politi René Raffo på, at indsatsen handler om hjaelp og forebyggelse og ikke, som kritikken lyder, mere straf. Også kommunen, som traditionelt set er arnestedet for den lokale forebyggende indsats, bifalder indsatsen.
Når straf og forebyggelse fremstilles som modsatrettede domaener, er det måske ikke så underligt, at det ofte har vist sig svaert for politikere, praktikere og forskere at opnå enighed om, hvilke principper der bør veje tungest. Konsekvenserne
I den offentlige debat
er, at vi diskuterer retspolitik, og saerligt indsatsen over for børn, unge og deres familier, på falske praemisser.
Sådanne diskussioner bidrager sjaeldent til mere end at fastholde og reproducere denne kunstige opdeling. Og det kan vaere med til at smide benzin på et straffepopulistisk bål, hvor det handler om, hvem der kan råbe ”straf” eller ”forebyggelse” højest. Sådan en er svaer at komme videre fra, og den skaber ikke bedre indsatser.
Den retspolitiske debat må løsrives fra myten om straf og støtte som hinandens modsaetninger. Vi skal snarere forstå indsatser som den i Aarhus som et udtryk for en velfaerdsstat under forandring.
Grundstenen i flere af de nye initiativer i Aarhus, såsom Knaek kurven og Top 100, er, at familiernes manglende efterlevelse af indsatsens krav (f.eks. om deltagelse i behandling, skole- eller fritidsaktiviteter eller fraflytning af bopael) kan medføre fratagelse af sociale ydelser eller anbringelse. Disse indsatser involverer således hele familien og kan også rettes mod børn ned til 8 år.
Eva Smith har udtrykt stor bekymring for denne tendens og peger i førnaevnte udtalelse til dr.dk på, at statens hjaelp til børn bør vaere betingelsesløs. Og netop idéen om betinget social hjaelp er et billede på velfaerdsstatens forandring.
Siden slutningen af 1980’erne er velfaerdsstatens traditionelle principper om lige adgang til statens ydelser blevet gradvist omformet til en pligtbaseret fordeling på baggrund af borgernes efterlevelse af krav. Et eksempel er socialpolitiske indsatser, der sanktionerer borgerne gennem traek i de sociale ydelser, der for alvor blev introduceret i 2000’erne.
Konsekvenserne er, at vi diskuterer retspolitik, og saerligt indsatsen over for børn, unge og deres familier, på falske praemisser.
bemaerkelsesvaerdige initiativer var introduktionen af foraeldrepålaeg i 2005, der havde til formål at ansvarliggøre foraeldre – saerligt i familier med etnisk minoritetsbaggrund. Med foraeldrepålaeg kunne foraeldre, der ikke levede op til en raekke krav, f.eks. hvis deres børn havde for højt skolefravaer eller ikke holdt sig vaek fra kriminalitet, som noget nyt traekkes i børnefamilieydelsen. Foraeldrepålaegget, der startede som en kommunal indsats, blev snart udbredt til hele landet. Måske får Aarhusindsatsen samme skaebne? Justitsminister Peter Hummelgaard (S) synes i hvert fald begejstret for indsatsen i Aarhus.
Men indsatser som disse udfordrer, som historiker Cecilie Bjerre og jeg selv har peget på andetsteds, idéen om en universel velfaerdsstat, hvor sociale ydelser omfordeles på baggrund af et rettighedsprincip. Her bliver borgernes ret til hjaelp og støtte betinget af en raekke krav.
For historikere leder truslen om at traekke borgernes sociale ydelser ligeledes tankerne hen på 1800-tallets liberale stat, hvor social hjaelp var betinget af en skelnen mellem vaerdigt og uvaerdigt traengende borgere. Denne betingede sociale hjaelp hører altså, med andre ord, til en tid, hvor der ingen velfaerdsstat var.
Et af de mest
nyere tids kriminalitetsindsatser er vi nødt til at løsrive den retspolitiske debat fra den kunstige modstilling mellem straf og støtte. Det kraever en mere nuanceret og historisk forankret forståelse af velfaerdsstatens dobbelte ansigt. Derudover kraever det, at vi har øje for, hvordan før-velfaerdsstatslige paroler igen er blevet aktuelle.
Gør vi det, ser vi, at Aarhus-indsatsen siger mindre om straf versus støtte, men snarere udfordrer vores forestilling om velfaerdsstaten. Jeg tror, denne erkendelse er essentiel, hvis vi skal skabe bedre indsatser i fremtiden.