Dansk politik er bedre end standupkomik

Når jeg har behov for et godt grin, tjekker jeg lige nyhederne. Det er sjaeldent, det ikke giver pote.

Som nu for nylig, da Pernille Vermund opløste Nye Borgerlige. Dér stod hun og opløste et parti uden at have talt med de valgte repraesentanter rundtomkring i landet.

Det var urkomisk. Jeg så for mit indre blik alle de måbende ansigter hos byrødder og regionsrådsmedlemmer. Dertil kom alle de øvrige partiledere. De havde respekt for beslutningen, sagde de alvorsfuldt.

Jamen man troede ikke sine egne ører! Det var kosteligt! En fuckfinger til demokratiet, så man måtte grine en vis legemsdel i laser, fordi ingen, som i ingen, fortrak en mine.

Det var ligeså morsomt, da partiets tidligere, netop valgte formand Lars Boje Mathiesen fortalte om sit exit fra partiet: »Da jeg gik i seng, var jeg formand, da jeg vågnede, så kunne jeg laese i medierne, at jeg åbenbart er blevet ekskluderet i løbet af natten.«

Jeg har sjaeldent grint så meget. Årets standupkomiker.

der naesten slog mig omkuld, var sagen om de to patruljebåde, der har sejlet rundt i

En anden nyhed,

Arktis for at se farlige ud og virke afskraekkende, men i 15 år ikke har kunnet skyde med deres kanoner. Pengene, der blev sat af i 2015, hvor mon de har vaeret? Har de trukket renter på en eller andens konto?

Det hele sejler, for nu at blive i den maritime jargon, ligesom det meste andet i det danske forsvar. Man holder sig på maven af grin. Ikke underligt, at vi tabte i 1864, hvis det var sådan, tingene fungerede også dengang.

Nogle nyheder bevaeger sig i graenselandet mellem stupiditet og dyb visdom. Her er det usikkerheden, om det er det ene eller det andet, der er så uhyre grinagtig.

Som da Dansk Folkepartis dyrevelfaerdsordfører, Pia Kjaersgaard, diskuterede netop dyrevelfaerd med Mathilde Walter Clark i DR2’s ”Deadline” den 21. december sidste år. »Jeg bliver nødt til at sige, der er altså forskel på kaeledyr og produktionsdyr. Og det er der altså,« sagde hun i debatten.

Og hun fortsatte: »Jeg må simpelthen fastholde, at der er forskel på kaeledyr og produktionsdyr. Det er der altså. Selv om jeg også rigtig godt kan lide grise.« Tårerne løb mig ned ad kinderne, så meget lo jeg. Det står stadig hen i det uvisse, hvad hun kan have ment.

blev spurgt af en journalist fra TV 2, om hun efter at have lagt blomster foran den israelske ambassade for at mindes ofrene for Hamas’ terrorangreb den 7. oktober også ville laegge blomster for at mindes de civile palaestinensiske ofre i Gaza.

Hendes lidt fårede udtryk og påfølgende svar var ikke komiske, snarere tvaertimod, men det, der fik mig til at le uhaemmet, var hendes anklage af journalisten for at vaere historieløs, samtidig med at hendes egne ord var udtryk for en historieløshed af en størrelse, der immervaek sjaeldent ses hos danske politikere – måske med undtagelse af den fordums valgte Joachim B. Olsen, hvis udsagn om

Eller da Mette Frederiksen

”huskekage” rammer et lavmål som ikke før i dansk politisk debat, og Inger Støjberg, der besøgte Israel, men ikke mente, det var nødvendigt at aflaegge besøg i palaestinensiske områder: »Det skal jeg ikke, fordi jeg kan sige, at min fulde sympati ligger hos det israelske folk!« som hun forklarede sig.

politiker, der når hun skal tage stilling i en sag, kun ser på den ene side. Det lover sørme godt for lovgivning i Danmark. Og så som et sidste eksempel Søren Pape Poulsen, der i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 18. december beklagede sig over danskernes historieløshed. Danskerne burde laere i skolen om Palaestina, at »det faktisk før Israels oprettelse var et britisk mandat og så videre«. Deri lå efter hans mening forklaringen på alt!

Jeg kunne ikke holde mig for grin – ligesom i de tre andre tilfaelde. Jeg mener, hvis det er niveauet i dansk politik, så har man naesten pligt til at more sig, mens tid er.

En god dansk

En fuckfinger til demokratiet, så man måtte grine en vis legemsdel i laser, fordi ingen, som i ingen, fortrak en mine.