Hold op med at fokusere så meget på enkeltsager, når I debatterer aktiv dødshjaelp
Debatten om aktiv dødshjaelp er meget mere nuanceret end enkeltsager. Sagerne om Ebbe Preisler og hans kone og Preben Nielsen fortaeller langtfra hele historien om, hvilke dybe etiske spørgsmål aktiv dødshjaelp rummer.
Jyllands-Posten har sat meget plads af til et interview med Freja Polonius, der har skrevet en yderst laesevaerdig bog om forløbet om hendes ven Preben Nielsens beslutning om at afslutte sit liv: ”Min ven vil dø”.
Interviewet kommer bl.a. på baggrund af sagen om Ebbe Preisler, der har hjulpet sin hustru til at dø. JP har altså givet meget plads til en anden enkeltsag, på trods af at en del af praemissen for interviewet er, at enkeltsager ikke skal vaere styrende i debatten.
Men en hel raekke enkeltsager, hvor lidende ikke har kunnet komme herfra eller har vaeret nødt til f.eks. at søge til Schweiz med de ubehageligheder og den store udgift, det medfører, bidrager netop til at understrege, at der er behov for legalisering af selvvalgt livsafslutning i Danmark.
Polonius har siden Prebens død
vaeret naget af tvivl, for ville han have valgt livet til, hvis han havde haft mere tid? Det føler hun sig ret overbevist om – eller håber hun, for hun er jo følelsesmaessigt dybt involveret.
Om han havde valgt livet til, kan vi i sagens natur ikke få svar på,
for hovedpersonen er vaek, og det viser både en udfordring og en vigtig pointe om selvvalgt livsafslutning: De tilfredse patienter er vaek – og det er udelukkende deres ønsker og urokkelige beslutning om at ville afslutte livet, legalisering handler om.
Det skal aldrig vaere et tilbud, men udelukkende kunne komme fra den lidende selv.
Ved legalisering skal der selvfølgelig vaere tilstraekkeligt med fagpersoner, der vil hjaelpe den lidende. Men med det relativt lille antal, det vil dreje sig om i Danmark (hvis man sammenligner med de lande, hvor det er legalt), er der formentligt tilstraekkeligt med fagpersonale til at hjaelpe.
For selv om laegeforeningerne er imod, så er der medlemmer, også blandt de øvrige faggrupper, som støtter legalisering. Hvis det havde vaeret legalt i Danmark, så havde Preben heller ikke mødt fagpersoner gennem et Zoom-møde, men ansigt til ansigt.
Erfaringer fra patienter, der er taget til Schweiz, viser, at de pårørende som regel modarbejder den lidendes ønske om at afslutte livet.
Det understøtter Frejas historie også, og det modsiger dermed et ofte fremsat argument imod legalisering: at de pårørende kan vaere medvirkende til beslutningen om at ville dø. Det er som regel langtfra tilfaeldet.
I (det katolske) Spanien har man formået at praktisere selvvalgt livsafslutning, siden det blevet legaliseret i juni 2021 – det bliver så at sige aldrig naevnt i debatten. Hvorfor undersøgere skeptikere og modstandere og medier som JyllandsPosten ikke naermere, hvordan det praktiseres der?
Freja Polonius medgiver, at hun ikke vidste noget om aktiv dødshjaelp, før Preben fremsatte sit ønske, og nu føler hun skyld og savner sin ven. Det sidste ville hun også have gjort, hvis han var død i ulykken – det første føler hun nu pga. forløbet. Begge dele handler om Polonius’ følelser og ikke om hovedpersonen Prebens.