Naturens nytårsønske
Mon det kan lade sig gøre, at vi traekker os lidt tilbage til fordel for naturen?
Man kan altid finde en anledning til at gøre status over naturens tilstand, skønt det oftest er en nedslående øvelse. Nytåret er imidlertid et saerligt velvalgt tidspunkt af flere årsager.
Dels er der tradition for at starte på en frisk og forsøge at gøre alting lidt bedre end hidtil. Og dels giver det på sin vis mening at lukke et kapitel og skitsere en lysere fremtid, når naturen ligger i dvale og afventer en ny begyndelse, en forårsgenfødsel.
Ja, et ubeskrevet bøgeblad, om man vil.
Og der er virkelig behov for alle de gode viljer og summen af nogle seriøse nytårsforsaet, hvis håbet skal forblive lysegrønt.
Status er nemlig, at over hele verden er naturen i tilbagegang, og biodiversiteten i frit fald. Den levende mangfoldighed af plante- og dyrearter, som vi deler planeten med, og som på flere måder, end vi kan overskue og gennemskue, er forudsaetningen for vores egen eksistens, er reduceret til rammen om den menneskelige tilvaerelse. Og rammen er uhyggeligt taet på at spraenges.
Således er en fjerdedel af verdens arter truet af udryddelse. Vaegten af alverdens vilde pattedyr, lige fra den mindste mus til den største blåhval, udgør blot 4 pct. af alle Jordens pattedyr, mens mennesket og dets produktionsdyr udgør de resterende 96 pct. Og herhjemme viser seneste indberetning til EU, at 95 pct. af naturtyperne er i ugunstig tilstand, og mere end halvdelen af arterne i tilbagegang.
Der er kort sagt tale om en regulaer biodiversitetskrise, forårsaget af akut pladsmangel. Mangel på plads, hvor naturen kan vaere natur i sin egen ret uden at vaere underlagt menneskelige produktionsinteresser, nyttehensyn eller bare almindelig forfaengelighed og kontrolmani.
Plads, hvor skoven kan vokse vildt, hvor vandet kan løbe frit, og hvor dyrene kan faerdes året rundt og praege landskabet. Og plads til en stadig dynamisk udvikling, hvor den kontinuerlige forandring af landskabet, som opstår naturligt i samspillet mellem arter er lig med mangfoldighed og nye muligheder for liv, og ikke med den decimering og forarmelse, som følger af vores nuvaerende arealanvendelse.
Og jo, det lyder som en sang, vi har lyttet til i årevis, men for hvert år bliver den adskillige vers laengere, og melodien stadig mere vemodig.
imidlertid, at der hersker videnskabelig konsensus og stigende politisk erkendelse af problemet, såvel globalt som nationalt. Man har i både FN og EU besluttet,
Det opløftende er
at der skal tilvejebringes mere plads til natur, og sat et mål om, at 30 pct. af planeten til lands og til vands skal forvaltes med henblik på biodiversitetsbeskyttelse.
Det er en afgørende vigtig, men også monumental udfordring, som rummer dels en lavpraktisk arealplanlaegningsøvelse, men nok så meget en kollektiv erkendelsesproces, der involverer os alle sammen.
Forudsaetningen for at finde plads til naturen i geografien, må nødvendigvis vaere, at vi skaber plads til naturen i vores bevidsthed.
Det fordrer en grundlaeggende forståelse for og accept af biodiversitet som et specifikt, legitimt og jaevnbyrdigt mål for arealanvendelse, som på linje med andre interesser skal kunne udløse dedikeret arealreservation og om nødvendigt prioritering over andre formål.
Det skal med andre ord anerkendes, at der med reel og målrettet biodiversitetsbeskyttelse er en
”ny” og ligevaerdig aktør på banen, som ikke bare skal tilgodeses med det tiloversblevne, når alt andet og alle andre har fået deres.
Vi kan komme langt med multifunktionalitet og grønne synergier, men i sidste ende kommer vi ikke uden om også at operere med et vist mådehold og afståelse af kendte privilegier, hvis vi vil naturen og det faelles bedste.
Siden der ikke findes nyt land at disponere over, må vi vaere parate til at afgive plads (tilbage) til naturen på nogle af de arealer, vi allerede i dag har lagt beslag på.
Dét er rationalet bag Aarhus
Kommunes beslutning om senest at udtage 300 ha landbrugsarealer af produktion med henblik på at omlaegge dem til varig natur.
Aarhus Kommunes samlede areal er på ca. 47.000 ha eller 470 km2 , og i kommunens formulerede na- turpolitik fra 2020, Et Grønnere Aarhus, fremgår målet, at man i 2030 skal have 12.000 ha natur fordelt på 8.000 ha skov og 4.000 ha såkaldt lysåben natur.
Så vidt vides, er der for indevaerende realiseret ca. 8.500 ha fordelt på knapt 3.000 ha lysåben natur og godt 5.000 ha skov. Skulle det lykkes at nå målsaetningen, vil ”naturen” altså udgøre ca. en fjerdedel af kommunens totale areal. I betragtning af at Aarhus er en udpraeget storbykommune med en stadig befolkningstilvaekst, vil det egentlig vaere ganske bemaerkelsesvaerdigt og formentlig det bedste, man kan håbe på.
Hvis man derudover med rimelighed forudsaetter, at Aarhus som netop storbykommune samtidig arbejder aktivt for at fremme og understøtte bynatur og biodiversitet i det urbane rum, ja, så vil man faktisk vaere snublende naer en lokal indfrielse af de visionaere, globale arealmål for naturbeskyttelse. Det skulle man i hvert fald tro.
Det forudsaetter imidlertid, at det afsatte areal rent faktisk effektivt beskyttes og forvaltes for biodiversitet, hvilket på ingen måde er givet med den traditionelle danske naturbeskyttelseslovgivning og forvaltningspraksis, der tillader – og ofte prioriterer – talrige andre interesser og hensyn på arealerne.
for, at vi med udgangspunkt i de udmaerkede målsaetninger skaerper definitionen og vores faelles forståelse af, hvordan en fjerdedel af kommunens areal afsat som ”natur” rent faktisk kan bidrage til at indfri ambitionen om at standse tilbagegangen og fremme biodiversiteten.
Er vi indstillet på, at det betyder ophør af kommerciel tømmerproduktion i skoven, erstattet af aktiv veteranisering af enkelte bevoksninger og traeer, for med overlaeg at svaekke dem og gøre dem til velegnede levesteder for andre arter?
Kan vi leve med ”rodet”, der følger af døde traeer og grene i skovbunden?
Kan vi acceptere mere vand i landskabets lavninger, også dér, hvor vi er vant til at faerdes i løb eller på cykel?
Kan vi nedbryde de unaturligt skarpe overgange mellem naturtyper – og måske ikke mindst forestillingen om dem som naturlige – og i stedet etablere en bølgende foranderlig mosaikstruktur af vekslende landskaber med et langt mere mangfoldigt naturindhold?
Og kan vi sidst, men ikke mindst acceptere flere helårsgraessende dyr og laere at omgås dem uden angst, men med omtanke og respekt for deres vigtige og naturlige økologiske funktioner?
Der er derfor behov
i stand til at traekke os lidt tilbage, dele pladsen og lade naturen vaere mere selvforvaltende,
Er vi med andre ord
uden hele tiden at skulle intervenere for at opnå et snaevert, forudbestemt resultat?
Hvis vi er indstillet på at leve med disse ”benspaend”, som indebaerer forandringer og kraever tilpasninger af vores hidtidige aktiviteter, så er der en reel chance for, at de fine målsaetninger i kommunens grønne vision kan blive andet og mere end bare ”papirnatur” og flere forliste håb.
Alle vi, der beskaeftiger os med naturbevarelse og -genopretning er vant til at klynge os til et halmstrå.
Ikke fordi halmstrået i sig selv repraesenterer den traengte biodiversitet og behøver beskyttelse, tvaertimod, men fordi det i et kulturlandskab som det danske ofte er alt, vi har at gribe i.
Efter årevis med uindfriede politiske løfter og stadig tilbagegang, er der noget saelsomt ironisk, men også smukt i, at netop halmstrået kan blive begyndelsen på fremgang for en rigere natur i Aarhus Kommune.
Hvis vi staedigt klynger os og griber det rigtigt an.