Russerne er blevet mere krigstraette – og mere kyniske
Opbakningen til krigen i Ukraine er ikke overvaeldende, men passivitet og kynisme praeger stemningen i det russiske samfund, hvor Kreml fortsat har rigeligt med politisk manøvrerum.
Med toårsdagen for det russiske angreb på Ukraine i februar 2022 nu synlig i horisonten er der tegn på øget krigstraethed i den russiske befolkning, men endnu ikke skyggen af en organiseret bevaegelse, der kan presse Kreml på området.
Det russiske mediebillede dirigeres fra Kreml (hvad angår de store landsdaekkende medier) eller er praeget af omfattende selvcensur (på mindre medier og landets sociale medier). Kombineret med drakoniske straffe til dem, der protesterer – eller bare kalder krigen for en krig – er det meget svaert at danne sig et daekkende billede af russernes opfattelse af begivenhederne.
Nylige tal fra Levada Centeret, der historisk har vaeret Ruslands mest pålidelige analyseinstitut, giver et noget modsaetningsfyldt indtryk af folkestemningen.
På den ene side siger et stort flertal på 74 pct., at de støtter det, der med en eufemisme fortsat kaldes den militaere specialaktion. Men spørger man lidt anderledes, ønsker 57 pct., at der optages fredsforhandlinger, mens 36 pct. i varierende grad haelder til, at krigen skal fortsaette.
Bygget på mosegrund
Forvirret? Det er russerne også, vurderer Lev Gudkov, mangeårig leder af Levada, over for det tyske magasin Der Spiegel.
»Trods censur og undertrykkelse forstår folk, at krigen fører til kolossale ødelaeggelser og utallige døde på begge sider. Det vaekker dog hverken empati eller en følelse af medansvar. Propagandaen har draebt evnen til medfølelse,« siger Gudkov med henvisning til det hjernevaskagtige bombardement af anti-ukrainsk propaganda, som russisk stats-tv har pumpet ud gennem mere end et årti.
Den kyniske grundstemning i store dele af samfundet er beskrevet grundigt i en rapport, udgivet af taenketanken Carnegie i efteråret under titlen ”Huset i sumpen.”
Her peger forfatterne, de kritiske russiske politologer Andrej Kolesnikov og Denis Volkov, på, at både gruppen af aktive krigstilhaengere og overbeviste modstandere udgør et klart mindretal blandt russerne.
På baggrund af en analyse af opinionsmålinger konkluderer de, at omkring en femtedel af russerne kan karakteriseres som ”høge,” der kraever en fortsaettelse af og gerne optrapning af krigen, mens et nogenlunde tilsvarende antal er krigsmodstandere.
De resterende ca. 60 pct. af befolkningen udgør en form for politisk sump, hvor det kan vaere svaert at hente logiske eller oprigtige svar om holdningerne til krigen.
»Hovedparten af befolkningen er svaert bevaegelig, den udtaler dovent og mekanisk, at den ”i overvejende grad støtter” det, som magthaverne gør, eller ”ikke kan svare på” spørgsmål om, hvad der foregår, om man skal bakke regimet op og om, hvornår ”alt dette” får en ende,« lyder det i Carnegie-rapporten.
Der har aldrig vaeret nogen udbredt offentlig begejstring for krigen i Rusland – f.eks. har de støttedemonstrationer, man har set, helt overvejende vaeret iscenesatte arrangementer af officiel karakter.
Men Kreml har ikke brug for bredt folkeligt engagement, for man kan i høj grad forlade sig på befolkningens passivitet og konformisme: »Flertallet af russerne kraever ikke, at Kyiv eller Odesa skal indtages. De får ikke nogen tilfredsstillelse af kamphandlingerne. Hvis de skulle bestemme, ville de ikke have påbegyndt operationen,« sagde Valerij Fjodorov, leder af det officielle analyseinstitut VTsIOM, i efteråret til russiske medier i et usaedvanligt anfald af åbenhjertighed.
Ligegyldighed af denne art kan endda have sine fordele for Kreml – for skulle man på et tidspunkt søge en forhandlingsløsning i Ukraine, må et flertal ventes også at sluge en sådan udgang på krigen.
Moskva stemmer for krig
Imens kan Putin koncentrere sig om at knaegte modstanden blandt tilbagevaerende oppositionelle grupper.
I første omgang var det provestlige regimemodstandere, ikke mindst Aleksej Navalnyjs bevaegelse, der var målet for undertrykkelsen. Med de fleste profiler fra den fløj for laengst bag tremmer eller i landflygtighed har Kreml i stigende grad kig på de nationalister, der har kritiseret landets militaere ledelse (Jevgenij Prigozjin og lederne af hans klike blev elimineret sidste efterår, mens den åbenmundede militsleder Igor Girkin sidder bag tremmer).
Også kommunistiske elementer, der ikke indordner sig under partiledelsens naesten fuldkomne Kreml-loyalitet, er nu på sigtekornet – senest er den militante kommunistleder Sergej Udaltsov anholdt og sigtet for ”forsvar af terrorisme,” en anklage, der kan udløse en langvarig faengselsstraf.
Siden en mobiliseringsbølge i efteråret 2022 skabte røre, har Kreml holdt igen med tvangsudskrivningen af soldater og saerligt taget med fløjlshandsker på befolkningen i de russiske millionbyer.
Det har givet styret politiske dividender, for hvor det i krigens indledning i høj grad var i Moskva, at man fandt krigsmodstanden, synes hovedstaden – hvis loyalitet er helt afgørende for Kreml – nu at vaere faldet til patten.
»Det er nu den by, hvor indbyggerne (i højeste grad, red.) støtter krigen mod Ukraine. Her siger 50 pct., at kamphandlingerne skal fortsaettes. Til sammenligning er det bare 31 pct. på landet og 37 pct. i mindre byer,« sagde Lev Gudkov til Der Spiegel
Trods censur og undertrykkelse forstår folk, at krigen fører til kolossale ødelaeggelser og utallige døde på begge sider. Det vaekker dog hverken empati eller en følelse af medansvar. Propagandaen har draebt evnen til medfølelse LEV GUDKOV, LEDER AF LEVADA - TIL DER SPIEGEL