De politiske realiteter efter valget i Taiwan er grumsede
Taiwans praesident er i mindretal i parlamentet efter jordskredsvalg for et tredje politisk kraftcenter.
Se realiteterne i øjnene, lyder budskabet fra Taiwan til Kina efter lørdagens valg.
»Udenrigsministeriet opfordrer myndighederne i Beijing til at respektere valgresultatet, se realiteterne i øjnene og opgive undertrykkelsen af Taiwan, så det positive samspil på tvaers af straedet kan komme tilbage på rette spor,« hedder det i en ministeriel erklaering.
Men hvad realiteterne egentlig er, er svaert at vurdere efter et valg, der umiddelbart signalerer status quo, men samtidig indeholder en raekke nye, ukendte faktorer.
Realiteterne har ikke aendret sig markant udadtil og i forhold til Taiwans rolle som braendpunkt i den kolde skyggekrig mellem stormagterne Kina og USA.
Kina kalder stadig Taiwan for kinesisk territorium og har mobiliseret diplomatiet til at gå i rette med Antony Blinkens lykønskning til den nyvalgte praesident, Lai Ching-te. Samtidig med at udenrigsministerens chef, Joe Biden, i en kommentar fastslår, at USA ikke støtter et selvstaendigt Taiwan.
Kina fortsaetter også ufortrødent med at opsluge Taiwans sidste internationale diplomatiske støtter. Honduras skiftede sidste år, og to dage efter valget flyttede den lille ønation Nauru sin støtte fra Taipei til Beijing.
Dramatisk forandring
Derimod udløste valget en dramatisk aendring på den nationale politiske scene.
For første gang siden 2000 har Taiwan fået en praesident, der ikke er valgt med over 50 pct. af stemmerne. Lais demokratiske parti, DPP, mistede sit parlamentariske flertal, og Taiwan har nu fået et tredje politisk kraftcenter med base i øens unge segment.
Lai fik 40 pct. af stemmerne, det traditionelt Kina-orienterede parti Kuomintangs kandidat Hou Yu-ih 33 pct., og Ko Wen-je fra Taiwans Folkeparti 26 pct.
Til sammenligning vandt Lais forgaenger Tsai Ing-wen det foregående valg med 57 pct. af stemmerne med en enkelt kandidatrival og med 56 pct. i 2016, da hun havde to modkandidater.
De nye politiske realiteter i vaelgermassen medførte, at DPP tabte 10 mandater, mistede sit absolutte flertal og endda måtte se Kuomintang komme ud som det største parti med 52 mandater mod DPP’s 51. Nu sidder Ko med otte mandater som tungen på vaegtskålen. Der skal 57 til et flertal.
Jordskred for Folkepartiet
Ser man kun på de rene stemmetal, var valget et historisk jordskred for Folkepartiet. Taiwans system er en blanding af rene kredsmandater og forholdstalsvalg. Som en relativt ny politisk kraft har Folkepartiet endnu ikke tyngde nok til at vinde kredsmandater. De otte mandater er alle valgt på forholdstal. Men 3 mio. stemmer nationalt mod 4,6 mio. til Kuomintang og 5 mio. til DPP afslører, at partiet har bred opbakning overalt i befolkningen.
Hvor det traekker Taiwan hen, er umuligt at forudse. Det står klart, at praesident Lai får en turbulent praesidentperiode med risiko for at se sine politiske initiativer strande i et fjendtligt parlament. Men det er ikke det samme som, at Kina-politikken bliver det centrale element i den politiske kamp mellem praesident og parlament.
Folkepartiets succes er nye generationers opgør med de to gamle partiers fastlåste positioner. Men deres udgangspunkt er, at Taiwan er et selvstaendigt samfund. Selv om det måske ikke fører til genoptagelse i FN, drømmer partiets vaelgere heller ikke om at blive en del af Kina. Deres realiteter er, at Taiwan aldrig bliver en del af Kina. De kraever derimod, at politikerne finder en måde at samarbejde på om Kina-politikken, sideløbende med at de prioriterer nationale udfordringer som inflation og boligmangel.
Kuomintang taler heller ikke om tilslutning. Partiets positive holdning over for Kina handler mere om en nationalistisk, historisk og etnisk samhørighed end faelles politiske projekter.
Lai nedtonede retorikken
Lai var i sine yngre år en af de mest kritiske modstandere af nogen form for tilknytning til Kina. Men han nedtonede retorikken betydeligt under valgkampen, og afstanden mellem de politiske baerende kraefter er måske mindre, end den nogensinde har vaeret.
Det kan åbne for nogle forhandlinger med Kina om normalisering ud over de faelles berøringsflader, der allerede eksisterer i form af store taiwanske investeringer i Kina.
Realiteterne er, at Kina ikke har nogen reel mulighed for at realisere sit krav på Taiwan. Men at Kina for naervaerende vil vaere tilfreds med, at Taiwan ikke aktivt søger selvstaendighed.
Realiteterne i Washington er, at USA er mere end tilfreds med, at den politiske situation i Taiwan er mere grumset end tidligere, så konfrontationen med Kina i Taiwanstraedet kan neddrosles, mens USA har mere end rigeligt at se til i Ukraine og Mellemøsten.
I Taiwan er realiteterne, at befolkningen 74 år efter borgerkrigens afslutning har vaennet sig til at leve med, hvad Mao Zedong ville have kaldt »en papirtiger« i baghaven og ikke nødvendigvis behøver en afklaring i den ene eller anden retning.
De nye realiteter er som de gamle, at Taiwan fortsat er et globalt braendpunkt, men med visse muligheder for, at spaendingerne kan nedtones i kraft af den nye parlamentariske sammensaetning.
Udfordringen fremover bliver stadigvaek at forhindre en kold krig i at udvikle sig til en varm.