Da mesterkokken mødte bokseikonet – med en båndoptager og en pose øl på cykelstyret
Kokken Allan Schulz tog som dreng på uanmeldt besøg hos verdensstjernen Tom Bogs i Vanløse. Et møde, der satte varige spor. Og naeppe ville kunne finde sted i dag.
Det var laenge før, at han blev en af landets førende kokke. Faktisk kan Allan Schultz ikke rigtig huske, hvornår han mødte Tom Bogs. 1981 er hans bedste bud.
Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det skete. Han har båret oplevelsen med sig altid.
Vi sidder i Parsley Salon, en restaurant på Strandvejen under Hellerup Park Hotel. Jyllands-Postens madanmelder gav stedet fem stjerner i efteråret. Allan Schultz kan altså finde vej i et køkken, men i dag skal han vaere fortaeller.
Han har lovet at berette om, dengang han som dreng to aftener i traek besøgte den tidligere europamester i boksning. Tom Bogs gik bort den 22. december. Et dødsfald, der stadig bevaeger Allan Schultz.
Mesterkokken har sørget for kaffe. Han søger øjenkontakt hen over sit krus, inden han nikker imod iPhonen på bordet, som skal optage hans ord.
Han begynder:
»Jeg er årgang 1965, og når vi drenge legede i gården dengang, så var vi Tom Bogs. Manden var et faenomen, altså bare navnet. Han var indbegrebet af boksning, folkelig, men samtidig en mytisk figur,« siger Allan Schultz og fortsaetter:
»Tom var den første superstjerne i Danmark,
men jeg havde ingen som helst fornemmelse af, hvem han var som menneske. Det er jo en oplevelse, som unge piger og drenge også har i dag: Man bliver fascineret af en person, og så kommer vedkommende op at haenge på vaeggen.«
Besøget hos Tom Bogs
Allan Schultz voksede op i indre København, men flyttede senere til Højstrupvej i Vanløse med sin familie. I 9. klasse eller muligvis 1. g skulle han lave en større skoleopgave, og han blev besat af tanken om, at han skulle løse den ved at tale med Tom Bogs. Helten, hvis aktive karriere nu var forbi, boede 500 meter fra ham ovre på Tryggevaeldevej.
»En dag tog jeg min cykel – min fars aflagte med lukket krank, som jeg havde arvet – og kørte af sted. Jeg passerede Toms hus nogle gange, inden jeg til sidst fik taget mod til mig. Klokken var 18-19 stykker, og det var nok lidt for sent. Men jeg ringede på døren og var optimistisk. Jeg havde hørt, at han var supersød. Han åbnede selv …«
Stop, vi tager lige en cliffhanger her. Kan du ikke prøve at komme naermere, hvad det var, der fascinerede dig ved ham?
»Jamen det er virkelig svaert. I dag kan jeg jo se, at han var et fysisk pragteksemplar og Hollywood-agtig flot, men dengang var man ikke optaget af kropsidealer. Dyrkelsen af den aestetik kom først senere, og bodybuilding blev betragtet som latterlig i begyndelsen. Så det var nok det, at der ikke var noget praetentiøst over Tom. Han var en af vores egne. Og så var der ikke ret mange sportsidoler. Der var kun ham og Allan Simonsen.«
Allan Schultz vender tilbage til døråbningen på Tryggevaeldevej:
»Tom var iklaedt almindeligt hverdagstøj, mild og venlig. Jeg fik fremstammet, at jeg skulle lave en opgave. Ikke at jeg var fan af ham, det ord brugte man slet ikke. Han sagde ”kom ind” og viste mig ind i en stue, en almindelig stue. Det kunne have vaeret min egen families stue. Vi sad og snakkede lidt. Hans kone var hjemme, og hun havde travlt med børnene. Efter lidt tid spurgte han, om jeg kunne komme på besøg dagen efter i stedet. Og gerne lidt senere. Så ville han fortaelle det hele. Vi sad alligevel og sludrede lidt, inden jeg gik,« siger Allan Schultz.
Handskerne kom frem
Naeste aften cyklede unge Allan Schultz igen til Tryggevaeldevej. Denne gang medbragte han en båndoptager og en pose øl.
»Sådan var det jo. Når man mødte naboen, drak man en øl. Jeg drak ikke selv, men det var høfligt at tage øl med. Jeg ringede på igen. Tom åbnede, igen i almindeligt tøj, og inviterede mig ind som aftalt. Det var et paent og ordentligt hjem, men der boede nogen: støvler i gangen, aviser forskellige steder,« fortaeller Allan Schultz.
Med en pegefinger i bordet viser han planløsningen, og hvordan han kom fra entreen til stuen.
Den unge gaest fik anvist en stol. Bokseren satte sig i en lidt slidt sofa overfor og begyndte at tale om sin karriere.
»Han talte til mig, som om jeg var en af hans venner, selvom jeg var en fremmed dreng. Hvad jeg spurgte om, kan jeg ikke huske, men jeg tror heller ikke, at det var nødvendigt at spørge. Tom var forberedt. Scrapbøgerne
var taget frem, og undervejs hentede han sine handsker fra Monzon-kampen om verdensmesterskabet. Han fortalte, hvor hårdt Monzon slog. At det var som at blive ramt af et tog. Han viste mig sine kåber og fortalte, hvilke kampe de hver isaer var brugt til. Der var meget at tale om, for der var meget, jeg ikke vidste. Man hørte om ting dengang. Man kunne ikke slå alt op på nettet.«
Kapitalismens fallit
Allan Schultz husker det, som om han blev i huset i tre-fire timer. Han betegner Tom Bogs som det rareste menneske, han nogensinde har mødt. For ham er bokserens dødsfald en påmindelse om, hvor anderledes verden engang var.
»Nyhedsbilledet var et andet. Når der skete noget stort – når Tom eller Muhammad
Ali boksede – vidste alle det. Alle. Det stod alene,« siger Allan Schultz og betoner en anden afgørende forskel.
»Et menneske med Toms status ville slet ikke bo sådan i dag, det var jo et arbejderkvarter. I dag skifter dygtige sportsfolk miljø. Hele strukturen omkring dit liv bliver forvandlet, i det øjeblik du bliver succesrig. Det stikker af. Tom var tilgaengelig, og han boksede ikke for at blive rig, ligesom Allan Simonsen ikke blev en vidunderlig fodboldspiller, fordi han ville vaere rig. Tom havde ikke en krone, da jeg mødte ham. Jeg mener, at han var murer eller måske renovationsarbejder. Under alle omstaendigheder var han godt tilfreds. Han så ikke sig selv som en, der havde fortjent mere.«
Undskyld, men det lyder lidt, som om alt var bedre i gamle dage?
»Det var det da også – på det her punkt. Du er jo ikke bedre end andre mennesker, fordi du er dygtig til at bokse eller spille fodbold. Det giver ingen mening. Jeg er ikke kommunist eller noget, jeg ser bare, at kapitalismen har slået fejl. Nu er det ikke markedet, der bestemmer. Markedet bestemmer ikke engang, hvilken rullepølse du skal købe. Det er dem, der laver den, der bestemmer. Kapitalfonde har snart købt hele lortet, så den lille slagter henne på hjørnet ikke kan overleve ved at lave sin egen. Den mentalitet gør sig gaeldende i alt, synes jeg: Man vil eje det hele. Vaerdiforståelsen er stukket af,« siger Allan Schultz.
Svaert ved at sige nej
Og hvad er det, Tom Bogs repraesenterer for dig i den forbindelse?
»At der ikke var så stor forskel på folk. Altså, det hele var jo ikke bedre, man var også bange for russerne og atomkrig, men man skulle ikke eje det hele. Da jeg laeste om Toms død, taenkte jeg på, at hans måde at vaere på kom fra en anden tid. Han havde ikke behøvet at invitere mig ind i sit hus, men det gjorde han. To aftener i traek. Det havde vaeret naturligt, hvis han havde sagt nej og lukket døren. Men han gjorde en forskel ved at vaere den, han var. Jeg tror ikke, at du kan cykle ud til ret mange sportsfolk i dag og banke på deres dør og blive inviteret indenfor. Det er ikke for at lange ud efter dem. Det er bare blevet sådan. Alle vegne.«
Allan Schultz blev stjernekok i 1990’erne, en af dem, der var med helt fremme i skabelsen af en gastronomisk bølge i København. Det er ikke umuligt, at Tom Bogs ydede et bidrag til det.
»Folk går ind i ens sjael, hvis man lader dem. Man spejler sig i mennesker, man kan lide, og jeg har altid vaeret stolt af at have mødt Tom. De idoler, man har som barn, fader ikke rigtigt. Jeg tror, at jeg ubevidst har ladet staerke individualister saette barren for mig. Tom var kendetegnet ved sit fighterinstinkt, men han adskilte sig også fra andre ved at kunne rumme at vaere så stor en stjerne og samtidig vaere jovial og inkluderende. Der var ingen i hans verden, der var bedre end andre. Det kunne man maerke. Han følte sig ikke større eller mere speciel end dig. Han gav nok mere, end hans naermeste syntes var rart, og han havde svaert ved at sige nej til andre.«