Håndboldlandshold tåler ikke kritik

»Respektløst« er det nye modeord i sportens verden. Det bruges, hvis en traener eller en spiller får et kritisk spørgsmål, eller hvis en tv-reklame ikke passer ind i den enkelte sportsudøvers selvforståelse.

Senest har både spillere og traener på det danske landshold i håndbold taget ordet i munden i forbindelse med europamesterskaberne, der afvikles i disse dage. Hidtil har det ellers vaeret forbeholdt spillerne på fodboldlandsholdet. Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, har kaldt kritikken af sin landstraener Kasper Hjulmand for respektløs, og Hjulmand har kaldt spørgsmålene om Kasper Schmeichels evner som målmand respektløse.

Baggrunden er en netop overstået kvalifikationsturnering til EM, hvor landsholdet spillede draebende kedeligt og uinspireret. Danmark havde store problemer med at slå miniputnationen San Marino, hvis eneste landskampsejr forekom i en venskabskamp mod Liechtenstein i 2004.

Stort set alle fodboldspillerne på landsholdet er mangemillionaerer. På den måde har de lagt afstand til den øvrige befolkning, men sådan må det vaere. Problemet er den forkaelede selvforståelse, der ikke tåler modsigelse eller kritik. Dermed laegges afstand til de fans, der jo betaler fodboldspillernes astronomiske lønninger. Man fristes til at kalde det respektløst.

Kulminationen på landsholdsspillernes selvforståelse var en strejke i 2018. Uenigheden drejede sig om alt fra betaling, bonusser og rettigheder. Det sidste er altafgørende for DBU, der må arbejde hårdt for at få sponsorater til at finansiere forretningen og ikke kan tillade sig, at spillerne løber rundt og reklamerer for konkurrenterne. Det medførte voldsom kritik.

Strejken betød, at DBU måtte sende et vikarlandshold bestående af 24 friske amatører - heraf et par futsalspillere - til officiel landskamp i Slovenien. Deres heroiske nederlag blev set af over 600.000 danskere - flere end, når det ”rigtige” landshold spillede. Det er tankevaekkende, at landsholdet først genvandt sin popularitet, da Christian Eriksen fik hjertestop i Parken i juni 2021.

I håndboldsporten bør man taenke sig rigtig godt om, inden man kopierer fodboldmillionaerernes ageren.

Håndbold er en kulturinstitution i både større og mindre byer over hele landet. Det er en folkelig sport, og seerskaren ved håndboldlandskampe er langt bredere, end når der vises landskampe i fodbold. Derfor burde det vaekke bekymring i forbundet, at medlemsskaren er faldet til ca. 1 mio. - 20 pct. faerre end i 2006. Vaerre er det, at der nu kun er lidt over 700 håndboldklubber herhjemme - et fald på naesten 25 pct. i samme periode. Mange tomme tilskuerpladser ved det netop overståede VM for kvinder i Herning bør også give stof til eftertanke.

Håndboldsporten har sine rødder i de små samfund, hvor tusindvis af frivillige uden betaling knokler for at give de professionelle spillere de allerbedste vilkår. Håndbold er en sport med ydmyge aktører. Der er tradition for, at både tilskuere, frivillige ledere og journalister har haft let adgang til både spillere og traenere. Det har faktisk vaeret håndboldlandsholdets styrke i mange år.

Håndboldsporten har sine rødder i de små samfund, hvor tusindvis af frivillige uden betaling knokler for at give de professionelle spillere de allerbedste vilkår.

Det er på tide, at man på det danske landshold finder ydmygheden frem igen. Uden folkelig opbakning vil håndboldsporten få det svaert.

Håndbold appellerer til alle, og det vil vaere aergerligt og skamløst at saette over styr. Det bør landsholdspillerne vaere sig bevidst, når de forhåbentlig står på medaljeskamlen den 28. januar. Alt andet ville vaere respektløst.