Kong Frederiks manifest viser en mand af tiden, parat til ansvaret
En aerlig, åben, begavet og velfortalt bog, som ovenikøbet for en gangs skyld er Frederiks egne ord.
BIOGRAFI
KONG FREDERIK X fortaeller til Jens Andersen
112 sider, 250 kr.
Politikens Forlag
Kong Frederik indleder sit royale manifest med en saetning, der saetter ham i relief:
»Jeg er stolt af at vaere dansk. Stolt af vores land og flag, vores rigsfaellesskab og alt det, jeg repraesenterer.«
I den korte bog – ”Kongeord” er på blot 112 sider – folder kongen sig selv og sine idealer ud i koncise, myndige og, tør jeg roligt sige, empatiske saetninger. Frederik naevner selv, at han og dronning Mary er »børn af vores tid« – og netop den erkendelse er konstant til stede i bogen, som giver et aerligt og åbent indblik i den nye regents indre tanker:
»Jeg er nu engang det menneske, jeg er. Det vil jeg også bestraebe mig på at udfolde som konge af Danmark.«
Og det menneske, han er, kommer vi taet på i bogen, som er forfattet af Jens Andersen, en af vores fineste biografiskribenter. Andersen udgav blandt andet i 2017 biografien ”Under bjaelken” om dengang kronprins Frederik. I ”Kongeord” har han interviewet kongen og dernaest skrevet bogen i jegform, hvilket giver den autenticitet. Man fornemmer virkelig, at det er netop Frederik, der taler.
Den 55-årige Frederik virker i den grad som en mand, der er parat. Den tøvende, måske endda utilpasse kronprins, vi, der er vokset op med ham, erindrer, er vaek. Der er en selvsikkerhed til stede i bogen, som smitter af. De, der har vaeret bekymret for – og de findes jo – om han er for meget ”partyprins” eller ”sportstosset”, vil blive overrasket over den dybe forståelse for landets historie og kultur, som han levende beretter om.
»Verdens undergang«
Bogens første kapitel – ”Fra kronprins til konge” – er det mest personlige. Her fortaeller han aerligt og sympatisk om, hvordan han har udviklet sig fra som barn og ung at have »svaert ved at forlige mig med tanken om at engang at skulle vaere konge« til i dag at vaere fuldkommen parat. Det »huede« ham »bestemt ikke«, da han var teenager, og 18-års fødselsdagen »husker jeg som noget naer verdens undergang«.
Rørende er også historien om dengang, det for alvor gik op for ham, at der var forskel på ham og hans lillebror. Frederik var ni år, da han med familien var på besøg på Schackenborg Slot i Møgeltønder. Familien Schack havde ingen børn eller arvinger og gav derfor slottet til prins Joachim.
Det syntes Frederik var »vildt uretfaerdigt« – for mens lillebror fik noget håndgribeligt, så fik kronprinsen ikke noget slot. ”Hvad så med mig, hvad skulle jeg have,” erindrer han at spørge om:
»Mine foraeldre svarede, så vidt jeg husker, noget i retning af, ”alt det, du står på – og alt det, der ligger omkring dig”. For en ni-årig var det ret så abstrakt at forholde sig til.«
Voksen som frømand
Frederik fortaeller også her om sine forbilleder – dem, der hjalp ham på vej. Ikke mindst dronning Ingrid, hans mormor, var den, der stille, men sikkert, gav ham ro til at finde sin rolle – herunder hvad han skulle bruge sin tid til i alle de år, der måtte gå, inden han selv blev regent. Frederik 9., hans morfar, husker han ikke selv, da han kun var tre et halvt år, da han døde, men det er tydeligt, at han er et forbillede for den nye konge.
Det tidspunkt, hvor Frederik endelig for alvor forliger sig med sin skaebne, er, mens tager frømandsuddannelsen i 1995-96. At komme igennem det – psykisk og fysisk – laerte ham, at »man kan komme laengere med sig selv, end de fleste tror, ved at miste fodfaestet for en stund, som Kierkegaard sagde«. Det gav den selvtillid, der nu er så tydelig. Mødet med Mary i Sydney i Australien er en anden milepael, som betød, at han med dronning Margrethes ord ved deres bryllup »fandt frem til mit sande jeg og til roen og glaeden«.
Formålet med bogens hovedkapitler et at forklare, hvad der ligger bag det valg af valgsprog – kaldet kongeord af den nye konge – som han proklamerede ved sin tiltraeden:
»Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.«
Forbillederne
Frederik udviser en bredde og en dybde, når han forklarer de grundige overvejelser bag. Han beskriver, hvilke konger han finder mest inspiration hos – blandt andre Christian 3., Valdemar Sejr, Valdemar Atterdag, Christian 4., og, selvfølgelig, sin
mor og morfar. Jeg kan ikke lade vaere med at blive fascineret over og misundelig på en fyr på min egen alder, der kan beskrive sin families tusinde år lange historie og derved danmarkshistorien. Det er godt fortalt.
De mere kristne danskere, som blev stødt over, at Frederik ikke naevner Gud i sit valgsprog, kan ånde lettet op. I bogen fremstår kongen som en flittig kirkegaenger, som beder fadervor for sin små børn, og, ganske interessant, binder kristne begreber – isaer naestekaerlighed og barmhjertighed – sammen med danske vaerdier. De er »forbundne«. Han beskriver også, hvordan kirkerummet bevaeger ham, hvilket han ikke forsøger at skjule:
»Det er kun godt, tror jeg, at man kan bevaeges.«
Kongen kommer til sidst i bogen med en central og vigtig rettesnor for Marys og sit virke som regenter. At vaere »forpligtet« betyder, at »man tager ansvar for noget eller nogen«. Han skriver:
»Vi lever i en tidsalder, hvor det er meget mig, mig, mig og ego mig her og ego mig der … i mange vestlige samfund er det vigtigste spørgsmål, ”hvad kan I gøre for mig?” Alt for sjaeldent er det den anden vej rundt, ”hvad kan jeg gøre for jer?”«
Bogen emmer af en konge, der i hvert fald har som mål at vaere noget for andre. Manifestet giver en rettesnor. Nu, hvor han er indtrådt som regent, får han chancen for at bevise, at han mener, hvad han siger. Visionen er i hvert fald lagt frem.
Med ”Kongeord” kommer vi ganske taet på vores nye konge i en aerlig, åben, begavet og velfortalt bog, som ovenikøbet for en gangs skyld er Frederiks egne ord. En vellykket bog.
Bogen emmer af en konge, der i hvert fald har som mål at vaere noget for andre. Manifestet giver en rettesnor. Nu, hvor han er indtrådt som regent, får han chancen for at bevise, at han mener, hvad han siger.