Blodbad er en fascinerende fiasko

Sjaeldent har så mange store stjerner båret en så fejlslagen film – alt er galt, og det er saert fascinerende at betragte.

DRAMA/ACTION

SVERIGE, DANMARK 2024 Instruktør: Michael Håfström Varighed: 2 timer og 25 minutter

Premiere 18. januar »Swedish motherfuckers,« lyder brølet, og så er vi ret hurtigt klar over, at det naeppe er historisk akkuratesse, der plager årets første regulaere harmonikasammenstød af en film.

Sjaeldent har en film, der har kostet så meget og faktisk baerer sit budget nydeligt på laerredet, vaeret så plaget af et vaeld af modsatrettede intentioner.

Baggrunden er danske Christian II’s erobringsforsøg mod Stockholm, der endte med det sagnomspundne blodbad, hvor den svenske højadel tabte hovederne på stribe. Selvfølgelig skal der laves en film om dét. Men jeg er ret sikker på, at den brede historieinteresserede befolkning med smag for det makabre ikke havde forventet sig dette her.

Ét er, at filmen er indspillet på engelsk for at taekkes det store internationale marked, men det står ret hurtigt ret klart, at holdet bag kameraet har taenkt langt mere på Tarantino og ”Kill Bill” end på Johannes V. Jensen og ”Kongens fald”.

Frygten for at lave noget støvet og musealt er druknet helt i lysten til at lave noget, der kunne få de unge til at sige ”wow’”og deres foraeldre til at korse sig. Derfor kører vi hårdt på med introtekster og et øgenavn til alle nye personer i det spraglede galleri.

Centralt står Claes Bangs psykopat-dandy, Christian II (som filmens svenske fokus taget i betragtning hedder Kristian Tyran), som i tyndvaevede skjorter og ekstra puf i skridtet spiller som en vaegelsindet rockstjerne. Omkring ham vimser en identitetsforvirret Mikkel Boe Følsgaard, som godt kan lide at hugge hoveder af folk, men også er – nok ganske berettiget – i tvivl om sin plads i det hinsides.

Helt galt går det under halshugningerne, hvor instruktøren erindrer slutscenen af ”Apocalypse Now” og lader Følsgaard danse rundt i modlys, badet i blod og et bekvemt regnvejr og ligne en boyband-musikvideo fra 1990’erne. Jakob Oftebro har lidt mere succes med sin forsmåede biskop Trolle, og Ulrich Thomsen smisker som hofsnogen Hemming Gadh, der spillede på begge heste i håbet om at vinde bare lidt.

”Kill Bill” på svensk

Alt sejler med andre ord i herregarderoben. Marginalt bedre går det for kvinderne, for faktisk starter ”Stockholm Bloodbath” som kvindernes film. Alba August er den stumme Freja, der slår følge med Anne, der har tråde ind i det svenske magtcentrum.

I filmens åbning slagter Christian II’s maend Annes familie, så de to kvinder laver en ”Kill Bill”-liste over dem, der har gjort dem fortraed – og den bliver filmens noget haltende motor, hvor de haevndrab for haevndrab kan krydse listen af. De er faktisk interessante at følge, men de glemmes i stigende grad, som handlingen naermer sig Stockholm og det blodbad, som filmen lover – og som trods rigelig udpensling faktisk også skuffer lidt.

To en halv time er alt, alt for meget at bruge på en historisk ramasjangfortaelling, der spiller i moderne, selvironiske klaeder. Tarantino har vaeret forbilledet, men man taenker den kitschet-katastrofale ”Wild Wild West”, når det står vaerst til, og den effektivt blodige Anden Verdenskrig-pastiche ”Overlord”, når stiløvelsen i korte øjeblikke faktisk lykkes.

Vi får nul indsigt i det politiske spil, og det egentlige drama mellem magthaverne fortaber sig i fjollerier. Til gengaeld får vi en dronning, der ”snupper en rigtig tøsedag” med en af vores hovedpersoner, et hofbal, der går over i fuldkoreograferet popfest og ender i lystigt orgie – og en voldaestetik, der egentlig bare understreger, at alle bag filmen hellere vil lave noget andet end at give en af de mere kulørte og dramatiske fortaellinger fra vores faellesnordiske historiebog en ordentlig behandling.

Voldsomt skuffende, men samtidig – som det harmonikasammenstød, ”Stockholm Bloodbath” er – også saert fascinerende at betragte.