Emma Stone brillerer i Yorgos Lanthimos’ nyeste genistreg
Yorgos Lanthimos’ seneste film er et mestervaerk, der blaeser konventionerne et stykke og byder trodsen velkommen.
DRAMA
IRLAND, ENGLAND, USA, 2023 Instruktion: Yorgos Lanthimos 2 timer og 21 minutter Premiere den 18. januar
Da graeske Yorgos Lanthimos efter sin gennembrudsfilm, ”Dogtooth”, i 2009 blev kendt som instruktøren, der kickstartede graesk films såkaldte weird wave, var der naeppe nogen, der helt havde kunnet forudse, hvor maerkelige film instruktøren havde i sig.
For modsat andre europaeiske arthouse-instruktører, der har det med at tilpasse sig populaerkulturens hovedstrømme, når de kommer til Hollywood, så har Lanthimos bare perfektioneret sin aparte samfundssatire og sine til tider groteske aestetiske visioner i mødet med filmindustriens rigtig store penge. Også i sit samarbejde med stjerneskuespillere som Colin Farrell, Rachel Weisz og Olivia Colman for bare at naevne et par stykker har Lanthimos, ikke ulig Lars von Trier, drilsk leget med berømthedernes stjerneimage og fået dem ud, hvor man ikke troede, de kunne bunde.
Det er heller ikke mindst på grund af samarbejdet med vidunderlige Emma Stone, som også brillerede i Lanthimos’ Oscar-vinder ”The Favourite” (2018), at instruktørens seneste film, ”Poor Things”, ligner et uomtvisteligt hovedvaerk. Som en kombination af skabelsesberetning, Frankenstein-fortolkning, feministisk odyssé og parallelhistorisk periodedrama udspiller fortaellingen om Bella Baxter (Stone) sig som en filmisk centrifuge, man slet ikke har lyst til at slippe ud af.
Der er komplet uoverensstemmelse mellem krop og sind hos Bella, må hendes skaber, den vaeldig eksperimenterende videnskabsmand dr. Godwin Baxter (Willem Dafoe), som Bella konsekvent omtaler som ”God”, erkende. Den voksne kvindekrop kontrasteres skarpt af et i filmens begyndelse uformående sprog, og hendes måde at bevaege sine lemmer på minder mere om en kaempebaby eller en marionetdukke end en voksen kvinde.
Fra sort-hvid til farver
Hvordan Bella er endt, som hun er, skal ikke afsløres her, men i Baxters residens, der i filmens begyndelse er skildret i sort-hvid, er intet normalt. Godwin selv har et arret ansigt og en krop, der er martret af hans egen fars eksperimenter, og rundtomkring i haven løber underlige skabninger, såsom et vaesen med en hønes krop og en hunds hoved.
Alt dette må den studerende Max MacCandles (Ramy Yussef) lamslået bevidne, da han takker ja til at monitorere Bellas udvikling. Han følger nøje, hvordan hun spiser, hvordan hendes motorik udvikler sig, og ikke mindst hvordan hendes ordforråd eksploderer. Max er så fascineret af dette maerkvaerdige vaesen, at han ikke kan undgå at blive forelsket i hende, og da Godwin foreslår, at de bliver gift og til gengaeld lover for altid at blive boende i hans aflukkede hus, takker Max ja.
Men så vidt skal det ikke komme, for Bella finder af egen drift ud af, at hun kan tilfredsstille sig selv, og så åbner verden sig ellers i bogstaveligste forstand. Med hjaelp fra den forføreriske og selvtilfredse advokat Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo i en pragtrolle), der ser sig selv spille en afgørende rolle i Bellas seksuelle dannelsesrejse, tager hun ud i verden, som Lanthimos pludselig bader i farver. Fra Lissabon over en dampskibsrejse til Graekenland og videre til Paris rejser Bella på sin lysts nåde rundt i en forvraenget fortid.
Imponerende fortolkning
”Poor Things” er ligesom ”The Favourite” baseret på et romanforlaeg, som Tony McManara har adapteret til filmmanuskript. Det er gotisk, aparte, morsomt og intellektuelt dybt stimulerende på samme tid. Billederne, som er skudt af fotograf Robbie Ryan, er i den grad medfortaellere, og både intensiverede farver, forvredne perspektiver og en overdådig scenografi, hvis stoflighed er naesten sanselig, maetter filmen fuldt ud.
Undervejs er man som publikum lige så forført som de mennesker, Bella møder på sin vej, og man hengiver sig til Stones imponerende fysiske fortolkning af en kvindes møde med verdens uret og muligheder. I en af filmens bedste scener sender Lanthimos kaerlige hilsner til den dysfunktionelle familie i ”Dogtooth”, hvor de indespaerrede døtre opfører en aparte dans. Det gør Bella også i ”Poor Things”, og ve den, der ikke danser med.
Undervejs er man som publikum lige så forført som de mennesker, Bella møder på sin vej.