Misforstået omsorg har skabt mistrivslen

I JP 7/1 omhandler en tosiders artikel en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. Den bygger på svar fra ca. 50.000 erhvervsaktive unge mellem 18 og 34 år. Temaet er (nok engang) aldersgruppens mistrivsel – denne gang dog begraenset til kun at omhandle de unges mistrivsel på arbejdspladserne.

Professor Lau Casper Thygesen, som står bag rapporten, kalder den selv »alarmerende« og tilføjer bl.a., at »det overrasker og bekymrer os, at stigningen er så stor«. Og stor, det er den! Fra at 8,5 pct. i 2013 følte mistrivsel på jobbet, er det nu 18,3 pct.

Arbejdslivsforsker på RUC Henrik Lund har tre bud på, hvorfor det ser sådan ud. For det første: De unge har ofte en meget travl hverdag. For det andet: Øget psykologisering i samfundet gør, at problemer som f.eks. angst og depression i højere grad italesaettes. For det tredje: De unges høje forventninger til sig selv, bl.a. genereret igennem de sociale medier. Godt så! Det er med stor sandsynlighed rigtigt nok en del af forklaringen.

Nu er jeg ikke forsker – ikke engang akademiker. Jeg er blot en ganske almindelig observatør, og jeg havde nok tilføjet: De fleste unge er aldrig blevet klaedt på hjemmefra til at møde nogen form for pres – endsige krav. De seneste 2030 års unge er i uhyrlig grad blevet skaermet for al modgang af deres foraeldre. En ny status til barnet i familien, kombineret med foraeldreparanoia over, hvad der kan ske ude i den farlige verden, har skabt mantraet om beskyttelse, beskyttelse og atter beskyttelse.

Lagerchef, Langå

I en slags misforstået omsorg har foraeldre villet gøre livet så let som muligt for deres børn. Ved den mindste modgang er de straks trådt til med førstehjaelp. De stakkels børn har fået opfattelsen af modgang og pres som noget uretfaerdigt og personligt rettet imod dem. Selv simple krav og pligter får status af ”modgang”, og da børnene sjaeldent selv har måttet bekaempe modgangen, har de aldrig laert at håndtere den. Hvordan i alverden havde man forestillet sig, at unge så ville kunne klare sig problemfrit på et arbejdsmarked, der bliver mere og mere kraevende? Eller alle andre steder for den sags skyld.

Det er uforståeligt, at en så åbenlys virkelighed aldrig bliver bragt ind i debatten om de unges mistrivsel.

Hvorfor tør ingen i det etablerede forskermiljø tage det op? Er det, fordi man godt ved, at man vil få ca. 90 pct. af alle moderne foraeldrepar på nakken? Og ja, jeg ved det godt: ”Dagens ungdom er uden rygrad”, har alle dage vaeret en udbredt opfattelse blandt mange af os aeldre.

Den helt afgørende forskel er blot, at det nu ikke er ungdommen selv, man skal bebrejde noget – det er deres foraeldre.