Medierne skaber kongehusets popularitet med ukritisk vaeg til vaeg-daekning
Jeg troede, journalister laerte, at man ikke skal lefle for nogen, men holde øje med dem? Medierne serverede helt ukritisk reportage om kongehuset.
To dages fjernsyn på begge Danmarks tv-stationer for det danske kongehus virker som forventet.
Opbakningen til kongehuset måles nu til et sted mellem 70 og 80 pct. i befolkningen ifølge de seneste meningsmålinger.
Det er dygtigt iscenesat og koreograferet fjernsyn direkte på danskernes store medieplatforme, der sikrer resultatet.
I forbindelse med en hvilken som helst begivenhed, som berører de kongelige, saetter vore store elektroniske medier gang i et gigantisk spotlys på den aktuelle begivenhed. Man rydder sendefladen og finder to eller flere af stationens mest populaere studievaerter frem til at lede slagets gang. Vaerterne flankeres af såkaldte kongehuseksperter, alle med forskellige kompetencer.
Såvel eksperter som vaerter deler alle den anskuelse, at kongehuset er den mest fantastiske institution, man overhovedet kan forestille sig. Eksperterne og kommentatorerne udfolder nu en disciplin, som i DR og TV 2 gennem de seneste mange år er blevet udviklet og forfinet til naesten ulidelig, kvalmende perfektion. Man skamroser de kongelige. Journalisterne kaster al vaerdighed og trovaerdighed fra sig og ruller sig i støvet for majestaeterne, som man ophøjer til overmennesker med fantastiske evner i enhver henseende. Direkte forbundne til noget, ”der er større end os”.
Gad vide, om der på journalistuddannelsen indgår et fag, som har som formål at laere de studerende ufiltreret skamros af kongehuset?
De landsdaekkende tv-stationers leflen for institutionen står altid uimodsagt. Man får associationer til det, som sker i lande uden fri presse eller frie valg. I de lande hører man altid om stor opbakning i befolkningen til praesidenten eller den ”store leder”.
Gad vide, hvad det skete, hvis vores SVM-regering blev behandlet på samme måde af pressen? Som det ser ud nu, er det naturligvis utaenkeligt, men mon ikke den hurtigt kunne blive den populaereste i mands minde?
Men hvad med journalisterne? De plejer både at vaere neutrale og kritiske. Hvorfor og hvad er det, som gør, at de smider al journalistisk tilgang til begivenhederne over bord? Det er mig ubegribeligt. Får de hemmelige løntillaeg eller andre goder, vi ikke kan gennemskue? Eller bliver de lovet medaljer – eller hvad driver dem?
Måske er det det samme, som sker med politikerne: Traek en skraeddersyet designerkjole på selv den mest forbenede socialist, og straks glemmer de alt om demokratikamp, sociale uligheder og den slags, der i den sammenligning er noget uglamourøst fnidder.
Bare de en aften må vaere med på eventyrslottet, vaere en del af parnasset. Deltage og blive opvartet af liberiklaedte tjenere. Se på de mange uniformer, blive set af pøblen, som hylder majestaeterne nøjagtigt som i et rigtigt udemokratisk land, hvor der skrabes og slikkes for figurer, som ikke har anden kvalifikation end at vaere født af bestemte foraeldre. Og al den lykke kan de blive en del af – endda uden at vaere født til det. Kan det blive større?
Andre politikere er som Mette Frederiksen politiske opportunister og vil altid søge efter stemmemaksimering. Kraever det at vaere royalist, er det naturligvis det, man er. Når vinden vender, vender de også.
I må gerne lege kongehus for min skyld, men kunne vi så ikke bare indføre, at vi betaler til huset gennem en synlig post på selvangivelsen ligesom kirkeskatten? For så kan jeg vaelge den fra.