Vi er slet ikke faerdige med at tale om bededag

Det er et år siden nu, at den dengang nye flertalsregering besluttede sig for at afskaffe bededag, der siden 1686 havde vaeret en fast del af både kirkeåret og årets fester.

Stadig kan man, som for eksempel i Weekendavisen for nylig, se gengivelser af det skete, hvor det konkluderes, at det blot handler om en kristen helligdag. Intet er mere forkert.

Foråret 2023 var på alle måder en voldsom tid. Den nye regering slog sig selv til lirekassemand på en opgave, ingen andre end de selv havde givet dem. Det var maerkeligt. Og fra i år er bededag så vaek.

Det var helt sikkert ikke af åndelige hensyn, at de ville afskaffe den, for de havde ikke noget andet at saette i stedet. Det var heller ikke af vilje til at lave nyt. Det var pekuniaere hensyn – det handlede om økonomi, sagde de. I hvert fald i første omgang. Senere blev der brugt andre argumenter.

Debatten fra folkekirkens side handlede da heller ikke kun om bededag som helligdag, selvom bønnen er noget af det vaesentligste for os mennesker. Helligdage er ikke urørlige, og grundlaeggende er bøn en grundmenneskelig ytring, som nok skal leve, selv om bededag dør.

Den handlede selvfølgelig også om hvile i et samfund, der drøner derudad, og som en gang imellem godt må pege på andet end slid og vaekst.

Men grundlaeggende handlede debatten om, hvilken stat vi vil have? Hvilken stat kan vi få øje på, når krudtrøgen fra bededag har lagt sig?

I grundloven står kirke og stat over

THOMAS REINHOLDT RASMUSSEN

for hinanden som hinandens tvillinger.

Staten er den staerke tvilling med magt til at saette tvang bag ordene. Kirken er den svage tvilling, der kun kan tale ordet om frihed og nåde, men ikke kan tvinge det igennem.

Der er ingen tvivl om, at staten grundlovsmaessigt kunne det, den gjorde ved bededag, for inden for grundlovens rammer er der ikke graenser for staten.

Det er intet sted, hvor staten ikke må vaere. Men det var et brud på en grundlovstradition, hvor staten respekterer civilsamfundets forhold, og hvor folkekirken i grundloven er skjold for civilsamfundet.

Det skal vaere muligt at samle sig eller lade vaere, uden at staten er med i det. Det er det afgørende.

Med afskaffelsen valgte staten ikke at respektere civilsamfundet. Den ignorerede alle protester og kom til at bestemme, hvordan den evangeliske kirke skulle tilrettelaegge sin forkyndelse.

Bededag blev afskaffet, og naturligvis kan man holde alle de bededage, man vil, men nu er det åbent og ikke en del af folkekirkens alterbog, som fortaeller, hvornår der skal holdes gudstjeneste. Staten blev kirke i denne sag og kom til at diktere alterbogen. Det troede jeg faktisk aldrig, jeg skulle opleve.

Vil vi virkelig have en stat, der uhaemmet blander sig i folks forhold? Vil vi have en stat, der ikke anerkender civilsamfundets graenser? Er vi klar til at stå på mål for det? Den debat er vi slet ikke faerdige med endnu.