Tyskerne vil godt støtte Ukraine. Men de vil ikke betale for EU-landenes forsvar

Tyskland vil ikke betale regningen for EU-landenes forsvarsindkøb. Det risikerer at gå ud over støtten til Ukraine.

Tyskland har bremset de faelleseuropaeiske våbenleverancer til Ukraine, da det ikke mener, at nationale forsvar på tvaers af Europa bør moderniseres for tyske penge. Den franske kommissaer Thierry Breton beskylder nu Tyskland for at gå enegang. Tvisten understreger de udfordringer, det mellemstatslige samarbejde på forsvarsområdet skaber for en faelleseuropaeisk støtte til Ukraine.

I dagene op til EU-topmødet i december forhandlede de europaeiske regeringer om, hvor mange flere penge de skulle afsaette til den europaeiske fredsfacilitet, der kanaliserer våbendonationer til Ukraine. Inden mødet lød meldingen, at der skulle tilføjes yderligere 5 mia. euro til fredsfaciliteten, men i konklusionerne fra topmødet var beløbet forsvundet og var blevet afløst af en opfordring til, at fredsfaciliteten reformeres.

Timingen er iøjnefaldende. Det er endog meget opsigtsvaekkende, at regeringscheferne – midt i en aktiv krig og op mod toårsdagen for krigen i Ukraine – prioriterer reformer over sikker finansiering. Hvorfor? Årsagen er, at Tyskland har trukket stikket og kraever en reform, inden der kan afsaettes flere penge.

Fredsfaciliteten udbetaler en delvis erstatning til EU-lande, der har doneret militaert isenkram til Ukraine. Disse lande får således et tilskud til at indkøbe nyt militaert materiel for at genopfylde hylderne. Finansieringen er vaegtet efter bni, således at de rigeste EU-lande betaler mest: Tyskland står for 25 pct. af fredsfacilitetens midler. Det betyder i praksis, at moderniseringen af det europaeiske forsvar finansieres delvist gennem en faelleseuropaeisk pengekasse, som saerligt Tyskland betaler ind til.

Siden invasionen af Ukraine i februar 2022 er fredsfacilitetens budget blevet forhøjet ad flere omgange og er gået fra 5,5 mia. euro til 12 mia. euro Og heri ligger problemets kerne: Tysklands modstand mod at fortsaette fredsfaciliteten i dens nuvaerende form skyldes, at faciliteten, der oprindelig var designet til at finansiere mindre EU-missioner, i dag bruges til store våbenleverancer til en aktiv krig i Europa.

Det har gjort det til et større og dyrere initiativ end ventet, som hverken er foreneligt med sparetid i Tyskland eller den manglende indflydelse på, hvordan de nationale forsvar moderniseres rundtomkring i Europa.

Den tyske regering er under stort pres, efter at den tyske forfatningsdomstol i november slog fast, at budgetåret 2024 skal holde sig inden for en forfatningsbestemt gaeldsbremse, der holder underskuddet på de tyske offentlige finanser under 0,5 pct. af bnp.

Olaf Scholz’ regering måtte derfor beskaere budgettet for 2024 drastisk på tvaers af klima-, socialog industripolitik, og det store bidrag til fredsfaciliteten er ikke gået ubemaerket hen. Selvom man fra tysk side nok alligevel ville ønske at reformere fredsfaciliteten, har sparetiderne sat tryk på indsatsen for at finde steder, hvor baeltet kan strammes.

Den tyske regering har understreget, at den ikke vil skaere på den direkte tyske støtte til Ukraine, som fordobles fra 4 mia. euro i 2023 til 8 mia. euro i 2024. Samtidig garanterede Scholz, at gaeldsbremsen vil blive suspenderet, i tilfaelde af at amerikanerne stopper støtten til Ukraine endegyldigt, eller at krigen intensiveres voldsomt – Tysklands lommer er altså dybe, når det kommer til at støtte Ukraine.

Efter USA er Tyskland det land, der har givet mest militaer støtte til Ukraine. Ifølge tal fra Kiel Institute har Tyskland støttet Ukraine med ca. 17,1 mia. euro i militaere donationer. Til sammenligning har Storbritannien støttet med 6,6 mia. euro, og Danmark med 3,5 mia. euro.

Scholz har da også understreget, at EU-landene hver isaer skal forøge deres militaere støtte til Ukraine, og kraevet, at der udarbejdes et overblik over EU-landenes planlagte donationer inden EU-topmødet den 1. februar. En slet skjult opfordring til Frankrig, Italien og Spanien, hvis offentliggjorte militaere donationer har vaeret relativt beskedne.

Den tyske blokade af fredsfaciliteten skyldes altså ikke modvilje mod at afsaette penge til Ukraine, men snarere, at tyskerne er utilfredse med, at de andre EU-lande bruger den nuvaerende ordning til at foretage en tiltraengt modernisering af deres nationale forsvar på Tysklands regning.

Det er stadig uklart, hvordan en reformeret fredsfacilitet vil se ud. Men det står klart, at tyskerne ønsker et opgør med den nuvaerende bni-baserede fordelingsnøgle. En idé til en reform går ud på, at bilaterale donationer til Ukraine kan traekkes fra et lands indbetaling til fredsfaciliteten. Så vil faciliteten fungere som omfordeling fra de lande, der ikke kan eller vil donere militaert isenkram, til de lande, der sender våben bilateralt.

Forslaget er blevet mødt med kritik, da det oprindelige princip om solidaritet mellem store og små økonomier dermed afskaffes.

En del af den tyske kritik er netop rettet mod rimeligheden i den omfattende omfordeling, der ligger i den nuvaerende ordning. Spørgsmålet, der stilles, er, om det er rimeligt, at tyske penge – gennem fredsfaciliteten – bruges til at modernisere nationale forsvar rundtom i Europa, uden at der er naevnevaerdig europaeisk koordinering, eller at Tyskland har indflydelse på, hvordan pengene bruges.

Den europaeiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er et mellemstatsligt samarbejde. EU-landene har vetoret, og Europa-Parlamentet spiller ingen rolle. Der er således begraenset mulighed for at tage faelleseuropaeiske beslutninger om, hvad der doneres, og hvad der genindkøbes – det er groft sagt en national beslutning. I tysk optik er fredsfaciliteten blevet til en pengekasse, tyskerne betaler en fjerdedel af, uden at der er indflydelse i EU-institutionerne eller koordinering af, hvad pengene bruges på.

I Europa er Tyskland både den største bilaterale donor til Ukraine og den største bidragsyder til den faelleseuropaeiske indsats. Den tyske beslutning om at bremse muligheden for at fortsaette den faelleseuropaeiske støtte til Ukraine understreger, at der med økonomisk omfordeling på forsvarsområdet kommer et krav om europaeisk koordinering. Tvisten om fredsfaciliteten understreger de udfordringer, det mellemstatslige samarbejde på forsvarsområdet skaber for en faelleseuropaeisk støtte til Ukraine.

De tyske betaenkeligheder og budgetvanskeligheder betyder, at det er usandsynligt, at der tilføres nye midler til fredsfaciliteten, før den bliver reformeret. En sådan reform falder naeppe på plads før EU-topmødet i marts. Det betyder, at EUlandene går toårsdagen for den russiske invasion af Ukraine den 24. februar i møde uden at have løst spørgsmålet om, hvordan vi kan genoptage den militaere faellesstøtte til Ukraine.

Den tyske beslutning om at bremse muligheden for at fortsaette den faelleseuropaeiske støtte til Ukraine understreger, at der med økonomisk omfordeling på forsvarsområdet kommer et krav om europaeisk koordinering.

Givet at en reform falder på plads i løbet af foråret, kommer det sandsynligvis ikke til at have konsekvenser på den ukrainske slagmark – men Tyskland får svaert ved at presse andre EU-lande til at højne deres nationale støtte, så laenge de saetter en bremse for faelleseuropaeiske tiltag. Dertil kommer, at signalvaerdien af politiske slagsmål mellem EU-landene op til maerkedagen endnu en gang udstiller, at EU har svaert ved at finde en udenrigspolitisk linje.