Kontroversiel deportationsplan har sat ild i tysk politik
Afsløringer om naere forbindelser mellem ekstremister og det hastigt voksende højrefløjsparti AfD har affødt en ophedet debat om et muligt forbud mod partiet.
Der Spiegel har gennem 75 år stået vagt om tysk demokrati, og blandt dets laeserskare, der taelles i millioner, finder man en paen del af Tysklands oplyste og moderate middelklasse.
Da magasinet i begyndelsen af denne uge spurgte sine abonnenter, om man kunne forestille sig at forbyde højrepartiet Alternative für Deutschland (AfD), der er repraesenteret i Forbundsdagen og ifølge nogle målinger aktuelt har opbakning fra hver fjerde vaelger, var svaret dog opsigtsvaekkende.
I en online-afstemning gik hele 66 pct. af de ca. 5.300 laesere, der deltog, ind for et sådant forbud.
»Trods de høje retslige barrierer er en påstand om at forbyde dette i tiltagende grad radikaliserede højreparti imidlertid meningsfuld, da det udgør en fare for det tyske demokrati,« lød en typisk motivation fra en laeser, identificeret som Christine G. i Spiegels onlinedebat.
En meningsmåling af denne art er naturligvis ikke repraesentativ for befolkningen som helhed – og heller ikke nødvendigvis for Spiegels laesere.
Men sammenholdt med en vinterstorm af vrede mod AfD på de sociale medier og flere store demonstrationer i de forløbne dage med krav om et forbud synes det oplagt, at idéen om at slå hårdt ned på højrefløjspartiet har betydelig opbakning også blandt tyske midtervaelgere, der i øvrigt står klippefast på folkestyrets grund.
Bølgen af vrede mod AfD har samlet sig gennem laengere tid, men den rullede med fuld styrke efter en afsløring sidste uge fra det undersøgende medie Correctiv.
Her blev der berettet om hemmelige konsultationer mellem flere kendte nynazister og en stribe prominente AfD-politikere. For nedrullede gardiner på et hotel naer den gamle kejserby Potsdam diskuterede gruppen, der også havde selskab af pengestaerke erhvervsfolk, en storstilet plan, som formentlig skulle saettes i vaerk efter en fremtidig magtovertagelse.
»De planlagde intet mindre end fordrivelsen af millioner af mennesker fra Tyskland,« skrev Correctiv.
Listen over dem, deltagere i mødet gerne vil skaffe sig af med gennem omfattende deportationer, inkluderer asylsøgere, udlaendinge med opholdstilladelse i Tyskland og mest opsigtsvaekkende »ikke-assimilerede statsborgere«, altså folk med tysk pas, der ikke måtte falde i en fremtidig højrenationalistisk regerings smag.
Forbud er ingen enkel sag
Idéen om at deportere store befolkningsgrupper, herunder tyske statsborgere, baseret på etniske kriterier kan ikke andet end vaekke bitre minder i Tyskland.
Både nazisternes planer i 1930’erne om at sende landets jødiske befolkning til den afrikanske ø Madagaskar og endda Wannsee-konferencen i 1942, der planlagde udryddelsen af Europas jøder, er blevet citeret i en tysk debat, hvor der ikke er tradition for at laegge fingrene imellem.
En del af de tanker, der blev luftet på mødet med AfD-deltagelse, synes umiddelbart i strid med Tysklands forfatning, der udstikker omfattende garantier for menneskeog borgerrettigheder.
At staten med magt imødegår organisationer, der vil undergrave eller omstyrte forfatningen, er bredt accepteret blandt mange vaelgere og i det tyske politiske etablissement:
»Tyskland har en meget vaerdibaseret grundlov, og dem, der pønser på at aendre på dette, skal staten forsvare sig mod,« siger Moritz Schramm, formand for Dansk-Tysk Selskab og lektor i tyske studier ved Syddansk Universitet.
Det er dog ikke ensbetydende med, at et forbud kan lade sig realisere rent juridisk – eller giver politisk mening.
Siden Forbundsrepublikken blev etableret i 1949, har man ved to lejligheder forbudt partier – men det er meget laenge siden, og i begge tilfaelde var der tale om enheder, der var vaesentlig mindre, end AfD er i dag.
I 1952 forbød den tyske forfatningsdomstol, der har kompetencen på området, det nationalsocialistiske Socialistiske Rigsparti (SRP), og fire år efter fulgte et forbud mod Tysklands Kommunistiske Parti (KPD).
Ad to omgange har tyske myndigheder forsøgt at få det højreekstreme Tysklands Nationaldemokratiske Parti (NPD) forbudt, men uden held. NPD er vel at maerke en vaesentlig snaevrere organisation med rødder i nationalsocialistiske miljøer, mens AfD, trods sin flirt med ekstremismen, i højere grad har nationalkonservative rødder.
»Et parti kan kun blive forbudt, hvis det ikke bare står for en forfatningsfjendtlig holdning, men også vil omsaette denne holdning i aktiv kamp på aggressiv vis,« skriver det tyske indenrigsministerium om forudsaetningen for et forbud mod et politisk parti.
Det er en bevisbyrde, der kan vaere meget svaer at løfte:
»Jeg tror ikke, at det kommer til at ske,« siger Moritz Schramm om et forbud.
Politisk kamp forude
Den seneste tids røre om AfD afspejler også, at partiet saerligt i det østlige Tyskland kan naere realistiske forhåbninger om ikke alene at blive det største parti, men at blive svaert at komme uden om i forbindelse med regionale regeringsdannelser.
Forud for delstatsvalg i bl.a. Sachsen og Thüringen i september viser nogle målinger således, at hver tredje vaelger er klar til at saette kryds ved partiet.
Det stiller de traditionelle tyske folkepartier i noget af en kattepine. For skulle det borgerlige CDU f.eks. beslutte sig for et samarbejde med AfD i øst, kan det nemt komme til at svie i forhold til at tiltraekke storbyvaelgere i den vestlige del af landet.
»Det vil vaere svaert for CDU, fordi AfD ses som så yderligtgående. CDU har brug for de urbane midtervaelgere for at kunne vinde magten tilbage,« siger Moritz Schramm.
Det socialdemokratiske SPD har ligeledes vanskeligheder med at lukke flanken til AfD på et spørgsmål som f.eks. indvandring, fordi et flertal blandt partiets vaelgere står på snarere indvandringsvenlige positioner. Men processen er i gang:
»Både SPD og CDU prøver at flytte sig hen mod en mere indvandringskritisk position,« siger Moritz Schramm.