Politisk kamp, ikke forbud, er vejen frem i Tyskland

De seneste dage har bragt afsløringer om underhåndskontakter mellem flere fremtraedende partimedlemmer og kendte højreekstremister, der bl.a. har klaekket planer om storstilede deportationer af udlaendinge og tyske statsborgere.

Det har udløst furore i landets medier og rejst en heftig debat om et forbud mod AfD – noget, der i hvert fald teoretisk er en mulighed under tysk lovgivning.

Man kan kun forstå denne diskussion, hvis man medtaenker dens forudsaetninger i en historie, der er vaesentligt mere tragisk og voldsom end den danske.

Tyskland i det 20. århundrede var praeget af to ryggesløse diktaturer – det nazistiske (som bl.a. brugte stemmesedlen på sin vej til magten) og det stalinistiske i DDR helt frem til 1989.

Opfattelsen af, at man skal forsvare folkestyret om nødvendigt med probate midler mod trusler fra yderfløjene, gennemsyrer store dele af vaelgerkorpset og det politiske system.

Mange af landets institutioner (f.eks. den indenrigske efterretningstjeneste Verfassungsschutz) er da også vaesentlig laengere fremme i skoene med overvågning og formaninger, end vi nok ville finde det passende i en dansk sammenhaeng.

Men selv når man tager højde for disse forskelle og for, at kontrasterne i det tyske samfund er en hel del større end herhjemme, så er idéen om et forbud mod AfD hverken realistisk eller fornuftig.

Man skal naesten 70 år tilbage i tiden for at finde det seneste forbud mod et tysk parti, og Tyskland har siden da overlevet mange omskiftelser – den venstreekstreme terrorbølge i 1970’erne er et eksempel – uden at ty til sådanne tiltag.

Vi er langt fra tilstande, som bør kunne rokke ved den grundlaeggende politiske stabilitet i et Tyskland, der trods økonomiske og sociale udfordringer er velhavende, oplyst og ressourcestaerkt nok til at sikre ordnede forhold i sit politiske liv uden at skulle ty til domstolene som nødbremse.

AfD er et parti, der ikke er bange for at fiske i rørte vande, og dets tete-a-tete med kraefter, hvis idéer i bedste fald er smagløse og i vaerste fald farlige, peger på grundlaeggende problematiske traek ved partiet.

Men at AfD har fået lov at køre på frihjul og samle sig en opbakning, der på landsplan naermer sig 25 pct. og i dele af det østlige Tyskland ligger på op mod 35 pct., har de etablerede partier langt hen ad vejen kun sig selv at takke for.

Den siddende trafiklysregering har forsømt at formulere slagkraftige bud på vigtige emner som indvandring, egnsudvikling og socialpolitik – og har sluppet jordforbindelsen i forsøget på at presse den grønne omstilling igennem.

Den siddende trafiklysregering har forsømt at formulere slagkraftige bud på vigtige emner som indvandring, egnsudvikling og socialpolitik – og har sluppet jordforbindelsen i forsøget på at presse den grønne omstilling igennem.

På øjeblikkets måske mest betaendte problem, indvandring, foreslår en stemme med vaegt i Tysklands store borgerlige parti CDU, Hendrik Wüst, ministerpraesident i delstaten Nordrhein-Westfalen, at man i et samarbejde hen over midten formulerer en ny, stram indvandringspolitik.

»Populister og ekstremisters kraft naeres altid af de demokratiske kraefters handlingslammelse,« siger han.

Det kan vaere en af vejene frem – for problemet med at få taget brodden af AfD skal så afgjort løses på den politiske kampplads i Berlin og i delstaterne, ikke ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe.