Vi er gidsler i Mellemøstens konflikter
Med olie og migranter, islam, hellige lande og terror eksporterer Mellemøsten problemer til verden. Europa kan ikke gøre meget andet ved dem end at reducere sin import af energi og migranter derfra.
Mellemøsten er – med al respekt for rig historie, kultur og gastronomi – lige så specielt som navnet. Uden olie havde det vaeret fattigt som Afrika, eneste anden region med stor befolkningsvaekst. Uden olie og Israel havde det passet sig selv. Uden islams betydning havde de vidt forskellige lande ikke udgjort nogen region.
Men da man nu har alt det, giver kombinationen en asymmetrisk magt til at påvirke resten af verden, hvad Gazakrigen har sat på spidsen.
Islam er en enkel religion: Man følger profetens regler for et ordentligt liv mod belønning hinsides. På tvaers af politisk splittelse formår den at samle verdens muslimer, hvis kerneområde er Stormellemøsten fra Marokko til Pakistan med en lille milliard mennesker.
Modsat Nassers og Ghaddafis forgaeves forsøg på at samle de ensartede arabiske lande. Den Arabiske Liga har, til forskel fra andre regioner, ikke gennemført noget faelles af betydning. Men Den Muslimske Samarbejdsorganisation har med 57 medlemslande fået international betydning, hvad Danmark fik at føle med profettegninger og koranafbraendinger.
Ifølge islam bør muslimerne have én åndelig og verdslig leder, kaliffen, som i Bagdad for 1.000 år siden. En sådan har der, til de rettroendes skuffelse, ikke vaeret siden det tyrkiske imperiums fald efter Første Verdenskrig. Han blev afsat og til deres vrede afløst af Atatürks modernisering efter vestligt forbillede.
Efter Anden Verdenskrig blev de muslimske lande opfattet som ulande, der ifølge FN’s udviklingsprogram stadig praeges af mangelfuld uddannelse, ligestilling og civilsamfund. Fordums storhed, hvor arabiske og tyrkiske riger truede Europa, byggede på militaer magt, handel og slavehold. Sådanne samfund blev overhalet af en moderne udvikling i Vesten, som man ikke søgte at få del i.
Deres ledere ville modernisere efter vestlig eller sovjetisk model. Bortset fra olielande som SaudiArabien, hvor rigdom blev brugt til infrastruktur, overklasseluksus og velfaerd for befolkningen – samt som helligt hjemsted for Mekka og Medina til konservativ muslimsk mission.
Politisk kultur var og er autoritaer og fragmenteret. Mellem diktatur og sharia-lov er det vigtige familie og slaegt/klan. Myndigheder bøjer man sig for, hvis man ikke kan smyge sig udenom. Med trange kår for demokratisk debat praeges folkelig politik af vrede og karisma.
Diktatorer moderniserede en del og undertrykte islamistisk utilfredshed, som blev styrket med Israels oprettelse og senere besaettelse af rest-Palaestina. Oliestater demonstrerede deres økonomiske magt med embargo og prisstigninger. Men i 1979 blev shia-praestestyre indført i Iran, og i Afghanistan startede mange års krig, som fik bevaebnet og radikaliseret sunni-islamismen, der gik efter magten og påvirkede den almindelige kulturmuslim mod mere fromhed og intolerance.
Frem til nederlaget i 2018 for Islamisk Stats kalifat var arabiske lande praeget af islamistiske oprør, mens en mindre religiøs ungdom ikke fik indført demokrati. Vesten blev involveret som terrormål, og da det fejlagtigt mente at kunne styre udviklingen i Afghanistan og Irak med militaer magt. Og ved, at en voksende muslimsk minoritet i Europa mest holdt sig for sig selv og forblev mere tro mod religiøse og kulturelle normer end hjemlandene. I delvis opposition til omgivende samfund.
Da IS var besejret, tegnede fremtiden sig mere fredelig i arabiske lande udfordret af overbefolkning og klimasårbarhed. Regimer var indstillet på samarbejde med Vesten for at tiltraekke investeringer og på normalisering af forholdet til Israel trods dets blokering af en tostatsløsning. Man var traette af Hamas, den tilbagevaerende del af Det Muslimske Broderskab.
Selv i Saudi-Arabien blev religiøs ortodoksi skubbet til side for en modernisering, der skulle ruste til en fremtid uden olie. Som udtryk for, hvor kompleks mellemøstlig politik er, forener Qatar det rige og moderne med ortodoksi og støtte til Hamas, hvad der giver dem en niche som ”alles ven”.
Men i Stormellemøsten vandt statslig islamisme frem. Iran opbyggede, trods indre problemer og blokade, atomar kapacitet og staerke shia-militser i Irak, Libanon og Yemen samt allierede sig med Hamas, trods trosforskelle. Det sekulaere Tyrkiet blev gen-islamiseret fra 2002 under Erdogan, ”den nye kalif”. Han har som en, i Vesten overset, triumf erobret det armenske Nagorno Karabakh. Taliban vandt i Afghanistan. Hvortil kommer ikke-statslig sunni-islamismes fremgang i Afrika.
Udsigten til, at palaestinenserne blev glemt, førte Hamas til et brutalt og ydmygende terrorangreb for at sikre et hårdt nok israelsk svar til at skabe sympati og vrede, for at den arabiske gade ville tvinge regeringer til at indstille normalisering.
Det er dog en streg i regningen for Hamas, at Hizbollah ikke har angrebet Israel fuldt ud. Måske fordi Iran ikke vil risikere et israelsk angreb for at forpurre dets udvikling af a-våben i ly af krigen.
Gazakrigen blev en ny ”asymmetrisk verdenskrig”, hvor terror, gidseltagning og benaegtende spin gør svaghed staerk.
Hamas bruger gidsler til forhandling og holder Gazas befolkning som gidsel i krigen, på lignende vis som Hizbollah holder Libanon og Houti Yemen, hvorfra international skibsfart gøres til gidsel i konflikten. FN’s organisation for palaestinensiske flygtninge forsyner et Gaza under Hamas-kontrol, også under krigen.
International rådgiver, cand.scient.pol., Roskilde
I et større billede kan Iran siges at bruge Hamas m.fl. som daekke for sin udvikling af a-våben. Europaeiske regeringer er forsigtige med at udtrykke støtte til Israel for, som Lars Løkke siger, ikke at udfordre sammenhaengen i samfundet. En voksende muslimsk befolkningsandel har, støttet af de venstreliberale, erobret også den europaeiske gade med krav om en varig våbenhvile, der vil vaere en sejr for Hamas. Regeringer frygter ny terror, herunder mod jøder.
I det helt store perspektiv er Vesten og dets økonomi gidsel for mellemøstlig politik. Rusland og Kina bruger Gazakrigen til at isolere det fra resten.
Vejen mod en mulig normalisering af Mellemøsten går over fred mellem Israel og palaestinenserne! Det ville kraeve israelsk de facto-accept af to stater og afgivelse af bosaettelser. Hvilket naeppe sker med Netanyahu ved roret, eller før USA’s praesidentvalg er overstået.
Det sandsynlige er, at krigen fortsaetter, til Hamas er nedkaempet militaert – og Iran har fået a-våben, hvad Saudi-Arabien i så fald også får om nogle år. En anden mulighed er et israelsk angreb på Iran for at forhindre, at det får avåben. Det ville føre til fuld krig med Hizbollah, måske vaebnet opstand på Vestbredden og endnu mere spaending.
I den bedste af alle verdener kan nye regeringer i USA og Israel føre i retning af den fred og afspaending, som de fleste trods alt ønsker.
Europa kan ikke gøre meget til eller fra. Andet end at frigøre sig fra gidselrollen ved at reducere sin afhaengighed af Mellemøstens olie og gas, bremse indvandring derfra, turde markere effektivt for muslimske mindretal, at de skal følge demokratiets regler og bekaempe voksende kriminalitet blandt dem.
Hvilket kraever, at der gøres noget ved den grønne omstilling, samt interesse for fred med Rusland frem for mere udsigtsløs krig på Ukraines bekostning.
Det var vel også det, vi ville i Europa, men måske er kommet til at glemme undervejs?