Hvorfor bruge sin tid på absolut ingenting?

Fra et boomerperspektiv minder forbruget af ligegyldigt SoMe-indhold mest af alt om en bil, der står i tomgang på en parkeringsplads. Jeg forstår aerligt talt ikke, hvorfor så mange gider.

Der er på 17. år ”X Factor” i tv fredag aften. Hvis man følger med, giver det anledning til, at man kan glaede sig over åbenlyse sangtalenter og grine og graede over sangere med udpraeget mangel på samme.

For nogle er talentet måske heller ikke det vigtigste. Det er derimod muligheden for at stille sig frem i tv’s bedste sendetid badet i kameraernes blitzlys. De opnår ikke de 15 minutters berømmelse, som kunstneren Andy Warhol tilbage i 60’erne spåede, at vi alle ville få del i i den nye medievirkelighed, men mindre kan også gøre det. Konkurrencen er hård i SoMetidsalderen.

I år var en af dem, der skilte sig ud, en energisk, aeldre artist, som kaldte sig tiktoker, og som undrede sig over, hvorfor de tre dommere aldrig havde hørt om ham, da han har 100.000 følgere på det kinesiske medie, som isaer børn og unge har taget til sig. Han var tydeligvis skuffet over, at dommerne ikke kunne få øje på hans talent, som blandt andet bestod i en vokal, der ikke spaendte over mange toner, problemer med at synge rent og en markant dansk-engelsk udtale, der ledte tankerne hen på den tidligere udenrigsminister Villy Søvndals møde med den udenlandske presse.

Hverken jeg eller boomer-dommerne kendte ham altså, men min 13-årige søn kendte ham udmaerket.

Da jeg af natur er nysgerrig, gav jeg mig til at studere Tiktok-faenomenet Michael Marco naermere. Det viste sig, at vi har at gøre med en meget moden mand, der poster videoer af sig selv og sin hund adskillige gange i døgnet. Han taler hurtigt, har masser af energi og har en meget kropslig fremtraeden. Man kan vel tale om en positiv, ja naesten lalleglad attitude. Marco fortaeller interessante ting om, at han skal på arbejde, og at mandag til fredag er money-days, og at han lige skal have et skvaet parfume fra en flaske, som han titulerer »den lille laban«, inden han tager afsted. Han livestreamer af og til, når han spiser aftensmad.

Når han er på arbejde, kan han også godt finde på at laegge videoer ud, f.eks. et hurtigt skud fra et toilet, som han måske skal til at rengøre. Jeg er ked af at sige det, men der sker absolut ingenting. Vi får ingen gode, absurde eller sjove historier, vi får ikke indsigt i eller viden om et bestemt emne. Han har ingen saerlige faerdigheder, som han deler med os, og som vi kan blive imponeret over eller laere af.

Det viser sig, at omtalte Marco også har udgivet en bog, ”We are one”. Eller det er nok mere praecist at sige, at et forlag har udgivet en bog, hvor han bliver interviewet om sit liv af en kendt standupper, herunder om sin succes på Tiktok. Det er en relativt kort bog, og 20 af de 165 sider består af fotografier.

Hvordan skal man forstå sådan et faenomen? Hvorfor bruger tusinder af primaert børn og unge dagligt deres tid på absolut ingenting?

I Amazonas jungle har man ved hjaelp af ny teknologi kortlagt en ny civilisation. Et sofistikeret bysamfund, som kan have huset op til måske 100.000 mennesker, og som forvandt 1.000 år før Kristus. Det er ikke første gang, at avancerede civilisationer er bukket under. Mayakulturen, Romerriget. Musikken blev ved med at spille, imens ”Titanic” gik under. Hvis man skal fremmane et dystopisk fremtidsbillede i vores tid, forestiller jeg mig, at vores civilisation går under, imens vi nysgerrigt betragter Tiktok-stjerner, der står på et offentligt toilet og fortaeller om absolut ingenting og ønsker os en lovely day.

Det er naeppe tilfaeldigt, at medieforskeren Neil Postmans bog ”Vi keder os ihjel” netop er blevet genudgivet. Den udkom første gang på dansk i slutningen af 80’erne og analyserer, hvordan den på davaerende tidspunkt dominerende tv-skabte virkelighed fremmer en kultur, hvor underholdningen dominerer, og hvor korte budskaber, fragmenteret viden og tempo erstatter indhold og dybde.

Mediet er budskabet, som en anden medieforsker, Marshall McLuhan, nogle år tidligere havde formuleret det. Siden er det kun blevet vaerre. De sociale medier har overhalet tv. Budskaberne er forsvundet, tempoet er accelereret, og hvis viden før var fragmenteret, så er den nu splintret til atomer.

Det er sikkert rigtigt, at verden er af lave, og at meget var bedre i gamle dage. Men vi bør nok også prøve at forstå, hvorfor primaert børn og unge scroller løs på de sociale medier og følger folk, hvis budskab består af tomme kalorier.

Omtalte Marco fortaeller i sin interviewbog om, hvordan han meget bevidst har udviklet sin Tiktok-figur. Han analyserer nøje, hvilke opslag der giver flest likes, så målretter han sine indslag efter det. Han har moderator på og byder alle nye følgere velkommen. Han sorterer såkaldte hate-beskeder vaek. I sin tid interviewede en anden kendt SoMe-mand ham til en avis, hvilket skabte staerkt øget interesse om hans Tiktok-profil. Han har langsomt udviklet en form og fremtoning, som skiller sig ud. Han mikser bevidst engelsk og dansk på en lidt komisk måde.

Det virker dog langtfra lige så originalt som i ”The Julekalender”, men måske er det netop det lidt kiksede, der er tricket? F.eks. har han helt af sig selv fundet ud af at afslutte sine indslag med ordene:

»I am from Copenhagen, placed in Denmark, in the air of Scandinavia … Love you.« Som han fortaeller i interviewbogen, havde han opfundet et slogan, som folk tog godt imod, og som var unikt og originalt. I løbet af dagen noterer han minutiøst idéer til indslag ned på sit spejl. »Lille spejl på vaeggen der, hvem er skønnest i landet her.«

Lektor, SDU

Det er sikkert rigtigt, at verden er af lave, og at meget var bedre i gamle dage. Men vi bør nok også prøve at forstå, hvorfor primaert børn og unge scroller løs på de sociale medier og følger folk, hvis budskab består af tomme kalorier.

Set i perspektivet af ovenstående har vi altså at gøre med en person, der arbejder professionelt, dedikeret og analytisk med sit produkt. Produktet er ham selv, en art persona. Succes måles i likes, følgere og kommentarer. De sociale mediers hårde valuta.

I sin halvgamle bog peger Postman på, at i den nye medievirkelighed bliver personen vigtigere end indholdet, f.eks. bliver politikeren som person vigtigere end politikken. I tilknytning til det kan man tilføje, at det nu ikke laengere er sådan, at personen er vigtigere end indholdet. Vi befinder os der, hvor der ikke laengere er noget indhold, kun personen. En slags konge uden kongerige.

Vi har altså en person, der har fundet en måde at udtrykke sig på eller markedsføre sig på, der forsøger at få følgere og likes, og som skiller sig ud fra tusinder af andre. Det er åbenbart det, de unge vil have. I hvert fald i en overgang. Men mon ikke Tiktok-moden og medierne skifter? I morgen vil de måske have aeldre sure kvinder, der råber højt, eller midaldrende lavstammede maend, der ikke kan danse, ligesom de sikkert snart kaster deres kaerlighed over helt nye medier.

Skal vi vaere bekymrede for, at vores børn og unge haenger ud på Tiktok med endeløs ligegyldig underholdning? Ja, hvis de ikke laver andet, skal vi nok. Den omtale Marco har f.eks. lige så mange følgere, som den tidligere statsminister og nuvaerende udenrigsminister, Lars Løkke, har på sin Instagram-profil. Først og fremmest skal vi dog prøve at forstå, hvori fascinationen består.

Selv om jeg her har givet nogle bud, er jeg dog fortsat ikke helt sikker på, jeg forstår, hvorfor så mange mennesker følger med i noget, der set fra et boomerperspektiv mest af alt minder om en bil, der står i tomgang på en parkeringsplads. Uden udsigt til at køre ud i den interessante og fascinerende verden, vi er omgivet af, så vi bare bliver minimalt mere oplyste og vidende.