»Lad nu kongen komme til med sine ord som det menneske, han er«
Biskop Henrik WighPoulsen er kongehusets praest, og det er i den rolle, han søndag i Aarhus Domkirke i anledning af tronskiftet leder en helt saerlig festgudstjeneste for kong Frederik og den kongelige familie plus repraesentanter fra bl.a. regeringen og
Biskop Henrik Wigh-Poulsen åbner skabet i praestevaerelset, et sidegemak bagerst i Aarhus Domkirke.
I skabet haenger de sorte praestekjoler taet, men én skiller sig ud.
Hvor de andre er af uld, er denne af velour, blød, laekker og tydeligt noget ganske saerligt. Den må kun baeres af regentens og kongehusets egen praest: den kongelige konfessionarius, som det hedder med et gammeldags ord.
Det har Henrik Wigh-Poulsen vaeret siden 2018 for dronning Margrethe, og kong Frederik har bedt ham om at fortsaette.
Så det er denne fløjlsbløde praestekjole, han baerer, når folkekirken søndag på kong Frederiks anmodning markerer tronskiftet i netop denne domkirke, som den første sten blev lagt til i 1100-tallets sidste årtier. Det sker under tilstedevaerelse af ikke bare den kongelige familie, men også medlemmer af regeringen og Folketinget, kongerigets borgmestre, biskopper og domprovster blandt mange andre. Nok til at gøre selv en biskop lidt starstruck.
Et tilløbsstykke
Hertil kommer 400 danskere af den helt almindelige slags, som var så heldige at få fat på de siddepladser, som Aarhus Stift sendte i udbud, og som blev revet vaek på fem minutter.
Alle de andre almindelige danskere må se med udefra, og det forventes de at gøre i tusindvis, ikke mindst når kongefamilien, inklusive dronning Margrethe og prinsesse Benedikte, kører i kortege gennem byen fra Marselisborg Slot til Aarhus Domkirke. Henrik Wigh-Poulsen blev kontaktet nytårsdag og spurgt, om festgudstjenesten kunne holdes i domkirken i Aarhus.
»Jeg kunne jo kun svare, at det ville vi med stor glaede, og så var det bare at komme i gang. Jeg ringede rundt til nogle gode folk: ”Nu er det nu”,« fortaeller han.
»Siden har stiftet og domkirken vaeret på den anden ende, og alle har arbejdet hårdt og dedikeret, skal jeg hilse at sige. Det er meget stort, og det er ikke noget, vi har erfaring med – det er der jo ingen, der har. Så vi har bare kørt på.«
Almindelig og så ikke helt
Det bliver en almindelig gudstjeneste, og så alligevel ikke, siger Henrik Wigh-Poulsen.
»Det bliver en meget fokuseret time, hvor der er fuld knald på, men hvor der ikke bliver nogle saerlige, kirkelige handlinger. Vi har det jo ikke som i England med kroning og en raekke symbolladede handlinger,« siger han.
»I samarbejde med kongen har vi valgt nogle salmer, og så har vi masser af god musik og flere kor. Vi skal synge salmerne med fuld orkestrering, havde jeg naer sagt.«
Han har skrevet praedikenen faerdig.
»Jeg fortolker dagens tekst ind i en sammenhaeng, som gerne skulle sige os alle sammen noget. Både kongefamilien og alle andre, der lytter med. Vi er jo faelles om at leve det her liv,« siger han.
»Man kan da godt få praestationsangst, men det må man prøve at holde lidt til side, for ellers kan man blive helt svimmel, når man taenker på alle de mennesker, der lytter med.«
En glaedelig begivenhed
For biskoppen er tronskiftet en glaedelig begivenhed.
»Den kan vi alle sammen varme os ved. Vi fik alle sammen den lille personlige fortaelling, som er fastlåst i det fantastiske billede af dronningen, der vil se sin søn sidde på stolen under statsrådet, siger ”Gud bevare kongen” og går. Det gik direkte i hjertet på os alle sammen. Vi kan jo alle saette os ind i den genkendelige scene med den gamle, der tager afsked, og den nye, der står lidt tøvende,« mener han.
»Der er nogle store ting på spil – den historie og de traditioner, som vi bygger på, og som vi jo ikke nødvendigvis altid gør os tanker om, men som er vigtige for os. Det bliver anskueliggjort ved sådan et tronskifte. Det blev en dobbelt glaedelig begivenhed. Glaede og taknemmelighed over den dronning, vi havde, og glaede over, at der nu kommer en ny konge til – en ny tid.«
Det kommer oven på nogle år, hvor de knugende nyheder har stået i kø, siger han.
»Nogle gange taenker jeg på, om de faktisk gør det, eller om det er, fordi vi er så taet på med medierne. Men det gør noget ved os. Hvis man ser det i det store perspektiv – og ikke i min rolle som biskop og konfessionarius – taenker jeg, at tronskiftet kortvarigt satte en ny dagsorden,« mener han.
»Også derfor mødte folk så talstaerkt frem i København. Man havde brug for at fejre noget, brug for at få den glaede, som ovenikøbet ikke engang er forbundet med den tidligere regents død.«
Kongeord med dybde
Med sin kirkelige baggrund har han også taenkt over kong Frederiks valgsprog, hans kongeord, som biskoppen kalder det: »Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.«
»Der er så mange lag i det. ”Forpligtet” – det er så fint, at han tager det ord på sig selv. Lyt til ordet ”forbundne” – det er der altså en dybde i. Den forbundethed handler også om at vaere forbundet med hele den arv og tradition, vi bygger på,« siger han.
»Skal man have Gud med? Det kan man da godt, men nogle gange kan man blive traet af dem, der bruger Gud som sådan et kampråb: ”Jeg står for det rigtige.” Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan meget bedre lide det, som kongen har valgt. Han taler et sprog, som de mange blufaerdige folkekirkedanskere kan forstå.«
Det er ord, som kongen skal vokse med, uddyber han.
»Man må da sige, at når man bliver konge, kommer man på en dannelsesrejse, ikke? Kongeord er noget, man skal kunne vokse med, om man er 25 eller 65 – vi skal alle vokse og dannes. Lad nu kongen komme til med sine ord, vokse med dem og fortolke dem ind i den tid, han er i, og som det menneske, han er,« mener biskoppen.
»Folk skal holde op med at gøre sig kloge på hans forhold til kirken. Denne gudstjeneste er blevet til i samarbejde med kongen, det er ikke noget, der er ligegyldigt for ham. At man er tilbageholdende med de store ord, behøver ikke at betyde, at man er ligeglad.«
Biskoppen kigger på sit ur. Der er meget, der skal nås inden søndag:
»Alle sejl er sat, og en masse mennesker giver deres bedste, så kan det ikke blive andet end godt.«
Jeg kunne jo kun svare, at det ville vi med stor glaede, og så var det bare at komme i gang. HENRIK WIGH-POULSEN, BISKOP