Ville det speciale, jeg skrev for 15 år siden, vaere lige så vovet i dag? Det tror jeg ikke

Min interesse for dannelsen af staten Israel blev vakt, da jeg blev praesenteret for den nye jødiske tilgang til historien.

For 15 år siden sad jeg dybt begravet i bøgerne på Det Teologiske Fakultet i Aarhus. Hver dag i et halvt års tid mødte jeg ind på min lille laeseplads for at skive mit speciale, der skulle saette et sidste punktum for mine knap otte år på universitetet.

Inden laenge ville jeg have en kandidatgrad i teologi – hvis altså jeg bestod.

»Det er sørme et betaendt emne, du har valgt,« sagde min vejleder, da jeg indledningsvist diskuterede min problemformulering med ham.

Jeg havde vist heller ikke selv forstået, hvor betaendt og kontroversielt mit emne rent faktisk var. Min interesse for det blev vakt et par år forinden, og jeg valgte derefter alle de fag om emnet, jeg kunne, laeste en masse bøger om det i min fritid og blev bare fuldstaendig optaget af det. Jo mere jeg laeste, des mere måtte jeg vide. Derfor var det også en selvfølge for mig, at jeg kunne grave mig endnu dybere ned i emnet ved mit afsluttende speciale. Derfor skrev jeg om staten Israel.

Med udgangspunkt i bogen ”Den etniske udrensning af Palaestina”, forfattet af den jødiske historiker

Ilan Pappé, skrev jeg om denne nye jødisk-historiske tilgang til staten Israel og de historiske begivenheder, der ledte op til dannelsen af den. En tilgang, som bygger på historiske dokumenter frem for teologiske argumenter. En tilgang, som tager afstand fra den traditionelle jødiske historieskrivning ved at gøre op med den klassiske fortaelling om jøderne som de undertrykte.

Baseret på offentliggjorte dokumenter betragter den nye tilgang til historien i stedet jøderne som undertrykkerne, når det kommer til oprettelsen af staten Israel og årene derefter. Flere spurgte mig undervejs i min skriveproces, om jeg nu var helt sikker på, at det var den vej, jeg skulle gå. Om jeg ikke skulle skrive om et mere ”sikkert emne”. Jeg forstod ikke hvorfor.

Sidst i skriveprocessen ville en ven af familien, der selv havde vaere underviser på universitetet, laese mit materiale igennem.

»Det kommer jo nok meget an på censoren, om du får 02 eller 12,« sagde han.

»Er vedkommende staerkt projødisk, vil han eller hun højst sandsynligt opfatte dette som et propalaestinensisk propagandaskrift,« konkluderede han med et skaevt smil.

»Det er et meget modigt speciale.«

Heller ikke dette forstod jeg.

I dag forstår jeg det måske.

For 15 år siden blev jeg overrasket over, at de mennesker, jeg omgikkes til daglig, havde så staerke holdninger til staten Israel. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor netop denne konflikt lå så mange danskere på sinde.

Ud af alle verdens konflikter, hvorfor vakte lige praecis den her så mange følelser hos os i Danmark? Hvorfor var det vovet at skrive om en ny jødisk historiografi, der forsøgte sig med en nøgtern beskrivelse af historiske dokumenter og begivenheder?

Mon ikke staten Israel ligger os så meget på sinde, fordi de fleste af os er vokset op med og rundet af den traditionelle jødiske historieskrivning? Fordi vi har vaeret vant til en narrativ, der beskriver det jødiske folk som underlegent og undertrykt; en traditionel jødisk historiografi, der er praeget af jødisk passivitet, når det kommer til de historiske begivenheder, der førte til staten Israels dannelse i 1948.

Vi kender alle til de gammeltestamentlige fortaellinger om det forjaettede land, og mange af os er derfor også rundet af en tradition, der legitimerer det jødiske folks ret til at bo og leve i det pågaeldende område. Vi føler på en eller anden måde, at vi har en aktie i den jødiske fortaelling – måske endda, at vi selv er en del af den.

Min egen interesse for dannelsen af staten Israel blev vakt, da jeg blev praesenteret for den nye jødiske tilgang til historien. Pludselig gik det op for mig, at jeg var vokset op med en jødisk narrativ, som jeg altid havde taget for gode varer og aldrig før selv havde taget saerlig stilling til. For mig var det en helt vild opdagelse.

At blive praesenteret for en ny fortaelling, renset for teologi og tradition, gjorde selvfølgelig et kaempe indtryk på mig, men først og fremmest blev jeg totalt paf over mig selv. Hvorfor havde

Arresthuspraest, flyverpraest og praest for socialt udsatte i Aarhus

Vi kender alle til de gammeltestamentlige fortaellinger om det forjaettede land, og mange af os er derfor også rundet af en tradition, der legitimerer det jødiske folks ret til at bo og leve i det pågaeldende område.

jeg aldrig tidligere overvejet, at der kunne vaere flere måder at fortaelle denne historie på?

Måske fordi fortaellingen om jøderne som det undertrykte folk, der blev tildelt det land, der retmaessigt var deres, naermest har stået som et dogme i det danske samfund siden statens dannelse i 1948. Dogmer saetter man ikke spørgsmålstegn ved – de er jo i sagens natur ikke til diskussion.

Noget nyt er på vej. Den jødiske regerings krigsførelse stemmer ikke overens med den traditionelle jødiske historieskrivning, som de fleste af os er rundet af. Måske er det netop også derfor, at Ilan Pappés bog lige nu saelger som aldrig før.

Er den nye jødiske historiografi kommet for at blive? Vil den aendre noget i verdenens syn på konflikten? Hvem ved.

Ville det vaere lige så vovet at skrive et speciale om det i dag? Det tror jeg ikke.

Og hvordan gik det så med mit speciale for 15 år siden? Jeg fik 12.