Minister løfter sløret for omfattende aendringer i aeldreplejen: Det rejser bekymring for de svageste
Hvis det er vigtigere for den aeldre at bage pandekager end at komme i bad, skal der bages, lyder det fra aeldreministeren i et stort interview. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre? AEldre Sagen ytrer bekymring.
AEldre skal have langt mere indflydelse på, hvilken pleje de får. Sådan har budskabet lydt fra regeringen de seneste uger, og nu løfter aeldreminister Mette Kierkgaard (M) sløret for, hvordan det skal lykkes:
Regeringen vil vende det system, der har fastlagt den enkelte aeldres hjaelp gennem årtier, fundamentalt på hovedet.
Systemet skal fremover bero på tillid frem for kontrol. Tillid til, at hjemmehjaelperen varetager sin opgave. Og tillid til, at den enkelte aeldre selv kan vurdere, hvad der er bedst for ham eller hende.
Men med øget tillid medfølger også en risiko for, at tilliden kan blive brudt. Og lige praecis den risiko udløser fra første fløjt bekymrede miner hos AEldre Sagen.
Visitation og frit valg
Jyllands-Posten møder aeldreministeren på det ministerkontor, hun har haft nøglerne til i 13 måneder. Mette Kierkgaard blev som nyvalgt for Moderaterne for et år siden naermest katapulteret fra jobbet som familiechef i Viborg Kommune ind på posten som udøvende magt for landets aeldre med en klar opgave: Skab grundlaget for fremtidens aeldrepleje.
På ministerens ene vaeg haenger en kollage af billeder af glade aeldre. To herrer spiller bob på plejehjemmet. En storsmilende dame drikker kaffe, mens hun snakker med hjemmehjaelperen. En anden balancerer stolt to kopper kaffe på sit rollatorsaede.
Kollagen er en maggiterning af regeringens ambitioner for aeldreplejen: De aeldre skal trives ud fra de forudsaetninger, de nu har.
Men hvordan får man det til at ske? Regeringens svar kommer i aeldrereformen, der i disse uger løbende praesenteres af forskellige ministre.
Centralt står Mette Kierkgaards budskab om, hvordan tandhjulene fremover skal køre i hjertet af det nye aeldremaskineri: Måden, hvorpå den aeldre helt konkret tildeles og modtager hjaelp i eget hjem, skal laves om.
AEldreministeren kalder den nye model »borgernaer visitation«.
Lad os illustrere aendringen gennem vores fiktive aeldre herre, ”Bent”.
”Bent” har levet et langt liv, og hverken fysikken eller energien er, hvad den har vaeret. Han er begyndt at opleve, at der er ting i hverdagen, han ikke kan overkomme mere. Tallerkner med madrester stabler sig op ved siden af håndvasken, og ovnen er ikke blevet rengjort, siden han fik sin rygoperation. Han har brug for hjaelp.
I dag er det sådan, at han henvender sig til kommunen. Den sender en visitator, en sundhedsfagligt uddannet, ud til ”Bent” for at vurdere hans behov for hjaelp.
Herefter kører visitatoren tilbage til sit kontor på kommunen og traeffer en afgørelse. Vurderingen lyder, at ”Bent” må få rengøring to gange om ugen, 12 minutter pr. gang. Opgaven kommer på de daglige kørelister for personalet i hjemmeplejen.
De efterfølgende uger kommer hjemmeplejen på besøg hver tirsdag og torsdag for at gøre rent.
Vil ”Bent” en uge hellere have hjaelp til at få handlet ind til pandekager, fordi børnebørnene kommer på besøg dagen efter, kan han ikke få det. For han er blevet bevilget rengøring.
Efter et par måneder aendrer ”Bents” behov sig. Han faldt, da han var i bad, og siden er han ikke kommet i bad, fordi han er utryg ved det. ”Bent” beder hjemmeplejen hjaelpe ham med at komme i bad. Men det må de ikke. ”Bent” er bevilget rengøring.
Så starter møllen forfra.
”Bent” eller hjemmehjaelpen retter henvendelse til visitatoren på kommunekontoret. Herefter sender hjemmehjaelpen løbende bemaerkninger om ”Bents” behov til visitatoren, som på et tidspunkt traeffer en ny afgørelse. I de fleste tilfaelde uden selv at have genbesøgt ”Bent”. AEndres afgørelsen om hjaelpen til ”Bent”, skal kørelisterne opdateres, og så kører møllen videre.
Det er det system, regeringen nu vil aendre. Med borgernaer visitation. Og »helhedspleje«, som regeringen kalder det.
Bents pandekager
For det første skal visitationsopgaven, altså fastlaeggelsen af, hvor meget og hvilken hjaelp den enkelte skal have, flyttes fra et
kontor i kommunen ud til den aeldre selv og de medarbejdere, der plejer ”Bent”.
»AEldre mennesker skal i langt højere grad selv vaere med til at tilrettelaegge og bestemme, hvornår de ønsker hvilken hjaelp,« siger Mette Kierkgaard.
Et eksempel: I dag fastlaegger rådhuset, at ”Bent” får rengøring tirsdag morgen og bad torsdag eftermiddag. Men regeringen vil gerne, at hvis ”Bents” barnebarn melder sin ankomst onsdag, kan han veksle rengøringshjaelpen tirsdag til i stedet at få købt aeg og mel, så de kan bage pandekager.
»I dag kan du ikke bytte ydelser og tilrettelaegge fleksibelt. For at kunne imødekomme det skal de medarbejdere, der er ude taet på den aeldre, kunne handle og bytte rundt på de to forskellige ydelser,« siger ministeren.
Hjaelpen skal udføres af faste, tvaerfaglige teams, der har ansvar for f.eks. 40 eller 60 borgere i kommunen. Og visitationen skal vaere meget mere overordnet.
»Man visiterer en pakke til den aeldre, man kan kalde det en rammestyring på individet, hvor du sender en pose penge ud til den aeldre. Og så er det op til teamet at forvalte og tilrettelaegge hjaelpen fleksibelt,« siger Mette Kierkgaard, der kalder pengeposerne »sammenhaengende borgerforløb«.
»Inden for den pose penge kan du fleksibelt tilrettelaegge,« siger hun.
»Det er sandet til«
Hun tilføjer, at da der er kommunalt selvstyre, må kommunerne selv finde ud af, praecis hvordan de vil få det til at fungere i praksis.
Men regeringen ser gerne, at de anslået 1.500 årsvaerk, der i dag sidder på landets 98 rådhuse og foretager visitationer ved skrivebordene, bliver flyttet ud i aeldreplejen.
»De medarbejdere er megadygtige, og vi mangler arbejdskraft derude. På den måde får visitatorerne også mere kendskab til borgerne, hvilket øger deres mulighed for at traeffe mere kvalificerede beslutninger,« siger hun.
Har du nogen fornemmelse af, om de gerne vil det?
»Nej, det har vi ikke lavet en undersøgelse på, og man kan jo heller ikke tvinge dem derud. Men vi synes, det vil vaere en virkelig fornuftig bevaegelse i kommunerne – vaek fra skrivebordene og ud til borgerne,« siger Mette Kierkgaard.
Regeringen vil afskaffe de statslige kvalitetsstandarder og lovkravet til kommunerne om at formulere vaerdighedspolitikker, der har skabt behovet for dokumentation, registreringer og bureaukrati.
»Vi er endt i den her taenkning om, at vi kan styre kvaliteten med servicestandarder, kontroller, visitation osv. Men det er jo sandet til og gør faktisk, at vi ikke kan se den aeldre for bare regler,« siger Mette Kierkgaard.
Borgernes retskrav på hjaelp vil fremover vaere bundet til pakkeløsningerne, der vil vaere juridiske afgørelser.
Det her er en bevaegelse fra en kontroltaenkning til en tillidsreform. METTE KIERKGAARD (M), AELDREMINISTER
Tillidens bagside
Men hvordan sikrer man, at den aeldre får en vaerdig og fagligt rigtig behandling, hvis borgeren har mere lyst til at kigge på billeder af sine børnebørn end at få gjort rent?
»Hvis man spørger de aeldre, beder mange faktisk om at få gjort rent,« siger Mette Kierkgaard og tilføjer:
»Hvis du er ked af det, og jeg som fagperson skal laere dig at kende, er det måske vigtigt for mig at kende dit fotoalbum. Så det er jo hele kernen i, at omsorg handler om tillid, om kendskab, om relationer. For du kan ikke hjaelpe et andet menneske ordentligt, hvis du ikke kender det ordentligt.«
Fagpersonen vurderer, at en borger har dårlig hygiejne og derfor brug for et bad. Det kan vaere potentielt skadeligt for hans sundhed på laengere sigt, hvis han ikke kommer i et bad nu. Borgeren vurderer derimod, at han hellere vil se på billeder af sine børnebørn. Hvem bestemmer så?
»Jeg tror ikke, du kan saette det så skarpt op. For det første har langt de fleste aeldre mennesker styr på, hvad de har brug for hjaelp til. For det andet kan du godt få din faglighed i spil, hvis du bruger den rigtigt. Jeg har talt med en pårørende, der fortalte om sin mor med Alzheimer. Den dygtige medarbejder ved, at moren er forfaengelig og gerne vil se paen ud, så det bruger hun til at fortaelle hende, at det er vigtigt, at nu skal vi have det bad. Når du kender folk, kan du også hjaelpe folk.«
Du tror ikke, der kommer konflikter mellem, hvad en borger selv har lyst til, og hvad den faglige vurdering er?
»Jo, jo. Men det er jo ikke anderledes end i dag. Altså, aeldreplejen er jo ikke tvang i dag.«
Hvad så, hvis de pårørende har en anden opfattelse af, hvad behovet er, end den aeldre selv?
»Det kan du jo aldrig garantere én til én, at det er det samme. Og igen, det hele handler om at finde ind til den aeldres ønsker og behov.«
Kan der vaere medarbejdere, der vil sige til den aeldre, at ”du har da slet ikke behov for at komme i bad i dag – det et er da sjovere at sidde og kigge på billeder”?
»Så vil jeg sige, at det skal de jo ikke bestemme.«
Kan du ikke forestille dig, at der er medarbejdere, der kan komme til at manipulere de aeldre ind i nogle mindre arbejdskraevende behov?
»Det her er en bevaegelse fra en kontroltaenkning til en tillidsreform. Og tilliden er ikke blind. Vi kommer også til at styrke fagligheden, bl.a. med bedre uddannelse, og vi vil komme med implementeringsunderstøttelse. Vi kommer til at have en lang indfasning, der handler om at klaede medarbejderne på. Ledelse bliver også enormt vigtigt.«
Når man fjerner detaljestyring og kontrol, er der så ikke også større risiko for, at det kan gå galt?
»Det kan du sige, hvis du taenker det ind i det regime, at du ved bedst. Men grundvaerdien er her, at det er medarbejderne omkring de aeldre, der ved bedst. Det er en grundlaeggende tillid til det lokale ansvar.«
Hvem har så ansvaret for, at plejen er i orden?
»Lederen og medarbejderen har ansvaret.«
Hvis en aeldre med svamp mellem taeerne bliver ved med at naegte at gå i bad takket vaere sit frie valg, fordi han hellere vil bage pandekager, svigter den faglige, udøvende medarbejder så sit ansvar?
»Nej, og der kan jo vaere alle mulige konkrete situationer, der er vanskelige, men hvis den faglige medarbejder har gjort sit bedste i sit relationsarbejde, taenker jeg, at han eller hun har gjort, hvad hun kan.«
Men har borgere ret til at have det frie valg?
»Du stiller det for sort-hvidt-principielt op. Altså i yderste konsekvens er borgernes ønsker og behov det vaesentligste. Du tvinger jo heller ikke i dag den aeldre i bad, hvis han ikke vil.«
Men i dag kan han heller ikke vaelge bare at få noget andet. Hvis han ikke vil i bad, får han bare ikke noget bad. Fremover skal det vaere op til forhandling. Er der en risiko ved det?
»Jeg synes, at risiko er det forkerte ord at bruge, fordi det handler jo om, at man får imødekommet den enkelte aeldres ønsker og behov.«
Kan der vaere personale, som ikke er dygtigt nok til, at vi kan have tillid til det?
»Det, du siger der, peger jo lige praecis på, hvorfor det er så vigtigt at gøre noget andet. Se på personaleomsaetningen. 22 pct. af alle, der stopper i aeldreplejen, har vaeret der et år eller mindre. 40 pct. af stillingerne bliver ikke besat. Altså, det vaelter rundt derude. Det er ikke et saerlig rart arbejdsmiljø. Tror vi så, at vi kan skabe god aeldrekvalitet ved at lave mere kontrol, flere standarder, som gør, at du render rundt og kigger på din tablet? Det er lige praecis den der gryende mistillidsudfordring, vi skal have løst. Og det haster.«
Bekymring fra AEldre Sagen
Hos AEldre Sagen, der repraesenterer knap 1 mio. medlemmer, er adm. direktør Bjarne Hastrup overordnet positivt stemt over for planerne om at flytte visitationen taettere på de aeldre og give aeldre mere selvbestemmelse over deres pleje i de nye plejepakker.
Men når en stor del af den styring og kontrol, der er i aeldreplejen i dag, erstattes med frihed, medfølger en raekke risici, påpeger han.
»Noget, der kan gøre os lidt betaenkelige, er, at det i mange tilfaelde er meget svage mennesker, det drejer sig om. Mennesker med demenssygdomme, eller som har mistet sin korttidshukommelse. Det vil sige, at de er fuldstaendig i medarbejdernes og kommunens vold. Derfor bliver der nødt til at vaere en tilstraekkelig tilsynsmyndighed og klageadgang, der gør, at man hele tiden holder den professionelle pleje op til det ansvar, der ligger i større tillid,« siger han.
Derudover bør regeringen også forpligte sig til at lade flere penge følge med, så kommunerne har råd til at sikre, at den aeldre også i praksis har den fleksibilitet, regeringen nu lover.
AEldre Sagens vurdering er, at behovet er 2 mia. kr. ekstra om året, oplyser Hastrup.
AEldreminister Mette Kierkgaard ønsker ikke på nuvaerende tidspunkt at saette beløb på den »implementeringsunderstøttelse«, der vil følge med aeldreloven.