Børn spiser rådden mad, og voksne slås om saekke med mel – hungersnøden banker på døren i Gaza
Israelske bomber har tvunget taet på 2 mio. mennesker i Gaza til at forlade deres hjem, men ingen kan flygte fra sulten. Generaldirektør for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl har netop vaeret i Israel og fortaeller, hvorfor mad er blevet et voksende problem
At bo i Gaza lige nu er lig med en konstant jagt på mad. Ingen har nok. Alle er sultne. I den overfyldte al-Mawasilejr på en øde stribe land uden rindende vand eller toiletter naer Middelhavet forsøger mødre f.eks. at aelte dej af små håndfulde beskidt mel og bage det over bål lavet af plasticaffald. Det skaber en giftig sort røg, og det er uklart, om det er den eller sulten, der har gjort Camellia Subehs’ børn syge.
»De bliver ved med at sige: Mor, jeg er svimmel, jeg har hovedpine,« fortaeller Camellia Subehs, der er mor til fem og selv får så lidt at spise, at hun ikke laengere kan amme sin yngste søn, til The Times.
Hun boede tidligere i det nordlige Gaza, men flygtede hertil på opfordring fra de flyveblade, som det det israelske forsvar (IDF) smed ud over området, fortaeller hun til den britiske avis. Nu består hendes hjem af en teltlignende overdaekning bygget direkte på mudderet af en traeramme med plastic over.
Mens det betyder, at hun nu er i et angiveligt sikkert område uden israelske bombardementer mod Hamas og dets netvaerk af tunneller under Gaza, trues hun som hundredetusinder af andre internt fordrevne palaestinensere i stedet af sult og sygdomme.
I al-Mawasi-lejren er desperationen så stor, at nogle spiser rådden mad, selv om det gør dem syge. Lokale nødhjaelpsorganisationer fortaeller historier om gadekatte og hunde, der bliver jagtet og slagtet og spist.
Sult som våben
Senest har FN advaret om, at Gazas indbyggere om få uger kan stå midt i en decideret hungersnød, hvis der ikke skrues drastisk op for nødhjaelpen. Cheføkonom Arif Husain ved FN’s Fødevareprogram (WFP) har til magasinet The New Yorker sagt, at han igennem sine 20 år i organisationen aldrig har set en situation eskalere så hurtigt og voldsomt. Udviklingen har fået flere nødhjaelpsorganisationer til at beskylde Israel for bevidst at bruge sult som et krigsvåben, og i hvert fald bruges det aktivt i forhandlingerne mellem Israel og Hamas.
De to parter indgik tirsdag en aftale om, at der skal leveres medicin til de omkring 120 gidsler, som Hamas tog under angrebet mod Israel den 7. oktober, og som stadig formodes holdt fanget et sted i netvaerket af tunneller under Gaza. Israel vil til gengaeld tillade, at der kommer mere nødhjaelp og medicin ind til civile i enklaven.
En stor del af problemet er logistik. Der kommer simpelthen ikke nok mad ind. Håndteringen af nye forsyninger – primaert via graenseovergangen Rafah fra Egypten – er praeget af omstaendelige sikkerhedsprocedurer og lange ventetider. Og det, der kommer ind i Gaza, er svaert at fordele på en organiseret måde, fortaeller Anders Ladekarl, generaldirektør for Dansk Røde Kors, der netop har vaeret i Israel og Egypten for at di
skutere med kollegaer, hvordan de kan skrue op for hjaelpen.
Da han i sidste uge besøgte Rafah, var der f.eks. hundreder af lastbiler, der holdt i kø. Nogle havde ventet i mere end 10 dage. Graenseovergangen er blevet en gigantisk flaskehals, hvor der i snit kun slipper 160 lastbiler ind om dagen – mindre end en tredjedel af antallet før krigen, hvor Gaza allerede var afhaengig af hjaelp udefra.
Det skyldes isaer de meget grundige inspektioner. Hver eneste lastbil bliver først tjekket af egypterne. Derefter skal den køre 50 km langs graensen til Nitzana til inspektioner, som involverer fire forskellige israelske myndigheder. Det har Israel ret til ifølge en aftale fra 2005 med den palaestinensiske selvstyremyndighed, men den israelske graenseovergang har kun åben fem og en halv dag om ugen og lukker senest kl. 16.
I et forsøg på at gøre systemet mere effektivt, har Hollands regering sendt røntgenscannere til Kerem Shalom – Israels sydligste graenseovergang til Gaza naer Egypten. Men israelerne insisterer stadig på at gøre det manuelt.
»Hvis der bare findes en ting i lasten, som Israel ikke ønsker kommer ind, bliver lastbilen sendt bag i køen igen. Og det er vanskeligt at vide, hvad det er. Vi må bl.a. ikke bringe iltflasker ind, traekasser, solpaneler og metalpløkker til telte ind, men listen aendrer sig hele tiden,« siger Anders Ladekarl.
Deles ud tilfaeldige steder
Den naeste udfordring er at fordele nødhjaelpen i Gaza. Efter inspektionerne sendes alle lastbiler retur til Rafah. Her omlaesses varerne til en anden lastbil fra palaestinensiske Røde Halvmåne, før det køres ind i Gaza. Mange lastbilchauffører har imidlertid ikke lyst til at køre om natten, hvor kampene er mest aktive. Det er heller ikke muligt at køre rundt i hele enklaven. Det er for farligt, men eftersom de fleste lagerfaciliteter er blevet ødelagt i bombardementerne, skal nødhjaelpen deles ud med det samme.
»Så det foregår typisk ved, at man bare stopper et sted og giver det til de folk, der er der. Det er ikke muligt at meddele det på forhånd, fordi kommunikationen er nede. På den måde er det meget kaotisk,« siger Anders Ladekarl.
Det er senest blevet udstillet i en video, som blev lagt på de sociale medier søndag. En stor menneskeskare i Gaza by ses løbe hen til en lastbil, efter at nyheden har spredt sig om, at den er kommet med mel, hvilket alle tilsyneladende er desperate efter at få fat i. Gaza by ligger i den nordlige ende af enklaven og var det første område, som israelerne bombede efter Hamas-angrebet i oktober. Derfor har byen laenge vaeret naesten afskåret fra nødhjaelp. Det er uklart, hvornår videoen praecist er optaget.
Desperationen er imidlertid også let at få øje på i de teltlejre med flere hundredetusinder mennesker, der har bredt sig naer graensen til Egypten, i takt med at kampene mellem Israel og Hamas er rykket laengere mod syd til det centrale Gaza.
Selv om det er her, al nødhjaelpen kommer ind, bliver maduddelinger også her rationeret.
»I den her uge fik vi to dåser med bønner. Hvordan kan det vaere nok til 22 mennesker,« spørger Maha, en 26-årig kvinde, der i begyndelsen af krigen flygtede fra Gaza by.
Nu bor hun sammen med sine foraeldre, tre brødre, deres hustruer og børn og bedsteforaeldre hos nogle slaegtninge i Rafah, fortaeller hun til den israelske avis Haaretz.
En anden kvinde ved navn Allham, der ligeledes er flygtet til Rafah sammen med sin familie, fortaeller, at hun ikke har mad nok til sine børn.
»De er sultne. Det vand, de drikker, er ikke rent. De kan ikke komme i bad. Deres hud klør, og det bliver vaerre hver dag. Personligt har jeg selv svaert ved at komme op at stå. Men hver dag er vi nødt til at vente og se, hvem der deler mad ud og hvor. Vi er fuldstaendig afhaengige af nødhjaelp nu,« siger den 38-årige Allham, der før krigen var skolelaerer i Gaza by.
Krigens omfang er i sig selv svimlende. Omkring 1,9 mio., svarende til 85 pct. af Gazas befolkning, er blevet fordrevet fra deres hjem. Heraf estimeres 1,4 mio. at vaere stuvet sammen i skoler og andre faciliteter, der drives af FN’s hjaelpeorganisation for palaestinensiske flygtninge (UNRWA).
Kampene har skadet en femtedel af alle bygninger i enklaven. To af tre hospitaler er lukket ned. De 13, der er tilbage, er beskidte og overfyldte og mangler medicin og personale. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er der kun en bruser for hver 4.500 borger og et toilet for hver 220 borger.
Et afsaltningsanlaeg, der sikrede rent drikkevand, er lukket pga. mangel på braendstof og reservedele. Folk med opsparinger kan ikke bare løse problemet ved at købe i butikkerne. Mange er nemlig lukket. Banksektoren er også taet på kollaps. Derfor er bankautomater ikke fyldt op, og folk kan ikke få deres penge.
Problemet er forvaerret af, at Gazas egenproduktion af mad er gået i stå. Mad saelges derfor kun, når den er der. Én dag er der aeg. Den naeste dag kartofler. Prisen på ris er tidoblet, og hvis der er ris, er der måske ikke gas eller braende til at koge det.
»Alle mine produkter er blevet ødelagt – tonsvis af grøntsager, som kunne have brødfødt halvdelen af Gazas børn. Israels kampvogne kørte over nogle af mine marker, og det er for farligt at tage ud til dem, som ikke er blevet ødelagt,« siger en storbonde, der er flygtet fra det centrale Gaza til Rafah, til Haaretz.
Depoterne er brugt op
Ikke desto mindre er det svaert at få et overblik over, hvor slemt det er i Gaza, fordi kommunikationen er brudt ned, fortaeller Anders Ladekarl.
»Vi kan kun snakke med vores egne folk i Gaza en time om dagen, og den bruger vi på at koordinere nødhjaelp. Så vi har kun et øjebliksbillede af situationen, men det, vi ser, er, at desperationen vokser. Mange får kun et måltid om dagen, men det udvikler sig dag for dag, fordi der kommer for lidt hjaelp ind, og folks ressourcer er brugt op.«
Det er imidlertid ikke nok bare at øge tempoet på den egyptisk-israelske graense, vurderer han. Hvis der bliver fundet en løsning her, kan transporttiden gennem Egypten hurtigt blive en ny flaskehals. Der er masser af checkpoints igennem Sinai-ørkenen frem mod graenseovergangen. Det tog f.eks. Anders Ladekarl syv timer at køre de godt 300 km fra Kairo til Rafah.
Mere nødhjaelp er uanset også bare et midlertidigt plaster på såret. Det, der er brug for, er en langsigtet, politisk løsning, påpeger Anders Ladekarl, men her er han selv pessimistisk.
Da han taler med Jyllands-Posten, sidder han i en bil på vej tilbage til Jerusalem efter at have besøgt den israelske kibbutz Be’eri, der var en af de første, der blev angrebet af Hamas-militser. Mindst 130 af de omkring 1.200 ofre i angrebet blev draebt her. Mange fra Be’eri blev også taget som gidsler og formodes stadig at blive holdt fanget i tunnellerne under Gaza.
»Vi har at gøre med to befolkninger, som begge er dybt traumatiserede. Jeg har lige mødt en mand, som har siddet 14 timer i sit beskyttelsesrum sammen med sin hustru, mens huset braendte sammen omkring dem, og folk blev myrdet udenfor. Jeg har mødt ambulancefolk, som blev skudt på, da de hentede døde ud og 20 voldsomt sårede, som hospitalet ikke kunne redde. Mange israelerne føler, at det her en kamp for deres eksistens. Det samme gaelder palaestinenserne, og ingen ser en vej ud af det her, selv om mange gerne vil ende det.«
»Men vi kan ikke give op. Der er ikke et alternativ. Vi skal selvfølgelig have mere hjaelp ind, mens vi venter på en politisk løsning,« siger Anders Ladekarl.