Vi roder rundt i begreberne om aktiv dødshjaelp

Der er behov for at få bedre styr på begreberne, hvis vi skal diskutere faenomenet aktiv dødshjaelp. Ellers går vi helt forkert i byen.

Hun føler sig medskyldig i hans død. Hun fulgte sin naere ven smeden Preben Nielsen til døden i Belgien.

Hun så saltvandet løbe igennem slangerne, hun så ham døse hen af sovemedicin, hun så, at han fik den gift, der slog ham ihjel – »og smeden, som hun havde kendt det meste af sit liv, forsvandt for øjnene af hende. Som han havde ønsket«.

Sådan lyder det i den opklarende, oplysende og tiltraengte artikel, som Jyllands-Posten bragte i juledagene, hvor Freja Polonius fortaeller om alle de svigt i sundhedssystemet, vi ikke hørte om, alt det mørke, vi ikke så, al den tvivl, vi ikke erfarede, al den sjaelelige smerte, vi blev sparet for i DR-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø”.

I det unuancerede partsindlaeg i debatten om aktiv dødshjaelp fik danskerne indtrykket af, at en sprøjte er den mest humane, smertefri, lette, vaerdige – ja faktisk lykkeligste måde at forlade denne verden på. En hyldest til aktiv dødshjaelp – serveret til aftenkaffen i de danske hjem – og som uden tvivl har påvirket mange danskeres syn på dødshjaelpsdebatten. Og vel skal man have et stenhjerte for ikke at få medlidenhed med ham. Det betyder bare ikke, at statssanktioneret medlidenhedsdrab skal vaere udvejen af det liv, der umiddelbart virker udsigtsløst. Men begejstringen for dokumentaren vidner netop om, at mange tilhaengere af aktiv dødshjaelp ikke kun ønsker denne tvivlsomme velfaerdsydelse for mennesker, der i forvejen er erklaeret terminale og alligevel vil dø inden for en overkommelig fremtid.

I Prebens tilfaelde var døden ikke naertforestående – han kunne formentlig vaere blevet en gammel mand. Ser I, den etiske glidebane vil vaere en realitet fra begyndelse. Når jeg holder foredrag og taler med folk om emnet, hører jeg ofte nogen sige: ”Jamen, vi har jo strengt taget aktiv dødshjaelp i forvejen, det skal bare legaliseres” – og refererer til dengang, deres gamle far eller mor fik et ekstra skud morfin og derpå sov ind.

Nej, det er ikke aktiv dødshjaelp. Vi kludrer simpelthen rundt i begreber – og det er ikke så saert, men jeg vil forsøge at give en afklaring.

Eutanasi kommer af graesk og betyder ”god død”. I flere år har Etisk Råd herhjemme insisteret på at bruge begrebet, fordi ”dødshjaelp” er anderledes positivt vaerdiladet – for hvem vil ikke ”hjaelpe” et andet menneske? I Tyskland derimod vaekker ordet eutanasi en anderledes negativ genklang af nazismens eutanasiprogrammer, hvor ikke kun jøder, men også fysisk og mentalt handicappede blev udrenset. De var ubrugelige, en trussel mod den ariske genetiske renhed og uvaerdige til at leve – ja, det kan alle, der affejer glidebaneargumentet lige notere sig.

Vel skal man have et stenhjerte for ikke at få medlidenhed med ham. Det betyder bare ikke, at statssanktioneret medlidenhedsdrab skal vaere udvejen af det liv, der umiddelbart virker udsigtsløst.

begreberne: Passiv dødshjaelp er indstilling af behandling og ophør af livsforlaengende medicin. Ved at slukke for respiratoriske hjaelpemidler fortsaettes den naturlige dødsproces – der var afbrudt af intensiv medicinsk behandling. Indirekte dødshjaelp er en øget dosering smertelindrende medicin –døden indtraeffer som følge heraf. Behandlingsformålet er at lindre lidelse.

Aktiv dødshjaelp er medicinske foranstaltninger, der fremprovokerer døden – uanset udsigten til, hvornår livet ellers ville vaere slut. Behandlingsformålet er livsafsluttende. Forskellighedskriteriet er altså målet med behandlingen.

Tilbage til

SPEJLET

Lad os fortsaette med drab på begaering eller statssanktioneret medlidenhedsdrab, der betyder, at den syge selv beder om at dø – og en anden person udfører handlingen. Begrebet ”assisteret selvmord” daekker over, at den, der ønsker at dø, selv indtager den dødbringende medicin, der er stillet til rådighed. Nuvel. Hvis vi indfører retten aktiv dødshjaelp, statssanktioneret medlidenhedsdrab og eller assisteret selvmord – politikerne er nødt til at forholde sig til mulighederne – så har samfundet også pligten til at sørge for, at bemyndigede personer kan tage livet af de mennesker, der anmoder om det. Og uagtet fritagelsesmuligheden ville laegerne kunne føle sig presset til at erklaere sig villige til opgaven. Er det ikke nådesløst, at vi skaber et samfund, hvor det forventes, at nogen tager den synd på sig at draebe et anden menneske?

Og for at vende tilbage til, hvor vi begyndte – hos en berørt Freja Polonius, der fortaeller, at hun har en »meget stor sorg og en skyldfølelse over, at jeg ikke stoppede det … Det er en dyb skam og sorg, man nok ikke kan saette sig ind i, hvis man ikke har vaeret med til at tage livet af en af sine venner, og det har de faerreste jo«.

Overvej lige, hvilken afgrundens nat og anfaegtelsens mørke vi fører samfundet og samfundets borgere ind i, hvis vi kan afslutte vort eget og hinandens liv med statens hjaelp og velsignelse.