Regeringens håndtering af FE-sagen har vaeret ussel hele vejen

Ussel og fej er den, der ifølge den store danske ordbog i farlige, konfliktfyldte eller ubehagelige situationer opfører sig foragteligt, frygtsom eller konfliktsky.

Det er lige praecis de ord, der karakteriserer regeringens håndtering af FE-skandalen.

Senest med meldingen om, at undersøgelseskommissionen først skal vaere faerdig med sin undersøgelse i foråret 2026.

En tanke vaerd, at det er lige praecis der, at et eventuelt ministeransvar er foraeldet.

Og når man samtidig ser kommissoriets udformning, er det naesten en frifindelse i sig selv, da kommissionen skal »undersøge, om der i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens ivaerksaettelse og tilrettelaeggelse af efterforskningen og retsforfølgningen blev varetaget usaglige hensyn«.

En undersøgelse, der udelukkende skal koncentrere sig om hovedpersonerne i sagen, Lars Findsen og Claus Hjort. Man springer let og pinligt over de andre ofre og anholdte i sagen – en højt betroet medarbejder i PET, der helt berettiget forsøgte at forhindre et eventuel justitsmord i Samsam-sagen ved at laekke informationer til medierne.

Han har nødtvunget forladt tjenesten og er blevet bud på et apotek. En 60-årig kvinde, hvor sigtelsen af statsadvokaten er afgjort som grundløs, er i dag diagnosticeret med ptsd, og alle har vaeret udsat for de mest indgribende foranstaltninger i privatlivets fred som telefon- og rumaflytninger, gpstracking og skygninger.

Alle er maerket på livstid som mulige landsforraedere, og Lars

Findsen endog som potentiel cykeltyv og seksuelt suspekt, oplysninger laekket moralsk forkasteligt, hvis ikke ulovligt, af chefen i PET til udvalgte politikere.

Og slutresultatet kender vi nu, nemlig at justitsministeren og anklagemyndigheden, trods Højesterets anbefalinger om, hvorledes sagen kunne køres med delvis åbne døre, svagt – ja, igen: fejt – frafaldt tiltalen for landsforraederi i en sag, der nok mere var så tynd, at den ikke kunne baere en domfaeldelse, men det blaeser systemet på, da selve statsministeren udtalte, at »derfor kan jeg selvfølgelig også afvise, at der skulle vaere taget nogen form for usaglige hensyn, herunder politisk indblanding« og placerede dermed et eventuelt ansvar nedad mod Rigsadvokaten og chefen for PET.

Det er helt utaenkeligt ifølge flere saerdeles indsigtsfulde personer med tidligere chef i Justitsministeriet Michael Lunn i spidsen, at regeringens sikkerhedsudvalg ikke har behandlet sagen.

Han har i en voldsom kritik af regeringen udtalt, at den står for »en naesten ubrudt kaede af fejlbeslutninger«.

En kritik, der blev fulgt op af andre departementschefer og af professor emerita Eva Smith – og ikke mindst modigt af professor i strafferet ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen og mig selv intensivt på baggrund af den erfaring, jeg har efter ni år som chefkriminalinspektør i PET med et indgående kendskab til kommandoveje og beslutningsprocesserne i PET.

Vi er nu indirekte af justitsministeren betegnet som samfundsskadelige konspirationsteoretikere,

Jeg selv af chefredaktøren for Zetland endog som den »vildeste« af slagsen. Ak ja, det bedste forsvar er et angreb.

Jeg skrev engang: »Det er mit forfaengelige håb, at der snart kommer lys over sagen. Den er på alle måder uvaerdig for et retssamfund.

Men desvaerre må jeg konstatere, at systemet har lukket sig om sig selv i en sådan grad, at det minder om CIA’s metode fra 1970’erne, »Plausible deniability«, der blev brugt for at daekke efterretningstjenesten mod afsløringer.

Den plausible benaegtelse vil utvivlsomt blive brugt af alle de udfarende aktører i tragedien her, så ingen kan bevise deres andel i en raedselsfuldt dårlig håndteret sag, der på alle måder har skadet Danmark mere, end den har gavnet.«

Det håb har jeg ikke laengere, men jeg ved, hvor jeg vil placere skamstøtten, et monument, man rejser til advarsel, vanaere og foragt.