Det var rystende at se børn, der er lukket inde på deres vaerelse 20 timer i døgnet
Et besøg i et ungdomsfaengsel i Australien satte tankerne i gang om, hvordan samfundet behandler kriminelle børn og unge. Tilgangen er skraemmende anderledes i de australske institutioner, men også herhjemme er der behov for øget fokus på forebyggelse fre
Fra forskningen ved vi, at det virker at inddrage børn i løsninger, og at det er bedst at forebygge. På kriminalitetsområdet går vi i disse år imidlertid andre veje, hvor det i stedet er konsekvens og kontrol, der ses som løsningen på børns kriminalitet. Hvis vi fortsaetter den vej, kan vi meget let smide centrale velfaerdsvaerdier om inddragelse og forebyggelse på børneområdet ud med store konsekvenser til følge.
Jeg er for nylig vendt hjem fra Melbourne i Australien, hvor jeg fulgte et forskningsprojekt om børns møde med retssystemet. Her så jeg på den danske tilgang til kriminalitetstruede børn og unge fra et nyt perspektiv gennem et besøg i et australsk Youth Justice Centre – det, man kan kalde et børnefaengsel eller en sikret institution.
Besøget mindede mig om, at vi skal vaerne om at sikre vores inddragende børnesyn i Danmark – for det er ikke en selvfølge. I det australske Youth Justice Centre er al tillid og børneinddragelse byttet ud med kontrol, straf og mistro.
Selvom jeg var blevet sikkerhedsgodkendt på forhånd, tog det tid at få mig registeret, inden jeg blev lukket ind. Jeg skulle afgive fingeraftryk og øjenscannes. Jeg fik et kort med en rød snor til at baere om halsen, som altid skulle
vaere synligt, så det kunne ses på overvågningskameraerne.
I snoren var der også en overfaldsalarm, hvor der dukker et saerligt traenet kamphold op, hvis jeg trykker efter hjaelp.
Hvordan ville man egentlig have det som barn med at leve på et sted, hvor det er en del af virkeligheden?
Efter at have låst mobiler, tasker og jakker inde i et skab gik turen gennem en sluse og en metaldetektor. To betjente måtte gennem samme tjek. I Danmark ville vi nok
kalde dem paedagoger, men her er der tale om betjente i mørke uniformer med alarm, walkie-talkie og peberspray. Også i Danmark er vi begyndt at se, at personalet på nogle sikrede institutioner går i ens tøj, der kunne minde om uniformer.
Stedet har vaeret praeget af optøjer, hvor børn og unge overtog kontrollen med adskillige afdelinger. Der har vaeret lignende optøjer i et lignende center, og det påvirker den daglige drift. De ansatte er nervøse.
Betjente møder ikke op til deres vagter, og det er svaert at få nye ansat. De fleste har ingen uddannelse eller saerlig viden om børn. Et billede, vi også kender fra Danmark, hvor personalemangel også her leder til ansaettelse af personale og vikarer uden faglig baggrund.
Personalemanglen i det australske center betyder, at børnene nogle dage låses inde på deres vaerelser i op til 20 timer. I Danmark låses børnene på de sikrede institutioner også inde på deres vaerelser, men mest om natten.
institutioner i Danmark er ofte omgivet af høje hegn. I Australien er der ikke alene sat enorme hegn op ud til omverdenen, men også inde på selve området mellem afdelingerne. Det får store dele af området til at ligne et voksenfaengsel, som vi kender det fra dårlige amerikansk tv-serier.
I flere bygninger er der lavet jernarmerede lofter. De er lavet på baggrund af en risikovurdering og skal sikre, at børnene ikke kan bryde igennem lofterne og kommer op på tagene af bygningerne. Det var sket under optøjerne.
Børnene kunne ikke komme ud, men syntes, det var sjovt, at der skete noget – og så kunne de vinke til nyhedshelikopterne. Det gav dårlig presse.
De sikrede
på afdelingerne, og børn og voksne spiser ikke sammen. Maden kommer udefra i bokse, som deles ud til hver enkelt.
Modsaetningen til madlavningen på de fleste danske sikrede institutioner er slående. Her har jeg oplevet, at maden ofte er et vigtigt paedagogisk element – noget, der bliver prioriteret og set som omsorg. Ligesom faellesrummene på de fleste sikrede institutioner i Danmark bliver tilstraebt et hjemligt praeg. Der er ofte lidt slidt, men der er planter, billeder, bøger, rigtige sofaer og borde og stole, som ikke automatisk bliver set på som en sikkerhedsrisiko som i Australien, hvor møblerne er støbt fast.
Der laves ikke mad
Børn, der betragtes som en risiko og som ”farlige”, skaber systemer, hvor det kan forsvares, at man ikke laengere behandler dem som børn.
Fra min og andres forskning ved jeg, at det at vaere frihedsberøvet og låst inde er belastende både for børn og voksne.
Måske er det tid til, at vi aktivt begynder at overveje bedre alternativer til indespaerring af børn, der mere er i trit med et moderne og anerkendende børnesyn.
Vi kan se til Norge, hvor svaret på børns og unges kriminalitet er netvaerksmøder og forpligtelse af de voksne omkring barnet til at hjaelpe dem.
Det inddragende børnesyn styrer her. Et børnesyn, som også ses i den nye Barnets lov herhjemme, men som ikke er konsekvent på tvaers af lovgivning.
Børns liv går på tvaers af lovgivning, og der er et andet børnesyn i bandepakkerne og anden lovgivning, der har fokus på konsekvens og straf frem for inddragelse og forebyggelse. For eksempel, når vi sender børn ned til 10 år i Ungdomskriminalitetsnaevnet, som kan pålaegge toårige ”forbedringsforløb” med ”tilsyn af Ungekriminalforsorgen”.
Eller når ventetiden hos domstolene betyder, at unge sidder indespaerret i varetaegtssurrogat i ni måneder på sikrede institutioner, inden de kan komme for en dommer.
og Danmark er der på institutionerne engagerede professionelle, der braender for at gøre en positiv forskel for børn og unge, men mit besøg i Australien bekraefter min danske forskning, der viser, at ildsjaele ikke er nok.
Rammer, lovgivning og professionel praksis skal samtaenkes og etableres på et faelles børnesyn, hvor børn og unge konsekvent anerkendes og inddrages – også eller måske isaer når de udsaettes for frihedsberøvelse, kontrol og tvang af myndighederne.