Overdragelse af aktier med succession – pengetankreglen: Om fordringer
I denne artikel omtales den tredje nye afgørelse truffet af Skatterådet vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt aktier, der påtaenkes overdraget til børn, skal anses som ”pengetanksaktiver” – og dermed, om der kan ske overdragelse med skattemaessig succession. Mens de to første afgørelser omtalt i disse spalter den 18. november 2023 og 13. januar 2024 drejede sig om, investering i aktier, vedrører den nedenfor omtalte afgørelse spørgsmålet om, hvorvidt en beholdning af fordringer skattemaessigt skulle anses som en passiv pengetanksinvestering, et ”udlån”, eller som erhvervet som et led i virksomhedens aktive drift.
Da flere afgørelser er truffet samme dato, er der i denne artikel flere gange angivet ”navn” på afgørelserne i form af betegnelsen ved Skattestyrelsens offentliggørelse af afgørelsen.
Skatterådets afgørelse af 21. november 2023
Skatterådets afgørelse, som blev truffet den 21. november 2023, ref. i SKM2023.585.SR, drejede sig om, hvorvidt en større post fordringer var ”pengetankaktiver” i form af udlån, eller fordringerne skulle anses som aktiver erhvervet som led i driften.
Der var tale om en fader, der planlagde et generationsskifte af sin virksomhed til sine to børn. Virksomhedens hovedaktivitet var køb og salg af brugte biler og blev drevet i selskabsform.
Faderen stillede i denne forbindelse flere spørgsmål til Skatterådet om de skattemaessige konsekvenser ved det påtaenkte generationsskifte. Som spørgsmål 2 ønskede faderen bekraeftet, at selskabets tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser, ikke skulle anses som passiv kapitalanbringelse. Det ville i givet betyde, at aktierne i selskabet kunne overdrages med skattemaessig succession.
Om selskabets tilgodehavender var oplyst under sagen, at selskabet i nogle tilfaelde tilbød at saelge på kredit, hvor en bilkøber ikke kunne opnå ekstern finansiering til køb af bil. Finansieringen blev tilbudt på låneaftaler med en løbetid på 5 år. I gennemsnit blev de enkelte tilgodehavender dog indfriet i løbet af 1218 måneder. Der blev taget ejendomsforbehold i de biler, som blev solgt på kredit.
Spørgsmålet var nu, om selskabets beholdning af fordringer erhvervet som led i salg af biler skulle anses som udlån og dermed som en passiv kapitalanbringelse, benaevnt ”pengetankaktiver”, eller som tilgodehavender tilhørende virksomhedens aktive drift som led i salg af biler. Besvarelsen af dette spørgsmål var afgørende for, om aktierne i virksomheden kunne overdrages til de to børn med skattemaessig succession. Hvornår er selskabet en ”pengetank” Et selskabs virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtaegter, stammer fra fast ejendom, kontanter, vaerdipapirer el.lign. Eller hvis handelsvaerdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, vaerdipapirer el.lign. udgør mindst 50 pct. af handelsvaerdien af selskabets samlede aktiver.
Loven er en objektiv regel
Efter lovens ordlyd er der tale om en objektiv regel, og reglen var for så vidt tiltaenkt som objektiv. Med en lovaendring i 2017 blev der imidlertid - ikke i selve loven - men i forarbejderne til lovaendringen tilkendegivet en vis opblødning.
Opblødning i forarbejderne
Af bemaerkningerne i lovforslaget om lovaendringen i 2017 fremgår således, at:
»… kontanter og vaerdipapirer kan efter omstaendighederne høre til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede [fremhaevet her] tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke vaere vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige (passive) fordringer.
En kontantbeholdning, der stammer fra forudbetalinger fra kunder, vil ligeledes efter omstaendighederne kunne henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen.
Det vil vaere op til virksomheden at godtgøre denne sammenhaeng. Det vil ikke vaere tilstraekkeligt, at kontantbeholdningen kan siges at udgøre nødvendig driftskapital, herunder til betaling af kreditorer i almindelighed, eller påtaenkes anvendt til investering i driften i øvrigt.«
Videre kan peges på tilsvarende udsagn i høringssvar til lovaendringen i 2017, hvorefter:
»Dansk Erhverv påpeger at successionsreglerne, som opgørelsesmaessigt tager udgangspunkt i pengetankreglen, afskaerer rejsebranchen – og formentligt flere lignende brancher – fra muligheden for succession. Ser man på rejsebranchen, kan der naeppe ud fra almindelig opfattelse af aktiv virksomhed rejses tvivl om, at det er en meget aktiv virksomhedstype med rigtig mange beskaeftigede medarbejdere og en virksomhedstype med driftsrisiko, der ligger langt fra, hvad der normalt defineres som passiv kapitalanbringelse, udlejning af fast ejendom og andre karakteristika, som anses for ”passiv virksomhed”.«
Henvendelsen fra Dansk Erhverv blev imødekommet af skatteministeren, der oplyste, at: »Bemaerkningerne til lovforslaget [jf. ovenfor]er udbygget i relation til kriteriet om passiv kapitalanbringelse, så det udtrykkeligt fremgår, at kontanter og vaerdipapirer efter omstaendighederne kan høre til virksomhedens aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke vaere vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige (passive) fordringer. Det er endvidere ikke udelukket, at en kontantbeholdning delvist kan henføres til virksomhedens løbende (aktive) drift, hvis kontantbeholdningen f.eks. stammer fra kundernes forudbetalinger, der er bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der er direkte knyttet til kundeleverancen.«
Skattestyrelsen har siden indarbejdet disse tilkendegivelser i styrelsens egen vejledning.
Af vejledningen fremgår således, at kontanter og vaerdipapirer efter omstaendighederne kan høre til en virksomheds aktive del. F.eks. skal en virksomheds kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser normalt ikke medregnes som passive fordringer, og det vil typisk ikke vaere vanskeligt at udskille disse tilgodehavender fra en virksomheds øvrige (passive) fordringer.
Faderens argumentation
I sagen om brugtvognsforhandleren var det faderens opfattelse, at aktierne kunne overdrages med skattemaessig succession, da tilgodehavenderne fra salg af brugte biler ikke var udtryk for passiv kapitalanbringelse (pengetankaktiver).
Faderens begrundelse for dette resultat faldt i to led: Dels at fordringerne var en integreret del af bilsalget og følgelig ikke var en passiv investering. Og dels – og på samme vis som anført af skatteyderen i sagen omtalt i disse spalter den 13. januar 2023 - at personaktionaererne deltog aktivt i driften, hvilket efter faderens opfattelse var tillagt betydning i en højesteretsdom af 19. januar 2023, ref. i SM2023.168.HR.
Fordringerne havde karakter af saedvanlige tilgodehavender som led i driften
Faderens henviste navnlig til, at tilgodehavenderne hidrørte fra almindeligt varesalg, der relaterede sig til selskabets saedvanlige drift med salg af brugte biler og erhvervskøretøjer på kredit, at tilgodehavenderne i gennemsnit kun løb 1218 måneder, og at en sådan form for virksomhed og tilgodehavender var en helt saedvanlig del af aktiviteten hos bilforhandlere.
Der var derfor en klar sammenhaeng mellem driften af virksomheden og etableringen af fordringerne. Muligheden for finansiering var en helt afgørende, normal, naturlig og uadskillelig del af forretningen og havde vital betydning for virksomhedens eksistens. Denne kreditmulighed ved salg af bilerne kunne derfor udelukkende henføres til virksomhedens aktivitet. Forelå der ikke mulighed for et salg på kredit, ville der ifølge virksomhedens oplysninger ikke vaere et salg af biler.
Kreditgivningen kunne derfor reelt sidestilles med et debitortilgodehavende, som opstår ved salg i andre sammenhaenge. At betalingen skete over laengere tid, typisk mellem 12 og 18 måneder, skyldtes naturligt beløbets størrelse.
Tilgodehavenderne skulle derfor anses for at vaere omfattet af selskabets driftsside og ikke medregnes til de finansielle (passive) aktiver.
Ejerens personlige aktivitet
Faderen anførte dernaest - på linje med skatteyderens synspunkter i sagen om aktier omtalt i disse spalter den 13. januar 2024, ref, i SKM2023.574.SR - at Højesteret i dommen af 19. januar 2023, ref. i SKM2023.168.HR, havde fastslået, at det altid vil vaere en konkret vurdering i hvert enkelte tilfaelde, om et aktiv skal anses for ”aktivt” eller ”passivt” i relation til ”pengetankreglen”.
Videre anførte faderen, at Højesteret i denne sag kom frem til, at de pågaeldende ejere (fysiske personer) ikke på nogen måder var aktivt involveret i driften af vindmølleparker eller solcelleanlaeg, og derfor kunne hverken vindmølleparker eller solcelleanlaeg indgå som et ”aktivt” aktiv ved opgørelse af pengetanksreglen.
Dette i modsaetning til faderens sag om salg af brugte biler på kredit, hvor personaktionaererne havde deltaget aktivt i driften. I denne sag var der naer tilknytning mellem det aktive salg af biler og selskabets lånefinansiering af salgene.
Skattestyrelsens vurdering af låneaftalerne
Skattestyrelsen var ikke enig i skatteyderens synspunkter. Som begrundelse henviste Skattestyrelsen bl.a. til, at de pågaeldende låneaftaler standardmaessigt blev indgået med en løbetid på 5 år. Uanset at den gennemsnitlige, faktiske løbetid efter det oplyste var 12-18 måneder, måtte sådanne låneaftaler efter styrelsens opfattelse anses for aftaler om pengeudlån, selv om låneaftalerne blev indgået til finansiering af bilkøb hos virksomheden.
Låneaftalerne kunne efter Skattestyrelsens opfattelse ikke anses som et led i den saedvanlige drift af virksomhed med køb og salg af brugte biler, men måtte anses som finansieringsvirksomhed i tillaeg til selskabets virksomhed med køb og salg af brugte biler.
Tilgodehavenderne, der stammede fra låneaftaler med en aftalt løbetid på 5 år, kunne ikke anses for kortfristede tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser. Det aendrede efter Skattestyrelsens opfattelse ikke herpå, at debitorerne efter det oplyste historisk oftest tilbagebetalte lånene før tid, da lånene er stiftet med en løbetid på 5 år.
Skattestyrelsens synspunkt vedrørende ejerens personlige aktivitet
Vedrørende spørgsmålet om ejerens personlige aktivitet var Skattestyrelsen enig i, at bedømmelsen beroede på en konkret vurdering. Men styrelsen var ikke enig i, at det fremgik af højesteretsdommen, at Højesteret lagde afgørende vaegt på, hvorvidt aktionaeren personligt var aktivt involveret i driften.
Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet
Skattestyrelsen indstillede herefter til Skatterådet, at faderens spørgsmål 2 blev besvaret med et ”Nej” – dvs. at fordringerne skulle anses som udlån og dermed som pengetankaktiver.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet traf her beslutning om ikke at tiltraede Skattestyrelsens indstilling, Virksomhedens
tilgodehavender fra bilsalg var således efter Skatterådets opfattelse ikke et ”pengetankaktiv”. Skatterådets begrundede denne vurdering med følgende:
»Skatterådet finder, at det pågaeldende tilgodehavende fra salg og tjenesteydelser[ ..... ]. ikke skal medregnes som passiv kapitalanbringelse[ ..... ] Der er henset til, at det er en traditionel del af brugtvognsmarkedet, at bilforhandlere tilbyder finansiering til sine kunder, at de pågaeldende tilgodehavender typisk bliver indfriet indenfor en periode på 12-18 måneder, at finansieringen alene tilbydes i de tilfaelde, hvor anden finansiering ikke kan opnås, samt at finansieringsmuligheden er nødvendig for, at virksomheden kan saelge de pågaeldende biler.«
Kommentar
Med denne afgørelse, hvor et selskabs beholdning af fordringer blev anset for et led i selskabets aktive drift, samt med de tidligere to afgørelser omtalte i disse spalter den 18. november 2023 og den 13. januar 2024, der drejede sig om selskabers investering i aktier, er der blevet flyttet og praeciseret nye og mere reale, indskraenkende graenser for, hvornår der foreligger ”pengetankaktiver” og dermed en udvidelse af adgangen til overdragelse af aktiver med skattemaessig succession.