»Jeg er ikke i tvivl om, at lokale miljøtiltag er afgørende for klodens fremtid«
I Danmark er der langt mellem uberørte naturområder, men Rane Willerslev og Vicky Knudsen er rejst til Estland, Kirgisistan og Madagaskar for at se naermere på menneskets forhold til den vilde natur.
Blot 1.000 km i fugleflugtslinje fra Danmark åbenbarer sig en anderledes verden med vilde bjørne, sumpede moser og hedenske traditioner. I Estland har kvinderne på øen Kihnu gennem århundreder styret lokalsamfundet, mens maendene er på havet. Setofolket er stadig klaedt i traditionelle dragter, tilbeder guden Peko og har et åndeligt forhold til naturen.
Og netop den spirituelle tilgang til naturen var noget af det, antropolog Rane Willerslev gerne ville undersøge i DR-programmet ”Vilde Eventyr”, som ser naermere på vores forhold til naturen og vigtigheden af at beskytte den. Men det er nok de faerreste danskere, der betragter traeer, graes eller sten som levende organismer med bevidsthed og følelser.
»De fleste vil nok traekke på smilebåndet, hvis man siger, at der er ånder i skoven. Men mange andre steder tror man på animisme – at naturen er besjaelet af ånder. Man omgås naturen med respekt, nøjagtig som man ville gøre med et andet menneske. Naturen ses ikke som en ressource, der kan udnyttes, men som ligevaerdig.«
Kun 2 pct. vild natur tilbage
Rane Willerslev mødte bl.a. en praestinde, som havde en tryllebindende aura omkring sig. Da de hilste med et kram, maerkede han et sug gennem kroppen. Pludselig blev hun ramt af noget uforklarligt, det var måske guderne, som forsøgte at komme i kontakt med hende.
»Hun havde simpelthen den vildeste energi, som var fascinerende at vaere vidne til. Hun mindede mig lidt om shamanerne i Sibirien, som kaldes af ånderne og forsvinder i en anden verden,« fortaeller han.
På Kihnu indtager kvinderne lederroller uden at blinke. Øen omtales ofte som et matriarkat, eller i hvert fald noget af det taetteste, man kommer på et kvindedomineret samfund. Maendene er på havet i uger eller måneder ad gangen, og kvinderne holder sammen og fordeler ressourcerne i det lille øsamfund.
Setofolket lever et simpelt liv med et spirituelt syn på naturen, som Rane Willerslev er meget inspireret af. Han havde laenge gået med idéen om at lave et program om befolkningsgrupper, der stadig lever i pagt med naturen og har rigeligt af den. I Danmark er der derimod kun omkring 2 pct. vild natur tilbage i et land med overforbrug, enorme landbrugsarealer og et havmiljø i krise.
»Vi kan simpelthen ikke fortsaette med at leve på den her måde. Det er fint, at der forskes i teknologiske løsninger, men vi kan ikke kun satse på det. Hvad nu hvis vi alle sammen begyndte at taenke naturen ind i hverdagen, fandt vaerdi i det naere og skruede ned for forbruget?«
Rane Willerslev er antropolog, direktør på Nationalmuseet og bor i København, og selv om han har tilbragt månedsvis i nogle af verdens mest afsides områder og har en ødegård i de svenske skove, beskaeftiger han sig primaert med mennesket. Derfor allierede han sig med biolog og forfatter Vicky Knudsen, som er erklaeret naturnørd og ved en masse om alt fra snudebiller til rovfugle.
»Ved at kombinere det antropologiske og naturvidenskabelige felt kunne vi opleve landene med hver vores perspektiv og samtidig laere af hinanden,« forklarer Rane Willerslev.
Vaerdien i en rusten dåse
Foruden Estland rejste makkerparret til centralasiatiske Kirgisistan, som er praeget af maegtige bjergkaeder, åbne vidder og brusende floder. Her får naturen lov til at gå sin gang, og de spredte nomadefolk tager kun lige nøjagtig, hvad de har brug for. De ejer ingen overflødige materielle goder, men har derimod masser af det, de fleste beboere i den vestlige verden mangler: Tid.
»Danskerne mangler i høj grad tid, fordi de fleste af os har travlt med at tjene penge til at købe flere ting – til gengaeld ser vi naermest ikke vores egen familie. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod på sletten og betragtede de legende børn, som måske er fattige på ting, men som har al tid i verden.«
Inde i jurten (nomadetelt, red.) smider man ikke bare en rusten dåse vaek, for den har vaerdi. Kirgiserne levner heller ikke mad af respekt for naturen og dyrene, som har skaenket dem et måltid. Turen til Kirgisistan var for Rane Willerslev en påmindelse om at vaerdsaette få ejendele højere end at have en masse ting.
»En af de ejendele, jeg har sat allermest pris på, var en gammel, aflagt riffel fra Anden Verdenskrig, som sikrede min overlevelse i Sibirien. Der var kun den, så jeg passede utrolig godt på den. Herhjemme har vi udviklet en køb og smid vaek-kultur, hvor man mest af alt sidder tilbage med en tom følelse.«
Undervejs opdagede Rane Willerslev, at han havde en smule naturnørd gemt i sig. I hvert fald smittede Vicky Knudsens evige entusiasme omkring det vilde dyreliv, og pludselig fandt han sig selv med en kikkert om halsen på udkig efter alt fra murmeldyr til ørne.
»I starten var jeg skeptisk og tog mig selv i at taenke, hvorfor jeg stod og gloede efter en eller anden lillebitte fugl. Men jeg endte alligevel med at blive bidt af at kigge efter bestemte arter, som Vicky begejstret havde fortalt mig om,« siger han grinende.
Skove i flammer truer sjaeldent dyreliv
I det hele taget fik Rane Willerslev en bedre forståelse for klodens økosystemer, og hvordan selv de mindste biller spiller en afgørende rolle for større dyr og biodiversiteten i området. Alligevel fornemmede han en vis uenighed omkring menneskets rolle på planeten.
»Jeg laerte en masse relevante ting om naturen, men omvendt måtte jeg også udfordre den gaengse holdning blandt biologer, der generelt er skeptiske over for mennesket og ser dem som et forstyrrende element. Men mennesket har sameksisteret med naturen i over 250.000 år, og man er nødt til at taenke os med i ligningen,« forklarer han og uddyber:
»Jeg tror ikke på tankegangen med nationalparker, hvor man udelukker mennesket fuldstaendig. I Afrika har man f.eks. inddraget landområder, som udgør manges levegrundlag, og så ender de måske med at blive krybskytter for at få mad på bordet. Man er nødt til at finde samspillet mellem natur og mennesker.«
I Madagaskar blev Vicky Knudsen og Rane Willerslev konfronteret med afbraending af skove, da mange indbyggere er fattige og afhaengige af at saelge kul. Den store østat er hjem for flere sjaeldne og endemiske dyrearter, der på tragisk vis jages ud af deres naturlige habitat eller dør i flammerne.
Et ophold i fiskerlandsbyen Andranokoditra indgød håb, for her har de lokale fundet en måde at omgå afbraendingen af store skovarealer. En gruppe kvinder har etableret foreningen Miaramirindria, hvor 25 pct. af de samlede indtaegter går til kvinder i nød – i tilfaelde af f.eks. sygdom eller skilsmisse.
»Kvinderne saelger kunst og brugsgenstande